Sygeplejerske sendt til Somalia
Tørke, skoldkopper, mæslinger og kala azar i det sydlige Somalia
– dansk sygeplejerske sendt til Hudur
Læger uden Grænser har sendt sygeplejerske Dorit Langergaard fra Maribo og hendes mand, logistikeren Varnie Ponder til Hudur i det sydlige Somalia, som er mærket af 4 års tørke.
Frem til januar 2001 skal Dorit Langergaard og hendes mand sammen med to andre frivillige fra Læger uden Grænser opbygge og drive et forplejningscenter til undernernærede børn. Samtidig skal Læger uden Grænser opbygge sundhedssektoren og etablere klinikker i et område på størrelse med Sjælland, som stort set har været uden lægehjælp de seneste 4 år.
“Vi har hænderne fulde”, skriver Dorit Langergaard i en meddelelse fra Hudur, “for ved siden af problemerne med underernæring er der udbrudt mæslinger og vi skal i gang med at vaccinere. Desuden har vi netop konstateret skoldkopper blandt børnene samt 8 tilfælde af den dødelige tropesygdom Kala Azar”.
Kala Azar spredes med bid fra en sandflue, som er udbredt i Østafrika, Mellemøsten, Sydeuropa, Indien og i Sydamerika. Sygdommen giver feber, blodmangel, vægttab og er dødelig, hvis den forbliver ubehandlet. Modsat er der god chance for overlevelse (90-95 procent), hvis patienterne kommer i behandling. Behandlingen kræver nøje patientovervågning og varer 1 måned.
Den 33 årige Dorit Langergaard har tidligere været udsendt tre gange til Liberia i Vestafrika, Kosovo og Afghanistan med Læger uden Grænser.