895_MSF_-_Tchad_flygtninge_171203A.jpg

Top 10: Årets mest under-rapporterede historier

Den amerikanske afdeling af Læger uden Grænser har ved årsskiftet offentliggjort sin årlige liste – den sjette af sin slags – over årets mest underrapporterede humanitære historier i de amerikanske medier. Top 10 listen fra 2003 fremhæver særligt flygtningekatastrofen i Tchad, den fortsatte undertrykkelse af den tjetjenske befolkning, undertrykkelse af nordkoreanske flygtninge i Kina, de fortsatte konflikter i den Demokratiske Republik Congo, Somalia og Colombia; og det voldsomt stigende antal malariadødsfald blandt børn i Afrika.

“Disse historier fortjener at blive fortalt”, siger MSF-USAs daglige leder Nicolas de Torrente fra New York. “Det er vores erfaring, at stilhed er voldens, uretfærdighedens og forglemmelsens bedste allierede. Mediernes fokus på kriser og konflikter kan have en stor indflydelse på viljen til at mobilisere de nødvendige kræfter for at give de fornødne løsninger. Men for de fleste amerikanere er det som om, at de store humanitære katastrofer slet ikke eksisterer.”

1. Titusinder søger tilflugt i Tchad på grund af kampe i Sudan og Den Centralafrikanske Republik

To af verdens mest voldelige konflikter nåede aldrig mediernes overskrifter i 2003: Titusinder af mennesker blev rykket op med rode og sendt på flugt til Chad fra krige i de omkringliggende lande Den Central Afrikanske Republik (CAR) og Sudan. Fra januar til marts flygtede flere end 40.000 mennesker til det fattige Chad, især til det sydlige Goré, Maro og Ndanamadji, da et kup i nabolandet CAR skabte kaos i området. I juli tvang kampe i Sudans Darfur-region cirka 95.000 mennesker til at søge sikkerhed i det golde naboland Tchad. Flygtningene fik ingen eller få ejendele med sig, da deres landsbyer blev beskudt af helikoptere og lokalt militær. Mange oplevede at se deres landsby og deres afgrøder blive brændt ned til grunden. Det er gået meget langsomt med at få nødhjælp til området, og hjælpen er fortsat utilstrækkelig. Kun en håndfuld hjælpeorganisationer har bidraget med vedvarende assistance af betydning.

2. Fortsat undertrykkelse af befolkningen i Tjetjenien

Selv om den russiske regering omtaler krigen i Tjetjenien som sin egen “krig mod terror”, er den tjetjenske konflikt også i 2003 gået hårdt ud over civilbefolkningen i det nordlige Kaukasus. Krigen raser fortsat, og der rapporteres om vold, tilfældige arrestationer og folk, der forsvinder sporløst.

I løbet af 2003 er de knap 200.000 landflygtige tjetjenere, som har opholdt sig i teltlejre og nødtørftige hytter i Tjetjenien og de russiske nabostater Dagestan og Ingusthetien, blevet ofre for den russiske regerings systematiske chikane, som har tvunget dem tilbage til det krigshærgede Tjetjenien. Myndighederne lukkede flere af lejrene alene i Ingusthetien i løbet af 2003, og derved blev næsten 30.000 mennesker skubbet tilbage ind i en krigszone. Resultatet er, at der i dag kun opholder sig 8.500 mennesker i teltlejrene.

I februar interviewede Læger uden Grænser næsten 3.000 familier, og 98 procent af dem frygtede for deres liv, hvis de blev nødt til at vende tilbage til Tjetjenien. Alligevel presses de stadig tilbage. Embedsmænd hævder, at ingen bliver tvunget til at tage tilbage, men myndighederne forhindrer grupper i at stille alternative lejre til rådighed. De pålægger også hjælpeorganisationerne usædvanlige restriktioner, som i alvorlig grad hæmmer deres arbejde for at forbedre forholdene for de landflygtige tjetjenere.

Den ekstreme vold er også gået ud over internationale nødhjælpsarbejdere. En af Læger uden Grænsers ledere, Arjan Erkel, blev bortført den 12. august 2002 og har nu været holdt som gidsel i over 500 dage. De tiltagende trusler og vold har gjort det næsten umuligt at gennemføre effektivt hjælpearbejde i Tjetjenien, hvor civilbefolkningen har stort behov for hjælp.

3. Vedvarende vold i Burundi

Igennem 10 års borgerkrig har Burundis civilbefolkning været udsat for systematisk og vedvarende vold. Gennemsnitsalderen i landet er faldet fra 60 til 40 år. Næsten 300.000 burundianere er blevet slået ihjel. For to år siden blev der indgået en magtdelingsaftale, som gav fornyet håb, men krigen fortsætter ufortrødent i Burundi, i byerne såvel som på landet. Landet har kun en læge per 100.000 indbyggere, så de færreste har adgang til lægehjælp, og samtidig er behovet steget som følge af krigen.

Der hvor oprørsgrupper og regeringsstyrker er i krig, forekommer der dagligt vold mod civilbefolkningen, og bevæbnede soldater begår voldtægt. Nabolandene, som huser de 790.000 flygtninge fra Burundi, forsøger at lægge pres på dem for at rejse hjem, men arbejdet med at hjælpe dem til at genetablere sig er dårligt organiseret og mangler økonomisk støtte. I juli 2003 blev fredsprocessen splintret i hovedstaden Bujumbura af The Forces for National Liberation (FNL), som bombede byen. FNL var den eneste oprørsgruppe, som nægtede at indgå magtfordelingsaftalen. Angrebet, som varede i 10 dage, kostede hundreder af menneskeliv og tvang tusinder på flugt fra deres hjem. Siden da er angrebene fortsat på civilbefolkningen både i hovedstaden og i landområderne. Det bekræfter blot den grumme sandhed, at i dette land, hvor der angiveligt er fred, kan ingen være i sikkerhed noget sted.

4. Folkemasser på flugt i Colombia

Den kroniske konflikt i Colombia synes at være blevet næsten usynlig for verden. Men colombianerne mærker den tydeligt. Uofficielle tal siger, at omkring tre millioner mennesker lever i landflygtighed. Mange af dem under kummerlige forhold uden vand, el, eller andre basale fornødenheder i Shanty Towns i storbyernes udkant, hvor presset fra militærgrupperne fortsætter.

Konflikter omkring jord og forgiftning af afgrøder i “krigen mod stoffer” samt konstante trusler fra paramilitære grupper, regeringstropper og guerillatropper resulterer i, at flere og flere tvinges fra deres hjem hver dag. Befolkningstætheden og akut fattigdom gør desuden befolkningen til lette ofre for sygdomme, seksuelle overgreb og udnyttelse. Colombias byer er desuden generelt plaget af vold. Det forværrer uligheder i samfundet, som så betyder dårligere adgang til sundhedsvæsenet for de fattige og de svageste. De, der ikke allerede er flygtet ud af byerne, forsøger at skabe et liv i de isolerede, konflikthærgede landdistrikter. I disse stadig mere usikre landområder findes der ikke engang den mest basale lægehjælp, og derfor er befolkningen endnu mere sårbar overfor sygdomme og kronisk fejlernæring.

5. Krig og efterladenhed i Den Demokratiske Republik Congo

Tyve års efterladenhed og næsten uafbrudt krig i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) har kostet millioner af menneskeliv og efterladt landet i ruiner. I løbet af de sidste fem år anslås tre millioner mennesker at være døde i Congo, som er på størrelse med Vesteuropa. De er primært døde af sygdomme og sult, som indirekte skyldes konflikten.

Mens blodsudgydelserne i det østlige DRC, især i den nordøstlige by Bunia, fik nogen medieopmærksomhed i foråret, har medierne dårligt nok nævnt den vedvarende terror, som titusinder af mennesker har været udsat for. I disse regioner kappes fremmede hære om magten i en krig, som har pustet ild i lokale spændinger og ødelagt stabiliteten i landet, primært gennem organiseret vold mod civilbefolkningen. De mennesker, som har været fanget i denne massive, humanitære katastrofe, kan fortælle om næsten ufattelige lidelser: massakrer, voldtægt, overfald og røverier har splittet familier ad og tvunget folkemasser på flugt.

Udover den daglige terror og den intense krig i Ituri og andre dele af det østlige DRC har sygdom, fejlernæring og næsten totalt fravær af basal lægehjælp i sig selv krævet tusinder af dødsofre i resten af landet.

6. Stigende antal dødsfald på grund af malaria

Hvert år dør mellem en og to millioner mennesker af malaria, primært børn i Afrika. Faktisk dør der et barn af malaria hvert 30. sekund i Afrika. Det er næsten 3.000 om dagen. Klorokin og sulfadoxin-pyrimethamin (SP) er ved at have mistet deres virkning på grund af resistens, men der findes en alternativ medicin: Artemisinbaseret kombinationsterapi (ACT). Medicinen kombinerer en ekstrakt fra en kinesisk plante, Artemisia annua, med andre typer af antimalariamedicin for at minimere risikoen for at udvikle resistens. De fleste malariaeksperter er enige om, at artemisinbaseret kombinationsmedicin er den bedste behandling mod malaria i dag. WHO har anbefalet den siden 2001, specielt under epidemier. Men behandlingen er for dyr. Det er den mest brugte forklaring på, at den ikke er til rådighed for alle de børn, der hver dag dør af sygdommen. I dag kan ACT koste så lidt som 6,50 kr. per behandling, og hvis den blev mere udbredt, ville prisen falde. Alligevel bliver internationale donorer og regeringer ved med at indkøbe klorokin og SP og tilbyde døende patienter denne medicin, selv om de ved, den ikke virker.

7. Volden fortsætter i Somalia

I mere end 12 år har befolkningen i Somalia lidt under tilbagevendende bølger af vold, uddrivelser, tørke og oversvømmelser. Disse faktorer har resulteret i ekstrem fattigdom og tvunget millioner af somaliere ud i ren overlevelse og sat udviklingen af landbruget i stå i landet. Næsten halvdelen af de 800.000 somaliere, der flygtede i 1991 og 1992, da krisen var på sit højeste, lever stadig som flygtninge i nabolandene. I Somalia er op mod 450.000 mennesker stadig fordrevet fra deres hjem og de 150.000 af dem har nok at gøre med blot at overleve i Mogadishus lejre. Civile bliver ofte stadig fanget i bevæbnede sammenstød mellem de myriader af klanbaserede militser, som opererer over det meste af landet. Somalia har ingen central regering og næsten ingen støtte udefra, og sundhedssystemet, som i forvejen var dårligt, er helt holdt op med at fungere i mange dele af landet. Det har især ramt kvinderne. Somalia er et af de lande, hvor flest kvinder dør under fødsel. Dertil kommer, at den dårlig hygiejne og lave vaccinationsrate resulterer i gentagne udbrud af mæslinger og kolera.

8. Undertrykkelse af nordkoreanske flygtninge i Kina

Tusinder af nordkoreanere har været tvunget til at risikere anholdelse og alvorlige repressalier. På grund af politisk undertrykkelse og kronisk mangel på mad har de været nødt til at søge i sikkerhed i Kina. Men kineserne anser nordkoreanerne for at være illegale indvandrere og lader dem heller ikke komme i kontakt med FN´s flygtningehøjkomissariat (UNHCR) for at søge asyl.

Nordkoreanerne lever skjult i Kina, med den konstante trussel over hovedet, at de kan blive tvunget tilbage til Nordkorea og blive udsat for brutale straffe, som varierer fra indespærring i koncentrationslejre til henrettelse. Kina anser det for strafbart at hjælpe nordkoreanere med at søge asyl.

Undertrykkelsen er intensiveret siden 2001, tusinder af flygtninge er blevet tvunget tilbage til Nordkorea, og nationale og internationale nødhjælpsarbejdere er blevet sat i fængsel i Kina. Alligevel krydser sultende nordkoreanere fortsat grænsen i et desperat forsøg på at opnå et bedre liv. UNHCR håndhæver ikke nordkoreanernes rettigheder som flygtninge i Kina og holder heller ikke Kina ansvarlig overfor den flygtningekonvention, landet har underskrevet.

9. Regionale handelsaftaler blokerer for adgang til livsvigtig medicin

“Det er allerede svært nok at komme i behandling her”, sagde Carmen, en 60-årig guatemalansk kvinde med lav stemme.

“Hvorfor skulle USA ikke ville hjælpe os med dette? Der er ingen grund til, at de skulle gøre det sværere for os.”

Carmen er en ud af næsten to millioner mennesker med HIV eller AIDS i Latinamerika og Caribien og en ud af seks millioner på verdensplan, som har hårdt brug for antiretroviral medicin (ARV). Men USA har faktisk gjort det sværere at få medicin. Den stærke amerikanske medicinalindustri skubber på for at få mere strikte patentrettigheder med i regionale handelsaftaler som The Free Trade Area of the Americas (FTAA) og the US-Central American Free Trade Agreement (CAFTA), der begge begrænser brugen af kopimedicin. Kun ved at producere kopimedicin har man kunnet holde prisen nede på den livsvigtige medicin. Aftalerne underminerer den såkaldte DOHA-deklaration, en aftale, som blev indgået i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. DOHA fastholdt medlemslandenes ret til fuldt ud at udnytte allerede eksisterende muligheder i internationale handelsaftaler “med henblik på at sørge for folkesundhed og skaffe medicín til alle”, som det hedder i deklarationen. USA prøver også at opnå aftaler om strikte patentrettigheder med andre lande – Marokko, Thailand og de fem sydlige afrikanske stater. Aftalerne bytter millioner af menneskeliv væk for penge og profit og gør det til en luksus at få livsvigtig medicin. En luksus få mennesker i Carmens situation har råd til.

10. Sammenbrud af sundhedssystemet på Elfenbenskysten

Da borgerkrigen brød ud på Elfenbenskysten i september 2002, medførte det et sammenbrud i sundhedsstystemet, især i den vestlige del af landet. Civilbefolkningen i krigszonerne blev udsat for ekstrem vold og drevet på flugt af forskellige kæmpende parter. Konflikten mellem lokale og fremmede om jord drev endnu flere mennesker fra deres hjem. Også sundhedsarbejdere flygtede fra krigszonerne, og klinikker blev plyndret og afskåret fra at skaffe nye forsyninger på et tidspunkt, hvor civilbefolkningen havde allermest brug for hjælpen. Landflygtighed, vold og mangel på lægehjælp førte til forøget fejlernæring, og i hele nord og vest udbrød sygdomme, som ellers kunne forebygges. Blot nogle få år tidligere var Elfenbenskysten et af de højest udviklede og fredeligste lande i Vestafrika. Men i 2003 blev civilbefolkningen bombet af kamphelikoptere og plyndret af vandrende militser. Kombinationen af vold fra krigen i nabolandet Liberia og etniske konflikter i det vestlige Elfenbenskysten forhindrede endnu flere i at få lægehjælp. Nu, over et år efter kuppet, er kampene holdt op, men landet er stadig delt, og mange mennesker er stadig fordrevet fra deres hjem. De har svært ved at få lægehjælp, og freden er skrøbelig.

Foto: © Dieter Telemans – En af de humanitære historier der aldrig nåede nyhedsmediernes overskrifter i 2003, var den store flygtninge-krise i det fattige Tchad, hvor op imod 40.000 mennesker flygtede fra den blodige konflikt i Sudan. Billedet her er fra en flygtningelejr i grænsebyen Goré, hvor MSF yder medicinsk nødhjælp til flygtningene.

/nm