25-12-2007Tan-Win-and-girlfriendlight.jpg

Tre øjenvidner i Thailand

Tre migrant-arbejdere fra Burma fortæller her om livet i Phang Nga.

 

Maung Shwe Tain – 28 år

 

28 årige Maung Shwe Tain opholder sig i gennemsnit 23 dage om måneden på havet. Han er en af flere tusinde fiskere fra Burma, der arbejder i Phang Nga i det sydlige Thailand.

 

– Vi starter sejler ud om aftenen, arbejder hele natten og kommer tilbage om morgenen. Det er meget hårdt og lønnen er dårlig, fortæller Tain, som tjener ca. 5.000 baht om måneden (ca. 850 kroner).

– Men i mit eget land er situationen meget værre. Folk har ingen rettigheder og det er svært at overleve, så jeg tager ikke tilbage, medmindre situationen ændrer sig.

 

Shwe Tain stammer fra delstaten Chin, et bjergrigt område i det vestlige Burma. Han forlod sin hjemegn for tre år siden og har siden da arbejdet Thailand for skiftende arbejdsgivere.

 

– Vi plejede at bo på båden to til tre uger ad gangen, men nu fisker vi efter blækssprutter tæt ved kysten, så derfor kommer vi tilbage hver morgen. Jeg deler et værelse nær havnen med fire andre mænd fra Burma.

 

Shwe Tain er ikke registreret, han har ingen identifikationspapirer og forklarer, at ingen af de ansatte på båden har arbejds- eller opholdstilladelse. Men hans arbejdsgiver tager sig af transport og udgifter til hospitalet.

 

– Jeg er heldig, fordi de færreste arbejdsgivere er på den måde, forklarer Tain, som har været indlagt en enkelt gang, fordi han kom til skade med sin hånd.

 

Med de lave lønninger, som er langt under minimumslønnen i Thailand, tøver mange af Tains kollegaer med at søge behandling. De frygter også, at de bliver arresteret af politiet på vej til hospitalet.

 

Læger uden Grænsers mobile klinikker prøver at nå de patienter, der ikke tør eller kan søge behandling. Det opsøgende arbejde har ifølge Tain betydet, at mange flere nu søger behandling og i det hele taget er blevet opmærksomme på deres sundhed.

 

– Mange tager på karaoke-barer og ved intet om sikker sex eller infektionssygdomme. Vi lærer at passe bedre på os selv.

 

 

 

 

Ma Tan Sain – 27 år

 

Ma Tan Sain er fra Dawei i det sydlige Burma, nær grænsen til Thailand. Hun fulgte med sin mand for knap to år siden, da han begyndte at arbejde som fisker Phang Nga. Men hun var gravid med deres tredje barn blev hun testet positiv for hiv på MSF’s klinik i Tablamu clinic.

 

Tan Sain vidste meget lidt om hiv/aids på det tidspunkt. Hun begyndte at tage forebyggende behandling for mor-til-barn-smitte efter rådgivning fra personalet på klinikken.

 

– I mit land taler man ikke åbent om de her ting. Da vi fik at vide, at jeg var hiv-positiv, sagde min mand til mig: “Hvor har du fået det fra? Det kan ikke være fra mig – jeg tager ikke stoffer”.

 

Tan Sains mand tjener få penge, og det er vanskeligt at forsøge familien. Hun måtte efterlade et barn i Burma, som hun savner forfærdeligt.

 

– Jeg ville meget hellere leve Burma, fordi jeg vil ikke have, at mit nyfødte barn ikke lærer at læse. Han må ikke gå i skole her, fordi han ikke har nogen papirer, men i Burma er der ikke noget arbejde og alt for mange problemer.

 

Tan Sain er også bekymret for den diskrimination, hun måske vil blive udsat for i hendes lokalsamfund i Myanmar, når folk finder ud af, at hun er hiv-positiv.

 

Det er for tidligt at teste hendes barn for hiv. Men Tan Sain er en af de få, som med Læger uden Grænsers hjælp har fået et sundhedskort, der giver adgang til behandling for hende og hendes nyfødte barn.

 

 

 

 

Maung Tan Win – 32 år
 

Maung Tan Win har boet i Thailand i 9 år.

– Hjemme i Burma blev min far arresteret mange gange, fordi han støttede oppositionen, og jeg blev tvunget til at arbejde i tre år som hjælper for hæren, hvor jeg skulle lægge togskinner.

Da han kom til Thailand, fik Tan Win arbejde på en reje-farm og fik arbejdstilladelse.

– Fra 2005 til 2006 kunne jeg få gratis behandling gennem det thailandske sundhedssystem. Men i 2005 var jeg uden arbejde i en periode, og så mistede jeg min arbejdstilladelse.

Tan Win har kom konsekvens mistet både sit sundheds-kort og sin opholdstilladelse.

– Jeg arbejer på en gummi-plantage nu, men hvis jeg bliver syg, kan jeg ikke længere få hjælp. Med en løn på 250 baht om dagen (42 kroner) har jeg ikke selv råd til at søge behandling. 

Tan Win og hans gravide kone fandt ud af, at de begge var hiv-positive, da hun under graviditeten besøgte Læger uden Grænsers klinik.

– Det er et hårdt slag, fordi livet er kompliceret nok i forvejen. Men i det mindste får vi vores medicin gratis, og vi beder til, at vores baby ikke er smittet.

 

 

/eh