IMG_0050-630-400.jpg

Sygeplejerske for Læger uden Grænser

Den danske sygeplejerske Adriana Kleivan er hjemvendt fra Syrien, hvor hun har arbejdet for at hjælpe de mange ofre for krigen, der strømmer til de fire interimistiske hospitaler, som Læger uden Grænser har oprettet.

Vi er et af de eneste gratis hospitaler i Aleppo-området. Mange af hospitalerne er blevet bombet, så det svært for befolkningen af få behandling. Hver måned modtager vi ca. 700 patienter på skadestuen, 200 fødsler, 100 operationer, 1600 ambulante patienter og ca. 200 indlagte patienter.

 

Vi modtager mange forskellige slags patienter og de indirekte ofre for krigen er de kroniske patienter, som vi har mange af. Det er kræftpatienter, tuberkulosepatienter og patienter med nyre- og leverproblemer. Disse sager er svære at håndtere, fordi vi ikke har den nødvendige behandling og vi ved, at den heller ikke er tilgængelig andre steder i Syrien. Det eneste vi kan gøre er, at behandle de akutte symptomer og sende dem hjem. Det gør ondt hver gang, især på mine nationale kolleger.

 

Både civile og soldater kommer med skudsår og skader efter bombe- og missilangreb. To ud af tre af dem vi behandler, er civile og ofte børn, fordi de er de mest udsatte, når de leger udendørs og bomberne falder. Vi har været vidne til mange angreb på civilbefolkningen. De sværeste øjeblikke har været at få sårede børn ind på hospitalet, som skal have amputeret arme eller ben, eller når børnene er døde, når de kommer til hospitalet. Antallet af lemlæstede og dræbte civile er enorme i denne krig.

 

Endnu en stor udfordring ved arbejdet her, er den konstant usikre sikkerhedssituation. Vi bliver ofte evakueret til Tyrkiet, og det gør kontinuitet umuligt. For mine syriske kollegaer er situationen utænkelig svær. De har alle sammen mistet familie og venner i krigen. De arbejder hårdt og vil blive til det sidste for at hjælpe deres folk.

"Efter flyene forsvandt, så han sin fætter ligge et stykke væk fra ham …"

 

En historie der står tydeligt frem for mig, er Omars beretning. Omar er landmand og 26 år. Han bor i udkanten af Azaz, hvor hans familie dyrkede marker og holdt kvæg inden krigen udbrød.

 

En dag i november kom han gående med sin fætter på vej til det lokale marked, da de hørte fly over sig. Flyet dykkede ned over dem, og der blev skudt med maskingevær ned mod den civile menneskemængde. Folk forsøgte panisk at flygte, men mange blev ramt – også Omar. Hans ben blev skudt flere steder. Efter flyene forsvandt, så han sin fætter ligge et stykke væk fra ham, død og skudt til stumper. 

 

En halv dag efter lykkedes det Omar at nå det nærmeste hospital i Azaz. Her amputerede de hans ben indtil knæet. Samme nat som operationen blev udført, blev hospitalet bombet via luftangreb. De fleste patienter og personaler døde. Omar og fire andre overlevede. Uden smertebehandling flygtede Omar fra hospitalet. Det tog ham en uge at nå Læger uden Grænsers hospital. Da han ankom til os, var hans ben voldsomt inficeret, og der var intet andet vores kirurger kunne gøre, end at amputere benet yderligere, helt op til hofteskålen.

 

På trods af disse voldsomme hændelser, var Omar altid smilende, høflig og stærk. Han øvede sig hver dag på at støtte på krykker og hans tilstand blev bedre dag for dag. Han var indlagt på Læger uden Grænsers hospital i fire uger.

 

Et par dage inden hans planlagte udskrivelsesdag, ankom jeg til hospitalet om morgenen. Jeg hørte gråd og skrig fra patientstuen, og løb ind. Der fandt jeg Omar og hans fire brødre grædende. Tre af Omars brødre og Omars far var ankommet til hospitalet en time før, alle med voldsomme skader. Deres hus var blevet ramt af et missil og en af deres onkler døde under angrebet. Omars far fik amputeret sin fod, og de tre brødre blev alle opereret, på grund af knoglebrud i arme og ben.

 

Efter nogle uger blev de én efter én udskrevet fra hospitalet, i live og smilende som Omar, men alle tydeligt dybt traumatiserede og mærkede for livet.

 

Der er ingen tvivl om, at det som foregår i Syrien lige nu, og som har stået på i snart årevis, er en enorm tragedie især for den civile befolkning. Når man så oplever rigtige mennesker med hver deres historie og tragedie, så er perspektivet skræmmende.

 

Mange hilsner Adriana

 

I det nordlige Syrien, som er kontrolleret af oprørsstyrkerne, kører Læger uden Grænser mobilklinikker og det er lykkedes at oprette fire interimistiske hospitaler. Det skønnes at 6,8 millioner mennesker har akut behov for hjælp, og vi arbejder hele tiden på at udvide med nye projekter, hvor det er muligt og forhandler fortsat for at få adgang i de regeringskontrollerede områder. Desuden yder vi medicinsk nødhjælp i nabolandene, hvor 1,4 millioner syrere er flygtet til.