Zayyanu fik sygdommen noma, da han var fem år gammel. Han overlevede, men har store mèn. © Adavize BAIYE

Sygdom ”æder” ansigt

Noma er navnet på en forfærdelig invaliderende sygdom, der mest rammer børn under seks år. Et nyt projekt giver patienterne en chance for et normalt liv. 

Sygdommen noma er en infektion, som ”æder” sine ofres ansigt og efterlader vansiringer og store huller. De overlevende har både store fysiske og psykiske mèn og har svært ved at leve et normalt liv. 

 

Rammer børn under seks år

Noma angriber oftest børn under seks år, hvis immunsystem er svækket på grund af underernæring, ofte i forbindelse med mæslinger. 

Sygdommen begynder som et åbent sår i munden. Mens såret vokser, ødelægger det knoglerne i ansigtet og det bløde væv. Hvis noma ikke behandles, vil det i 90 % af tilfældene have dødelig udgang.

 

I august udførte vi de første operationer, hvor 19 patienter på Noma Children’s Hospital i Sokoto i det nordvestlige Nigeria fik rekonstruktiv kirurgi. Indgrebene skete for at forbedre deres sundhedstilstand og deres chancer for at få et normalt liv.

 

”Noma er forårsaget af dårlig mundhygiejne og forværres af svær underernæring, som ofte er forbundet med ekstrem fattigdom”, siger Agatha Bestman, vores medicinske koordinator i Nigeria. 

 

Kan leve et normalt liv igen

”Noma giver dybe huller i ansigtet, som gør helt almindelige ting – såsom at spise – meget vanskelige”, siger vores læge Hans De Bruijn. Det problem kan kirurgi afhjælpe. ”Et kirurgisk indgreb for noma kan tage helt op til seks timer. I nogle tilfælde er en hudtransplantation alt, hvad der er brug for. Andre gange er vi nødt til at rekonstruere dele af ansigtet”. 

 

Inden operationen taler vi med patienter og pårørende for at forberede dem psykisk. Vi hjælper også de unge patienter med at udvikle sig psykisk og indgå i sociale sammenhænge, da de ofte har levet isoleret. 

 

”Det er helt essentielt at støtte barnet og familien med at overkomme den følelsesmæssige påvirkning, som sygdommen har på dem”, siger Thomas Hoare, som er klinisk psykolog på projektet. 

 

På trods af at noma er relativt almindelig specielt i sub-Sahara i Afrika, og at konsekvenserne af sygdommen er så voldsomme, får den næsten ingen opmærksomhed. 

 

Zayyanu lider af noma, men han er en af dem, vi hjælper gennem vores projekt. 

 

Seks år gammel og vansiret

Selv om Zayyanu Murtala kun er seks år gammel, har han allerede kæmpet mere end de fleste. Som femårig var han så svært underernæret som en sideeffekt af noma, at han næsten ikke kunne gå. Han blev bragt til Noma Children’s Hospital i Sokoto i det nordlige Nigera, og her kom han sig langsomt gennem syv måneders behandling. 

 

Et år senere er Zayyanu kommet sig helt og er vendt tilbage til hospitalet for at bliver opereret af vores kirurger og få korrigeret skaderne på sit ansigt. 

 

En af vores rådgivere fortæller, at drengen er deprimeret som følge af hans kamp mod noma. Han er bange for selv de mindste medicinske procedurer, og tanken om det kirurgiske indgreb er skræmmende. Derfor hjælper og støtter vi ham psykisk for at hjælpe ham igennem oplevelsen.  

 

Zayyanu skal igennem en operation i to faser for at lukke det gabende hul i hans kæbe og redde hans venstre øje. Han skal blive på hospitalet i en måned efter indgrebet. I den tid vil vores psykosociale personale fortsat arbejde med ham for at udvikle hans sociale færdigheder. Når han er klar til at forlade hospitalet, vil han også være klar både fysisk og psykisk til at være ude blandt andre børn igen. 

 

Zayyanu sover i sin mors arme, mens han venter på at blive opereret.