1702_low_15018.jpg

Voldtægt af kvinder et kæmpe problem i DR Congo

Sygeplejerske Merete Engell har siden marts opholdt sig i den Demokratiske Republik Congo, hvor hun har arbejdet på flere forskellige af de projekter, som Læger uden Grænser (MSF) har i landet. Merete Engell er som den eneste dansker del af MSF´s udrykningshold, der er parat til at rykke ud til akutte kriser. Her skriver hun et rejsebrev hjem om de mange kvinder, der bliver voldtaget som en del af konflikten, og om hvordan MSF arbejder for at informere om vores upartiskhed og neutralitet. Meretes brev starter efter hun har været på et kursus i Geneve.

“Jeg var tilbage i Tchomia i starten af maj. Endelig havde mine chefer set
lyset, og jeg blev opgraderet fra holdleder til feltkoordinator. Men det blev en kort karriere. Efter to en halv dag blev jeg flyttet til lejren i Tchee. Jeg nåede lige at være tilbage i Tchomia et par uger. Da jeg kom tilbage, var der absolut ingenting at lave! Koleraen var færdig, børnene fra ernæringscentret var helbredt og konsultationerne i klinikken var færre. Vi kunne jo så heldigvis sige, at vores indsats havde været effektiv, at den akutte fase var ovre, og at folk generelt var godt hjulpet.

Jeg blev for at åbne vores program for voldtagne kvinder i både Tchomia og Kakwa. Her giver vi medicinsk behandling til kvinder, der er blevet voldtaget. Vi giver dem anti-hiv behandling, såkaldt PEP-behandling, hvis de kommer til os inden tre dage efter voldtægten – og de får en fortrydelsespille, hvis de kommer indenfor fem dage. Derudover får de også antibiotika for seksuelt overførte sygdomme samt stivkrampe- og hepatitis B-vaccine. Endvidere undersøger vi dem, og giver dem en lægeerklæring, som de kan bruge som bevis på voldtægten i en retssag. Vi har desværre endnu ikke muligheden for eller ekspertisen til den psykologiske behandling, så vi startede et samarbejde med en anden organisation, der har dette som speciale. Vi fik åbnet det hele i hver lejr og den første uge fik vi 21 sager – ugen efter over 50!

Kvinderne her bliver voldtaget af krigens parter som en del af deres krigs- og skræmmestrategi. Samfundet er nu så gennemsyret af vold, at mentaliteten har ændret sig generelt i den mandlige befolkning til, at det er acceptabelt og mere eller mindre normalt at voldtage kvinder! Det er fuldstændig sygt! Her er to historier, som to kvinder fortalte mig den første uge:

En gravid gift kvinde bliver passet op af en soldat. Han siger, at han vil giftes med hende. Hun siger nej – hun er allerede gift og gravid. Han truer hende med at skære barnet ud, hvis hun ikke gør, som han siger. Det lykkes hende at flygte, og hun gemmer sig i bunden af et af vores latriner i lejren og bliver der hele natten. Næste dag går hun ned til søen for at vaske sig efter natten i latrinet. Her finder soldaten hende, og han tvinger hende til basen. Hun prøver at appellere til kommandanten, men han siger bare, at han også vil have sex med hende! Så bliver hun holdt en uge på basen, hvor hun bliver voldtaget hver dag. Det lykkes til sidst for hende at flygte, og hun kommer til os for at få beskyttelse. Vi aftaler at tage hende med til Tchomia, hvor hendes mand er. Da hun fortæller, hvad der er sket, forlader hendes mand hende, fordi hun er voldtaget af en anden mand!

En 13-årig pige går hjem en aften og bliver passet op af fire soldater, som alle voldtager hende. Hun kommer til os lige efter voldtægten. Hun havde absolut intet gjort og intet hun kunne gøre. Hun ville ikke have en lægeerklæring, da hun var bange for, at de skulle finde den på hende igen.

I Bunia har vores program haft 2.500 kvinder de seneste to år. Og man siger, at det kun er omkring 10 procent af tilfældene, som kommer til sådan et program. Det er et kæmpeproblem her, og det har også store sociale følger. Kvinderne bliver gravide, udstødte, syge og traumatiserede. Jeg må virkelig sige, at det er et af de programmer vi har, som jeg synes er allermest interessant at arbejde med. Jeg har nu prøvet det i Liberia, Darfur og her.

Informerer om MSF

I vores lejr for internt fordrevne i Tchee manglede de en hånd, så nu arbejder jeg der og bor i Bunia, som er provinshovedstaden i Ituri-provinsen. Lejren i Tchee ligger 50 km nord for Bunia. Det er en lejr med en 15-18.000 mennesker. Vi har det sædvanlige setup med klinik, sengeafsnit, ernæringscenter, koleracenter og fødeafdeling. En italiensk sygeplejerske som jeg kom hertil med, og som har arbejdet i Tchee, er uventet blevet sendt hjem. Han var en dag blevet revet ud af bilen af en milits og truet på skudhold. Nu var han træt, og det blev efterfølgende bare for meget for ham.

Vi kan kun blive i lejren en nat af gangen på grund af sikkerhedssituation, og derfor kører vi frem og tilbage, når sikkerhedssituationen tillader det. Vi har gjort et kæmpearbejde i at kommunikere med de forskellige militser og på at få nogle gode kontakter med de lokale officerer. Vi fortæller dem hvad MSF er, og hvad vi laver. Giver dem brochurer om MSF osv. Vores neutralitet og upartiskhed er den eneste ting som beskytter os her.

Indtil videre har der kun været ganske få situationer, hvor det har været en eller anden fuld militsmand, som vil have penge eller smøger, der har lavet problemer. Vi er rimeligt godt accepteret af befolkningen og militserne. I sidste uge blev jeg introduceret til de forskellige kontakter. Det var en rimelig okay tur. Det værste område var umiddelbart efter det sidste checkpoint, når vi kørte ind i en af militsernes område. Det er en 5-6 km lang smal vej. Der er huse hele vejen, og foran hver hus sidder der en soldat med en Kalashnikov og holder øje. Vi vinker og smiler til dem og alt afhængig af sikkerhedssituationen, bliver der også vinket tilbage.

Stort knus fra

Merete”

MSF har i april 2004 udgivet en rapport om voldtægt af kvinder i DR Congo: “I have no joy, no peace of mind” (PDF – 1,2 MB)

/md – Rejsebrevet er redigeret og forkortet af redaktionen.