27-04-20072886_agoro.jpg

Uganda: Udbredt resistens og ineffektiv behandling

En effektiv behandling mod malaria findes, men den bliver langt fra brugt nok i offentlige klinikker. Det viser erfaringerne fra Uganda, hvor MSF arbejder i Agoro-lejren i det nordlige Uganda.

Når man går en tur i Agoro-lejren ved foden af Himatong-bjergene, glemmer man nemt årsagen til, at så mange mennesker bor der. Det, der engang var en lille handelspost mellem Uganda og Sudan, er vokset til at huse over 14.000 mennesker. Mange af dem er kommet for at søge beskyttelse fra konflikten mellem den ugandiske regering og Lord´s Resistence Army (LRA). Selvom der er en fredsaftale på vej mellem de to grupper, er indbyggerne i Agoro stadig så bange, at de ikke vender hjem.

Når man taler med dem, forstår man hvorfor. Konflikten er over 20
år gammel, og den har ødelagt den nordlige del af Uganda og resulteret i titusinder dræbte eller kidnappede.

I dag er det imidlertid en langt mere stille dræber, som angriber Ugandas indbyggere: Malaria slår op mod 110.000 ihjel om året.

Kvinder og børn under fem år er særligt i farezonen, og hvis de ikke modtager behandling i tide kan resultatet være fatalt.


I 2005 anerkendte den ugandiske regering officielt, at malariaparasitten plasmodium falciparum, som forårsager den alvorligste form for malaria, var modstandsdygtig over for de mest almindeligt brugte malariamidler, klorokin og sulphodoxine/ pyrimethamine, også kendt som Fansidar. De nationale anbefalinger blev ændret til artemisinin-baseret kombinationsterapi (ACT), også kendt under handelsnavnet Coartem. Coartem er en yderst effektiv behandling, og der er endnu ikke konstateret resistens mod den.

Selvom Uganda har et omfattende program for forebyggelse og behandling af malaria, er det ikke noget, man mærker noget til i Agoro-lejren.


Forebyggelse og diagnose er et problem




Det er ikke en let opgave at forebygge malaria. Folk siger, at der ikke er plads til at hænge et myggenet op i de i forvejen proppede hytter i Agoro-lejren, eller at de er bange for, at der vil gå ild i nettene, når de laver mad over åben ild.

En anden mulighed er at sprøjte hytterne med deltamethrane, et kemikalie der slår insekterne ihjel. MSF har lige afsluttet en sprøjte-kampagne, og det ugandiske sundhedsministerium planlægger at igangsætte noget lignende.

Malaria er et livsvilkår for de fleste afrikanere. Det er så almindeligt, at de fleste ikke engang gider gå til lægen, når de får feber. De går i stedet direkte på apoteket og køber den malariamedicin, de tror de har brug for. I Agoro, hvor både MSF og sundhedsministeriet yder gratis lægehjælp og gratis medicin, kommer folk dog generelt til klinikken, når de er syge.

Men problemet med selv-diagnosticering eksisterer stadigvæk. Som Robert Aniko, der er behandler-sygeplejerske for MSF, forklarer:
– Det er svært. Nogle gange fortæller patienterne ikke engang om deres symptomer. De siger bare, de har malaria, fordi de har feber, og beder så mig om medicinen. Jeg er nødt til at fortælle dem, at deres Paracheck test (malariatest) var negativ, og at blot fordi de har feber, betyder det ikke, at de har malaria.



Faren ved forkert diagnose og udvikling af resistens

De Paracheck test, som Robert bruger, er hurtige diagnostiske tests, som kan afsløre malariaparasitten plasmodium falciparum. De er lette at bruge. En bloddråbe dryppes på en reagens, og efter 15 minutter har man en præcis diagnose.

Men i Agoro-lejren er Paracheck tests kun tilgængelig i MSF-lejren. De er for dyre til de offentlige klinikker, fordi de koster omkring 3 kroner stykket. Man kan diagnosticere malaria billigere ved hjælp af et mikroskop, men det kræver laboratorier og specialuddannet personale. Derfor forlader personalet i de offentlige klinikker sig oftest på patientens symptomer og kliniske tilstand, når de skal diagnosticere og behandle malaria.

Symptomer på malaria, som feber, hovedpine, diaré og ledsmerter, kan også være symptomer på mange andre sygdomme som for eksempel meningitis, gastroenteritis, tyfus eller influenza. Hvis man giver malariamedicin til én, der ikke har malaria, hjælper man ikke vedkommende, og der er risiko for, at man overser en alvorlig sygdom.

Ifølge den ugandiske regering er 30 procent af dem, der tager klorokin, og 10 proocent af dem, der tager Fansidar, resistente over for stofferne. Coartem og andre artemisinin-baserede kombinationsterapier (ACT) er derimod meget effektive, og der er ingen resistens mod dem.

Da ACT er en kombination af flere stoffer, er der mindre risiko for at der udvikles resistens. Men hvis man helt vil undgå resistensudvikling, må midlerne administreres med omhu. Sundhedspersonale må forklare folk, hvordan de skal tage medicinen og understrege vigtigheden af, at de tager hele kuren.

I Agoro-lejren foregår imidlertid noget bekymrende: Frivillige, støttet af regeringen og nogle private organisationer, rådgiver om sundhed og uddele medicin til lejrens indbyggere.

Idéen bag er god nok: At hjælpe de indbyggere i lejren, som ikke selv kan rejse den lange vej til sundhedsklinikken, samt at øge opmærksomheden på malaria og andre sygdomme. Men da de frivillige også uddeler Coartem til alle, som henvender sig til dem med feber, uden at sikre sig, at patienterne tager hele den tre dage lange kur, så stiger risikoen for misbrug og udvikling af resistens.

Selvom malariabehandling er relativt simpelt, mener MSF ikke, at de frivillige er godt nok uddannede til at arbejde forsvarligt.

Uvirksom medicin bliver stadig brugt
To år efter regeringen introducerede Coartem som den anbefalede behandling mod malaria, bliver Klorokin og Fansidar stadig brugt i Agoro-lejren. Faktisk bliver de udskrevet fra den offentlige klinik, hvor personalet både er blevet bedt om at bruge lagret op og bruge Coartem.

Den menneskelige pris for at bruge klorokin, som er kendt for at være uvirksom i mange tilfælde, er høj:
– Min datter havde diaré og høj feber. Efter tre dage tog jeg hende med på den offentlige klinik. Der spurgte de til hendes symptomer og gav mig så tre tabletter Fansidar og seks tabletter klorokin. De sagde, jeg skulle knække dem i to og give hende en halv morgen og aften. De gav mig også vitaminer. Jeg gav hende medicinen, men hun fik det ikke bedre. Derfor tog jeg hende med herhen, fortæller Betty Acayo, som havde taget sin 17 måneder gamle datter med til MSF-klinikken, hvor datteren blev testet med Paracheck og fik udskrevet ACT. Hvis Betty sørger for at hendes datter får sin medicin, så vil hun være kureret i løbet af tre dage.

Bettys datter var en af de heldige – kun få patienter i Afrika har adgang til effektiv medicin og til pålidelige diagnostiske værktøjer. Indtil det sker, vil malaria fortsat kræve sin dødelige høst.

/bt