MSB2367-Mario-Travaini-630x400.jpg

Syrien: Stort behov for hjælp over grænsen

Læger uden Grænser opfordrer i et åbent brev til en række lande til mere humanitær hjælp på tværs af den syriske grænse ind i det borgerkrigshærgede land i forbindelse med et møde i FN. 

Den såkaldte ’Højniveaugruppe om Syrien’ mødtes i går den 19. december som en konsekvens af FN’s Sikkerhedsråds beslutning den 2. oktober i år, om at få gruppen til at udforme anbefalinger for nødhjælp til Syrien. Desværre var nødhjælp på tværs af Syriens grænser ikke på dagsordenen. FN mener, at den syriske regering ikke vil tolerere, at hjælpen bliver leveret på den måde. Stort set al international nødhjælp bliver transporteret gennem hovedstaden Damaskus. 
 
”Hvis den syriske regering fortsætter med at være den vigtigste kanal for langt størstedelen af den international nødhjælp, så vil millioner af mennesker stadig være uden tilstrækkelig hjælp”, advarer Joanne Liu, international formand for Læger uden Grænser.
 
Både FN- og internationale organisationer er underlagt en streng kontrol af den syriske regering, der begrænser eller forhindrer distributionen af humanitær hjælp – særlig lægehjælp – i oppositionskontrollerede områder.
 
Forhindringerne har ført til en fuldstændig blokering af humanitær hjælp til de mennesker, der bor i oppositionskontrollerede enklaver, der er omringede af regeringsstyrker, for eksempel i Ghouta-regionen.
 
Derudover modtager de fem til syv millioner mennesker, der stadig bor i de oppositionskontrollerede områder langs Syriens grænser, ikke medicinsk hjælp og meget lidt håndgribelig hjælp fra Damaskus, hvilket kun understreger det akutte behov for at få hjælp ind over grænsen.
 
Med henvisning til risikoen for repressalier mod deres aktiviteter i Damaskus har FN-organisationerne opgivet at forhandle om adgang over grænserne til befolkningen i oppositionsområderne. Befolkningen i de områder overlever kun takket være syriske solidaritetsnetværk og få NGO’er, inklusiv Læger uden Grænser, der hjælper via nabolandene, særligt Tyrkiet. I lyset af de enorme behov er den eksisterende hjælp langt fra tilstrækkelig.
 
”Højniveaugruppen skal støtte humanitær adgang til alle ofre for konflikten, uanset om den går via Damaskus eller nabolandene,” siger Joanna Liu.
 
”Der er mange forhindringer for at hjælpe i Syrien, som skal adresseres, inklusiv det faktum at nødhjælp i nogle områder bliver blokeret af bestemte væbnede oppositionsgrupper. Men assistance på tværs af grænserne ind i oppositionsområder er et afgørende anliggende, der ikke kan tages af den humanitære dagsorden, fordi millioner af syrere stadig står uden hjælp. Højniveaugruppen skal bruge sin indflydelse på alle parter for at sikre, at aftaler vil føre til åbningen af humanitær hjælp til Syrien,” siger Joanna Liu.