29-01-2010Thilde_Knudsen_250x178.jpg

Til de kvinder jeg mødte

Jordemoder Thilde Knudsen opfordrer alle til at støtte Danmarks Indsamling.



Thilde Knudsen, jordemoder og rådgiver i kvindesundhed hos Læger uden Grænser (MSF), har tidligere været u
dsendt til Pakistan, Elfenbenskysten, Sierra Leone og Den Demokratiske Republik Congo.  

        


Jeg har mødt så mange kvinder igennem årene – i forskellige lande og i forskellige virkeligheder – men alle i samme uretfærdige situation, hvor deres køn og placering i samfundet betyder fysisk smerte, livstruende komplikationer eller unødig, for tidlig død.


 


Mange af dem bor i Afrika, hvor de på deres i forvejen tyngede skuldre bærer på nogen af verdens tungeste sundhedsproblemer. De bor også i den vestlige verdens fattigste land, Haiti, hvor deres problemer alt for længe har været overset af omverdenen. Det lavede jordskælvet, i hvert fald for en tid, den 12. januar om på, men det gjorde samtidig kvinderne og deres familiers situation yderligere barsk og usikker.


 


I aften sætter vi med Danmarks Indsamling fokus på netop disse kvinder: De fattigste og hårdest ramte i verden.


 


Det gør vi, fordi det er hovedrystende urimeligt, at kvinder dør af simple komplikationer i graviditet og fødsel, eller fordi de er smittet med hiv. En sygdom, der i det meste af den øvrige del af verden er noget, man dør med, ikke af! Vi gør det også, fordi Haitis kvinder – og deres landsmænd – med den aktuelle krise er blevet endnu mere sårbare end før.


 


Vi kan give en hjælpende hånd til kvinders sundhed, hvad enten de er mærket af fattigdom eller lever i et samfund i ruiner. Vi kan støtte dem til overlevelse, udvikling og oprejsning til gavn for både dem selv, familien og samfundet omkring dem. Jeg ved det, for jeg har mødt dem…


 


Uretfærdigt og uværdigt
Jeg mødte en kvinde i Kashmir i Pakistan, hvor jeg var udsendt til efter det kraftige jordskælv i 2005. Jeg har glemt hendes navn, men husker hendes store grove hænder, hendes knoklede, brugte krop og hendes højgravide mave, der allerede havde båret ni børn. Urolig for komplikationer forbundet med hendes høje alder, de mange børnefødsler og med tanken på, at den enorme mave måske bar på tvillinger, opfordrede jeg hende til at kontakte mig, når fødslen gik i gang. De få eksisterende sundhedsfaciliteter i området var brudt sammen, så Læger uden Grænser var den eneste mulighed for hjælp.


 


Juleaftensdag hentede en dreng mig, og i de sene eftermiddagstimer kørte min logistiker-kollega og jeg ad snoede, snedækkede bjergveje til den klippeafsats, hvor familien havde fundet husly i telte efter jordskælvet. Kulden bed i kinderne og ånden stod i tætte hvide skyer foran næse og mund. I det ene telt fandt jeg kvinden alene på teltets bund kun skærmet mod klippens kulde af sine mange lag af tøj og et tyndt uldtæppe. Hun var næsten klar til at føde, men hendes høje blodtryk afslørede en potentielt livstruende svangerskabsforgiftning. Hun skulle have mere intensiv fødselshjælp, end jeg kunne give hende alene i teltet.


 



Turen til byens hospital i dalen var for farlig på grund af sneen og fordi det var ved at blive mørkt, så vi bragte hende til hjem til os selv, hvor jeg og det øvrige hold fra Læger Uden Grænser behandlede blodtrykket med medicin og hjalp fødslen på gled. Få timer senere fødte hun en lille dreng i en flod af fostervand. Han var deform og levede kun kort tid. Men de ni øvrige børn beholdt deres mor. Hun reddede livet.


 


Mens kvinden sov og langsomt stabiliserede sig, tænkte jeg over, hvor idiotisk uretfærdigt og uværdigt det er, at en moden kvinde ikke havde haft mulighed for at undgå graviditeten efter ni raske børn. Eller at nu, hvor hun var blevet gravid, ikke havde adgang til kvalificeret fødselshjælp. Selv før jordskælvet var sundhedstilbuddene få for folk der lever i bjergene i Kashmir. Hjælp til akutte fødselskomplikationer findes kun i dalen – adskillige timers transport derfra.


 


Komplekse årsager
Kvinden, jeg mødte i Pakistan, er ikke alene. Millioner af kvinder i den fattige del af verden mærker konsekvenserne af svigtende sundhedssystemer, fattigdom, ulighed mellem kønnene og gamle traditioner på deres krop. De er forhindret i at tage beslutninger på deres egen sundheds vegne eller i at få den nødvendige behandling.


 


En rapport om kvinders sundhed, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, udgav sidste år, slår endnu engang fast, at kvinder i udviklingslandene hovedsagligt dør, fordi de er kvinder.


Ifølge WHO omkommer 536.000 kvinder af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Under graviditeten kan kvinderne dø af graviditet uden for livmoderen, blødninger efter aborter eller alvorlig malaria. Når de til fødslen, risikerer de at dø af komplicerede fødselsforløb, alvorlige infektioner eller svangerskabsforgiftning. Afrika er overrepræsenteret i statistikken. Halvfems procent af alle dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel sker i Afrika.


 


En stor del af disse kvinder – 70.000 om året anslås det – dør som følge af usikre aborter. En graviditet kan betyde en umulig situation for kvinden rent socialt, hvis hun for eksempel bliver gravid udenfor ægteskab eller som følge af en voldtægt.


 


Årsagerne er komplekse, men bunder dybest set i to ting: At den enkelte kvinde ofte ikke har ret til, eller mulighed for selv at bestemme, hvornår eller hvor mange gange hun ønsker at være gravid, og at der ikke er hjælp under graviditet og fødsel.


 


Traditioner, kulturelle faktorer, fattigdom og uddannelsesniveau spiller også ind. Der er en klar dokumenteret sammenhæng mellem graden af fattigdom og brugen af kvalificeret hjælp under fødslen. Jo fattigere des mindre kompetent hjælp. Og der er også en klar dokumenteret sammenhæng mellem fødselshjælperens – typisk en kvinde – uddannelsesniveau og moderens og barnets overlevelse.


 


Stærke, men sårbare
De kvinder, jeg har mødt derude, forskellige steder i verden, er helt utroligt stærke: De føder børn, opfostrer familier, arbejder i marken, henter vand og brænde og sørger for mad på bordet hver eneste dag. Samtidig spiller de ofte en stor rolle som hjælpere og plejere af syge og svage i de nærsamfund, de er en del af.  Men de er også selv sårbare.


 


Flere kvinder end mænd lider af kønssygdomme, fordi de er mere modtagelige for dem, og fordi de ofte har dem uden at vide det. De går uden diagnose eller behandling i længere tid, ofte på grund af økonomiske og sociale barrierer, og det øger i det lange løb deres risiko for at blive ufrugtbare, at få hiv og blive gravide uden for livmoderen. Kønssygdomme kan også sætte fødslen i gang for tidligt eller resultere i et dødfødt barn.


 


Mange kvinder bestemmer heller ikke, hvem de har sex med, eller hvornår deres seksuelle liv begynder. Det er vanskeligt for kvinder i traditionelle, maskulint styrede samfund at forhandle om brugen af kondomer. Oveni kommer der nogle steder er en høj frekvens af voldtægt og prostitution, hvor det at beskytte sig selv som kvinde kan være svært – eller umuligt.


 


Udover at der i mange lande mangler klinikker og andre faciliteter til at tage sig af gravide kvinder, er der er en himmelråbende mangel på information til unge mennesker. ’Kvinde kend din krop’ står ikke på bogreolen derhjemme, og piger – og drenge – får kun lidt eller ingen skoleundervisning i, hvordan kroppen fungerer, hvordan man bliver gravid, eller undgår det, og hvordan man passer på sin egen sundhed.
 
Det har konsekvenser på længere sigt. For mødres uddannelsesniveau har ikke bare indflydelse på deres egen sundhed og overlevelse. Børnedødeligheden er størst, hvor kvinder er lavest uddannede. At 70 millioner piger i verden ifølge WHO ikke går i skole, taler for sig selv.


 


Virkelighedens paradokser
Blandt de kvinder, jeg mødte på provinshospitalet i Sierra Leone, husker jeg bedst dem, vi reddede, og især en ung kvinde med hiv.


 


Hun var gravid i 16.uge og kom ind i en slem forfatning. Hun var forvirret, talte i vildelse og ville ikke spise på grund af smerter fra infektioner i mund og hals. Hun var tynd som et bræt og sov det meste af tiden.


 


Hurtigt satte vi hende i hiv-behandling, og over de følgende måneder forandrede behandlingen hende til en skøn og spillevende ung pige på sytten – glad for sit første barn i maven. Kærligheden til den ligeså unge kæreste blev forstærket af tro og håb på fremtiden.


 


Efter mange måneder på hospitalet fødte hun en sund dreng og den lille familie tog hjem til landsbyen. Her besøgte jeg hende kort tid efter med medicinforsyninger og pulvermælk til drengen, som ikke kunne ammes på grund af risikoen for at blive smittet med hiv af sin mor. Og dér – i lerhytten, som hun delte med forældre, søskende og søskendebørn – fattede jeg for alvor hendes virkelighed.


 



Her sad jeg på det støvede lerstampede gulv, uden møbler, vand eller elektricitet og forklarede en kompliceret behandling med avanceret medicin, der skulle tages på bestemte tidspunkter hver dag, og mindede hende om at filtrere vandet til drengens modermælkserstatning. Samtidig slog det mig, efter at have udvekslet høfligheder med hendes forældre og søskende, at hvor vi i månedsvis havde passet og plejet hende som et individ, så skulle hun nu igen til at fungere i et samfund, hvor det var familiens og gruppens overlevelse, der var i centrum.


 


Livgivende tilhørsforhold
Mange af de kvinder jeg har mødt som udsendt jordemoder for Læger uden Grænser opfatter ikke sig selv som individer med personlige rettigheder, men som en del af en større helhed, hvor deres eksistensberettigelse i høj grad falder sammen med deres sociale opgave i familien og i samfundet. Det har konsekvenser for de, der ikke kan udfylde rollen eller som falder udenfor.


 


I Sierra Leone tog Læger uden Grænsers projekt sig også af kvinder, der kom til os med historier om lange første fødsler i en alt for ung alder, med døde børn og ødelagte underliv til følge. Skaderne i underlivet, der hedder fistula, betød, at de ikke længere havde kontrol over urin og nogle gange heller ikke afføring. Det resulterede ofte i, at kvinderne blev forladt af manden, udstødt af familien, fordi de ikke længere kunne opfylde deres roller og være i gruppen på grund af stanken og skammen.


 


For dem var der kun én vej tilbage til livet og selvværdet: Reparation af underlivet og en ny mand og en ny fødsel. Kun på den måde kunne de reetablere det tabte og føle sig som ”rigtige kvinder” igen. Det kunne vi især se på den euforiske glæde, der strålede ud af dem den dag, de forlod hospitalet efter en vellykket operation.


 


Kvinders plads i gruppen og deres overlevelse bliver truet, når samfund går i opløsning på grund af naturkatastrofer, krig og flugt, som det sker for øjnene for os i Haiti lige nu. I disse situationer går de kendte og beskyttende familie og samfundsstrukturer i opløsning og dem, der står tilbage, allermest sårbare, er kvinderne og deres små børn. Voldtægt eller seksuelle ydelser som betaling for beskyttelse og mad og manglende adgang til nødhjælp er ofte de direkte konsekvenser. 


 


Enkle løsninger
Kvindens seksuelle og reproduktive funktioner er kernen, når det drejer som om kvinders sundhed, og vil man gøre noget for dem, så handler det i høj grad om at gøre sundhedstilbud tilgængelige – geografisk og ikke mindst økonomisk, så også de fattigste kvinder kan få lægehjælp og medicin.


 


Vi ved, hvad der skal til, og der er ikke tale om sofistikerede og dyre løsninger. Det handler om enkle ting: Basal graviditets- og efterfødselskontrol, uddannet fødselshjælp under fødslen, adgang til ordentlig familieplanlægning og om andre løsninger end giftig urtemedicin og spidse genstande for kvinder med uønskede graviditeter. Det er også nødvendigt med tilbud til kvinder, der har været udsat for seksuel vold og til både kvinder og mænd med seksuelt overførte sygdomme. Alle disse tilbud skal være tilgængelige for alle – også i krise situationer, selvom det kan være svært at etablere i en situation, hvor mad, vand og husly er de første prioriteter.


 


Fokus skal være at styrke kvinden og hendes sundhed, så hun igen kan udfylde den plads i samfundet, hun definerer som sin, på en human og værdig måde.


 


Nytter det?
Jeg forstår godt, at man kan have den holdning, at det bare er et plaster på såret, når man tilbyder akut fødselshjælp og operationer for fistula. For det ændrer jo ikke ved den grundlæggende ulighed mellem mænd og kvinder eller ved den ringe adgang til lægehjælp på grund af kulturelle, traditionelle og kønsrelaterede barrierer. I et bredere perspektiv skal der mere drastiske ting til: Fattigdomsbekæmpelse, uddannelse og øget deltagelse for piger og kvinder i samfundet – økonomisk, socialt og politisk.


 



Jeg forstår også godt, hvis nogen taber modet. At forandre livskvalitet og status for kvinder i verden er en stor opgave og uligheden og dens fysiske konsekvenser i død, lemlæstelse og tab er så voldsom, at man hurtigt får lyst til at lukke øjnene for at få det til at forsvinde.


Men mens vi venter på de strukturelle forandringer, sætter nogen et plaster på såret, og det hjælper faktisk. Læger uden Grænser, har fokus på hjælp i krisesituationer og vi arbejder i udgangspunktet hverken med uddannelse eller udviklingsbistand. Alligevel kan jeg se at vi gør en grundlæggende forskel for kvinderne.


 


Udover helt konkret at redde menneskeliv, så tilfører vi – der hvor alt håb ellers synes ude, og der kun er støv og hudløshed tilbage – en værdi til den kvinde, det menneske, som vi hjælper. Vi ser hende. Ser hendes smerte og tager os af den, fordi hun er vigtig for sin egen skyld.


 


Jeg har en tro på, at følelsen af at have unik værdi, forandrer noget fundamentalt i et menneske. Og at vi måske derved kan styrke de kvinder, vi møder, i at skabe et uddannet liv med informerede valg på vegne af dem selv og dem, de hører sammen med. At vi således være et positivt bidrag til en forandringsproces, der kommer små og store samfund til gode økonomisk og menneskeligt. Også på den lange bane.


 


WHO rapporten siger det klart: “At forbedre kvinders sundhed hjælper kvinder, deres familier, deres lokalsamfund og samfundet i det hele taget. Gør kvinders sundhed bedre – gør verden bedre”.


 


Derfor håber jeg også inderligt, at danskerne vil slutte op om indsamlingen i aften. Pengene går til 12 organisationer, der på forskellig vis – både med nødhjælp og i udviklingsprojekter – giver en direkte hånd til de mange stærke, men også sårbare kvinder i Afrika og i Haiti.