19-02-2009Uganda_maternity_250.jpg

Uganda: ”Vi er med til at forhindre, at mødrene dør”

I sundhedscentret i Lalogi lejren for internt fordrevne i det nordlige Uganda kommer flere end 50 børn til verdenen om måneden. Læs mere om arbejdet i sundhedscenteret, som også går ud på at forebygge hiv-smitte og se et fotogalleri fra klinikken.

”Det er hendes første barn”, fortæller Jackline Aceng, mens hun tørrer svedperler af kvindens pande. ”Når hun begynder at svede, betyder det, at barnet er på vej”, forklarer jordemoderen.

 

Den unge kvinde ligger på en sort seng i fødestuen, der er en del sundhedscenteret i Lalogi lejren for internt fordrevne. I de seneste tre år har Læger uden Grænser (MSF) behandlet patienter fra lejren og området omkring.

 

Der er ikke nogen der er døde under fødslen

Jackline Aceng har arbejdet for Læger uden Grænser siden januar 2007. ”Jeg elsker at arbejde her”, fortæller den ugandiske jordemoder. ” Vi er med til at forhindre, at mødrene dør under fødslen. Det er ikke sket en eneste gang, mens jeg har arbejdet her, hvilket ikke er noget, man kan tage for givet i det her land”.

 

Der er gang i meget i dag. Jackline Aceng deler vagten med en anden jordemoder. En af kvinderne har lige født, og en håndfuld venter ved døren til konsultationen. ”Vi behandler også kvinder, der er ofre for seksuel vold”, forklarer jordemoderen. ”Vi støtter og rådgiver dem og giver dem medicin, så de kan undgå hiv-infektion og uønsket graviditet”.

 

Hiv-test kan forhindre smitten
”Vores hold er fantastisk. Det er sjovt at arbejde med ugandiske kolleger”, siger Samantha Perkins. Den engelske jordemoder er ansvarlig for organiseringen og tilsynet med de andre jordemødre.

 

Fødselsklinikken har tilknyttet i alt 12 medicinske medarbejdere. De forestår i gennemsnit 54 fødsler om måneden. Fire gange så mange kvinder besøger centeret for forebyggende konsultationer. De bliver undersøgt, får rådgivning og myggenet til sig selv og deres børn.

 

”Det lykkes os at overtale næsten alle kvinderne til at få foretaget en hiv-test”, fortæller Samantha Perkins. ”Hvis vi ved, at moderen er hiv-positiv, giver det os bedre muligheder for at undgå at det ufødte barn bliver smittet”.

 

Overdrager projektet til juni
I det nordlige Uganda har årtiers borgerkrig betydet, at der stort set ikke er adgang til lægehjælp. Læger uden Grænser har drevet sundhedscenteret i Lalogi lejren i tre år. I juni 2009 overdrages centeret til de lokale sundhedsmyndigheder og Læger uden Grænser forlader regionen for at fokusere kræfterne, hvor der er mere brug for dem.

 

/cen/ss