776_HIV-AIDS demonstration.jpg

Vigtig sejr i kampen om generisk AIDS-medicin

Cape Town / Hellerup – GlaxoSmithKline og Boehringer Ingelheim har taget overpriser for deres antiretrovirale (ARV) medicin og dermed begrænset de sydafrikanske AIDS-patienters muligheder for livsforlængende behandling, fastslår Sydafrikas Konkurrenceråd.

De to multinationale medicinalfirmaer GlaxoSmithKline og Boehringer Ingelheim har taget overpriser for deres antiretrovirale (ARV) medicin og dermed begrænset de sydafrikanske AIDS-patienters muligheder for livsforlængende behandling. Det fastslår det sydafrikanske Konkurrenceråd i en opsigtvækkende afgørelse torsdag. Afgørelsen kan betyde, at brugen af billigere kopimedicin – såkaldt generisk medicin – bliver obligatorisk i behandlingen af HIV/AIDS-patienter i Sydafrika.

Det sydafrikanske Konkurrenceråds afgørelse er et resultat af en klage indbragt af Læger uden Grænsers
(MSF) samarbejdspartner i Sydafrika, græsrodsorganisationen Treatment Action Campaign (TAC). I sin klage til Konkurrencerådet anførte TAC, at de multinationale medicinalfirmaers overpriser medfører, at folk med HIV forhindres i at forlænge deres liv, fordi de ikke har råd til den alt for dyre antiretrovirale medicin. I Sydafrika dør der hver dag 600 mennesker på grund af HIV/AIDS.

En vigtigt del af Konkurrencerådet afgørelse fastslår, at det ikke er nødvendigt at indhente tilladelse fra patentejerne – i dette tilfælde GlaxoSmithKline for GSK, 3TC og ATZ+3TC og Boehringer Ingelheim for nevirapine – for at kunne forhandle den generiske medicin på det sydafrikanske marked.

Afgørelsen baner dermed vejen for, at generisk medicin kan blive obligatorisk i behandlingen af sydafrikanske HIV-patienter. Generisk medicin har vist sig at være den vigtigste element i forsøget på at drive de skyhøje priser på ARV-medicin ned.

Priser skal ikke diktere behandling

– Beslutningen fra Konkurrencerådet, som vi har ventet på i mange år, sender et helt klart signal om, at det ikke skal være priserne, der skal dikterer ARV-behandlingen i Sydafrika, udtaler den danske formand for Læger uden Grænser, læge Søren Brix Christensen, som selv har arbejdet med HIV/AIDS-patienter i Sydafrika.

– Hvis den sydafrikanske regering er seriøs i sit ønske om at tilbyde ARV-behandling til den halve million sydafrikanske HIV/AIDS-patienter, der har brug for klinisk behandling, må regeringen øjeblikkelig udnytte Konkurrencerådets afgørelse og gøre brugen af generisk medicin obligatorisk, siger Søren Brix Christensen.

Prisen på den generiske ARV-medicin er kun en femtedel af den medicin, der sælges af de multinationale medicinalfirmaer. Med de udgifter der bruges på de 25.000 patienter, der for øjeblikket er i behandling med den dyre mærkevare-medicin, kan man således behandle 125.000 patienter med den generiske ARV-medicin, eller en fjerdedel af det samlede antal patienter, der har brug for behandling i Sydafrika.

Læger uden Grænser har arbejdet med HIV/AIDS i Sydafrika siden 1999, og har siden maj 2001 behandlet patienter med ARV-medicin i organisationens program i slumbyen Khayelitsha ved Cape Town.

/mgn