Et hospital i det nordlige Yemen blev angrebet i midten af januar. Flere mennesker mistede livet.

Yemen: Vi kræver uafhængig undersøgelse af dødeligt angreb

Intet bliver skånet i krigen i Yemen – hverken hospitaler eller civile. Denne uhyggelige tendens må omgående stoppe. Vi nægter at acceptere, at vores patienter og ansatte bliver udsat for angreb, uden at nogen bliver stillet til ansvar.

Hospitaler og civile er beskyttet af Genève-konventionerne. Men krigens regler bliver fuldstændig ignoreret i den igangværende krig i Yemen, som har kostet flere patienter og medicinsk personale livet.

I løbet af de seneste tre måneder er Læger uden Grænser blevet angrebet hele fire gange.

Derfor har vi besluttet at anmode International Humanitarian Fact-Finding Commission (IHFFC) om at foretage en uafhængig undersøgelse af angrebet mod Shiara-hospitalet, der fandt sted i midten af januar.

”Den måde, som krig bliver udkæmpet i Yemen på, medfører enorme lidelser og viser, at de stridende parter ikke anerkender eller respekterer, at hospitaler og medicinske faciliteter har en beskyttet status. Vi ser, hvilke daglige ødelæggende konsekvenser dette har for mennesker, der er fanget i konfliktområder, ” siger Raquel Ayora, operationel direktør i Læger uden Grænser.

Hospitaler og ambulance ramt

Siden krigen brød ud i marts 2015, er offentlige steder blevet bombet i et massivt omfang.

”Intet er blevet skånet – ikke engang hospitaler, selvom medicinske faciliteter udtrykkeligt er beskyttet af international humanitær lov, ” siger Raquel Ayora.

26. oktober sidste år slog bombefly fra den saudisk-ledede koalition flere gange til mod et hospital i Haydan i Saada-provinsen, der ligger i det nordlige Yemen.

2. december blev en af vores mobile klinikker udsat for et luftangreb i Al Houban-distriktet i byen Taiz – en person blev dræbt og otte såret, heriblandt to af vores ansatte.

I det nye år fortsatte de dødbringende angreb. 10. januar mistede seks mennesker livet, og syv blev kvæstet under et angreb på Shiara-hospitalet, der ligger i Razeh-distriktet i Saada. De fleste dræbte og sårede var medicinsk personale og patienter.

Og i sidste uge blev en af vores ambulancer ramt under en serie af luftangreb i Saada-provinsen. Ambulanceføreren blev slået ihjel, og mindst seks andre personer mistede også livet.

Her er et overblik over, hvor Læger uden Grænser er blevet angrebet i Yemen

Her er et overblik over nogle af de angreb, som Læger uden Grænser er blevet udsat for i Yemen de seneste måneder.

En uansvarlig logik

Vi oplyser løbende de stridende parter i krigszoner om, hvor vores hospitaler, klinikker og sundhedscentre er placeret.

Vi har endnu ikke fået nogen forklaring på, hvorfor vi flere gange er blevet bombemål i Yemen. Det er helt uacceptabelt.

”Vi ser i stigende grad, at angreb på medicinske faciliteter bliver bagatelliseret og stemplet som ”misforståelser” eller ”fejl”, ” siger Raquel Ayora.

”Så sent som i sidste uge hævdede det britiske udenrigsministerium, at Saudi-Arabien ikke bevidst havde overtrådt den internationale humanitære lov i Yemen. Det antyder, at det ville være acceptabelt at bombe et beskyttet hospital, hvis der var tale om en fejl. Denne logik er krænkende og uansvarlig, ” tilføjer hun.

Kommission skal kulegrave angreb i Kunduz

Da vores hospital i Kunduz, Afghanistan, blev udsat for et amerikansk luftangreb i oktober sidste år, henvendte vi os også til IHFFC. Vi afventer dog stadig et officielt svar fra USA’s regering om, hvorvidt de vil give deres samtykke eller ej til en undersøgelse. IHFFC kan ikke gå i gang uden USA’s samtykke.

IHFFC er den eneste permanente internationale undersøgelseskommission med et specifikt mandat til at kulegrave potentielle overtrædelser af den humanitære folkeret i henhold til Genève-konventionerne.

”I alt er fire af vores medicinske faciliteter blevet angrebet i løbet af fire måneder i Yemen og Afghanistan. Skal det nu være ’normalt’, at et af Læger uden Grænsers hospitaler bliver bombet hver måned? Vi nægter at acceptere, at denne tendens fortsætter med en total mangel på ansvarlighed. Vi har hårdt brug for garantier fra de stridende parter om, at hospitaler aldrig er et legitimt mål, ” siger Joanne Liu, international præsident i Læger uden Grænser.

Flere mennesker mistede livet i angrebet på Shiara-hospitalet i Yemen.

Seks personer mistede livet, da Shiara-hospitalet i Yemen blev angrebet 10. januar.

Det gør Læger uden Grænser i Yemen

  • Siden marts 2015 har vores ansatte behandlet flere end 20.000 patienter, der er blevet såret i krigen.
  • Vi har indtil nu leveret over 790 ton medicinske forsyninger.
  • Vi driver 11 hospitaler/sundhedscentre og støtter 18 sundhedsklinikker.

Fra felten

Læger uden Grænser (MSF) bekæmper i DR Congo verdens største udbrud af mæslinger
DR Congo

Dødelig epidemi hærger i skyggen af COVID-19

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Hangha i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores børnelæge i Sierra Leone: Børnene betaler den indirekte pris for coronavirus

Læs mere
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere

Mads Møldrup

Sydsudan

Hvordan fejrer man fødselsdag i felten under corona-pandemien?

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) bekæmper coronavirus (COVID-19) i Brasilien

Billeder fra vores kamp mod coronavirus i Brasilien

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjalp gravide og fødende kvinder på Dasht-e-Barchi i Kabul i Afghanistan.
Afghanistan

Jordemoder efter angreb: Mon terroristerne er stolte?

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) fødeklinik angrebet i Afghanistan
Afghanistan

Vores fødeklinik i Kabul lukker efter angreb

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper Yemen i kampen mod coronavirus (COVID-19)
Yemen

Læge i Yemen: Bange for, at jeg skulle dø af coronavirus

Læs mere
Ebola i DR Congo
DR Congo

Nye ebolatilfælde i DR Congo

Læs mere

Fotografer samler ind til vores indsats mod coronavirus

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) kæmper mod coronavirus (COVID-19) i Amazonas i Brasilien.

COVID-19s nye epicenter: Der er ikke flere kister i Amazonas

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper i Yemen under borgerkrig og coronavirus (COVID-19)
Yemen

Coronavirus i Yemen: ”Folk gisper efter vejret som fisk på land”

Læs mere

Norlys støtter indsats mod COVID-19 med 5 mio. kr.

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) fødeklinik angrebet i Afghanistan
Afghanistan

Angreb på fødeklinik: De gik systematisk efter mødrene

Læs mere
Afghanistan

Vi er i chok over angreb på gravide og spædbørn i Afghanistan

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper befolkningen i DR Congo og forsøger bl.a. at bekæmpe coronavirus (COVID-19)
DR Congo

Når de ikke engang har mad, hvorfor skulle de så have sæbe?

Læs mere