Vi søger en kampagneleder til vores landsindsamling - barselsvikariat

Vi søger kampagneleder til vores landsindsamling – barselsvikariat

Læger uden Grænsers fundraisingafdeling søger en kollega, der skal lede vores landsindsamling i foråret 2017. 

Du er overordnet ansvarlig og omdrejningspunkt for indsamlingen. Sammen med et team af nye og eksisterende kolleger skal du: Udvikle og pleje vores netværk af frivillige indsamlingsledere over hele landet, koordinere indsamlingsaktiviteter fra privatpersoner, virksomheder, fonde og foreninger samt sikre en driftssikker logistikplanlægning og afvikling af indsamlingen.

 

Alt sammen med det formål at samle så mange penge ind som muligt – så vi kan yde akut medicinsk nødhjælp til endnu flere mennesker i verdens brændpunkter.

 

Om jobbet:

  • Ansvar og ledelse af husstandsindsamlingen – herunder både projekt- og personaleledelse
  • Sikre, at vi når alle mål og deadlines i henhold til strategi og budget
  • Sikre et professionelt og højt motiveret team af frivillige og projektansatte
  • Koordinering af samarbejde med andre afdelinger om aktiviteter, indhold og processer – fx PR, kommunikation og HR
  • Koordinering af samarbejde med eksterne samarbejdspartnere  
  • Kvalitetssikring – herunder evaluering og løbende effektmåling
  • Forberede efterfølgende indsamling samtidig med, at aktuel indsamling pågår

 

Krav til ansøgeren:

  • Solid erfaring med fundraising og/eller markedsføring og salg
  • Videregående uddannelse, gerne inden for kommunikation, salg eller markedsføring
  • Dokumenteret erfaring med ledelse, herunder både projektledelse og personaleledelse af medarbejdere og frivillige    
  • Erfaring med husstandsindsamling eller afvikling af større regionsdækkende events eller kampagner. Gerne erfaring fra NGO-miljøet eller lignende organisationer – men ikke et krav
  • Du skal kunne formidle en klar vision og have evner til at motivere og begejstre på alle niveauer
  • Naturlig gennemslagskraft og gode samarbejdsevner, samtidig med at du udviser stort engagement
  • Er effektiv, handlekraftig og har evnen til både at opstarte, drive og afslutte opgaver og projekter
  • Har og kan bevare overblik, samtidig med du har en god sans for detalje og kvalitet
  • Robusthed og fleksibilitet ift. skiftende arbejdsbyrde i løbet af året
  • Resultatorienteret og har flair for IT og logistik

 

Du kommer til at være en del af et professionelt og engageret team, hvor alle arbejder selvstændigt, men med stor grad af samarbejde – og hvor vi alle brænder for at bygge videre på Læger uden Grænsers unikke position blandt humanitære organisationer i Danmark og dermed sikre indtægter til vores arbejde med at redde liv.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Du refererer til fundraisingdirektøren. Lønniveau er sat til 37.000 kr. + 10 % arbejdsgiverbetalt pension.

 

Stillingen er tidsbegrænset til udgangen af 2017. 

 

Venligst send din ansøgning og CV med reference ”Kampagneleder barselsvikar” til job@msf.dk hurtigst muligt og senest den 28. oktober. Ønsket dato for tiltrædelse er snarest muligt og senest 1. januar 2016.

 

NB! Samtaler afholdes løbende. 

 

Ønsker du yderligere information om jobbet, er du velkommen til at kontakte Fundraising-direktør Anne Larsen på tlf. 41 777 401 eller HR-direktør Mónica Folch på 41 3175 2510.

 

 

Læger uden Grænser (MSF) giver humanitær medicinsk hjælp til de mest udsatte mennesker, der er blevet ofre for naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, underernæring og mangel på sundhedsydelser. Læger uden Grænser er en neutral, upartisk og uafhængig medicinsk nødhjælpsorganisation, der behandler millioner af mennesker rundt om i verden. Vi behandler dem, der har mest behov for hjælp – uanset race, køn, religion og politisk overbevisning.

 

Læger uden Grænser i Danmark har 30 ansatte fordelt på følgende afdelinger: Kommunikation, Fundraising, HR, Program, Finans og Support (internt), der sammen med vores bestyrelse, association og en lang række frivillige arbejder med tre formål: Bære vidnesbyrd (dvs. vi fortæller om de lidelser, overgreb og den nød, som vores udsendte er vidner til), rekruttere og udsende læger, sygeplejersker og andre fagpersoner samt indsamle penge til at finansiere projekter, udsendelser og personale.