U-lande: Nødhjælp med omtanke

Debat: U-lande: Nødhjælp med omtanke

Af Jens Hillingsø, læge, formand for Læger uden Grænser i Danmark

Politikens journalist Jesper Strudsholm beskriver i en artikel den 1.1. de horrible forhold i det centralafrikanske land Burundi. I jagten på oprørere har landets regering siden september 1999 holdt 350.000 civile indespærret i 60 lejre. Her bor de uden tilstrækkelige faciliteter og med hyppige sygdomsudbrud til følge. Mange internationale organisationer fordømmer lejrene og mener, at folkefordrivelsen er en krænkelse af menneskerettighederne. Hjælpeorganisationerne FN og Læger uden Grænser (Medecins Sans Frontieres, MSF) har ifølge artiklen reageret forskelligt på de humanitære overgreb. FN fastholder, at lejrene krænker menneskerettighederne, men har valgt at blive, fordi man ikke bare kan se på, at folk lider. Modsat FN har MSF i november 1999 trukket sig fra arbejdet i lejrene i protest mod de systematiske krænkelser af menneskerettighederne. MSF opretholder dog sine programmer i den øvrige del af landet og er parate til nødindsats i lejrene i tilfælde af epidemier. Dette var nødvendigt under et koleraudbrud i begyndelsen af december.
Hjælpeorganisationerne er fanget i et dilemma: Hvis man arbejder for de indespærrede, kommer man til at understøtte regeringens overgreb. Hvis man standser hjælpearbejdet, vil mennesker dø af sult og sygdom.

MSF giver ikke hjælp for enhver pris. I Burundi trak vi os ud af lejrene, fordi omkostningerne ved at blive var for store. Dels kunne vi på grund af sikkerheden ikke opretholde det nødvendige, daglige arbejde, dels ville vi ikke være med til at legitimere regeringens umenneskelighed. Valget var ikke let, for vi ofrer vores berettigelse, at yde nødhjælp, når vi afstår fra at lindre den akutte nød i forsøget på at opnå en varig holdbar løsning for ofrene. Med en forhistorie spækket med blodige konflikter mellem landets to befolkningsgrupper, hutuer og tutsier, er der i Burundi tale om krænkelser, der kunne være optakten til et nyt folkemord. Derfor skal FN-systemet ikke blot yde nødhjælp, der som bekendt ikke løser årsagen til konflikten, nej det bør aktivere hele FN- systemet, hvor mange magtfulde stater sidder med om bordet. Generalsekretæren og Sikkerhedsrådet bør sætte magt bag FNs ord og fordømme krænkelserne foretaget af den burundesiske regering, og der skal gøres alle mulige forsøg på at tvinge de stridende parter i Burundi til forhandlingsbordet. MSF har valgt at trække sig ud af lejrene for ikke at hælde benzin på et brændende bål og være lakajer for en regering, der åbenlyst krænker menneskerettighederne. Vi har anvendt den kraftigste sanktion, man kan anvende som nødhjælpsorganisation – nemlig at afstå fra at yde nødhjælpen. MSF spørger, om verdenssamfundet vil begå den samme fejl igen og således gøre krænkelser af menneskerettigheder til en del af hverdagen i det årtusinde, vi netop har taget hul på?

Dette indlæg blev bragt i Politiken den 10. januar 2000.