04-09-2009projekt1kr.dk.jpg

Studerende baner vejen for mikrodonationer

Som studerende kan det være svært at have råd til at støtte en nødhjælpsorganisation med andet end relativt små beløb. Det kan nu lade sig gøre – uden at skulle betale noget som helst i gebyr.

20-årige Kristoffer Kjærgaard Hendel, som læser medicin på Syddansk Universitet, har siden han gik i gymnasiet haft lyst til at støtte Læger uden Grænsers arbejde. Inspireret af sin egen beskedne økonomi fik han idéen til ’projekt1krone’, der gør det muligt over Internettet at give Læger uden Grænser små beløb uden at det koster et gebyr for hverken giveren eller Læger uden Grænser.´

 

”Min tanke var, om man dog ikke kunne splejse om en større donation. Tænk hvis alle danskere betalte bare en enkelt krone. Det ville ikke betyde noget som helst for den enkeltes økonomi, og det ville betyde en hel masse for de mennesker, som Læger uden Grænser hjælper”, siger Kristoffer Kjærgaard Hendel.

 

I godt to år har han stædigt holdt fast i ideen om at gøre mikrodonationer mulige, og kan nu præsentere danskerne for hjemmesiden projekt1kr.dk (siden findes desværre ikke længere).

 

Kristoffer Kjærgaard Hendel har allieret sig med den nystartede virksomhed Micropayment, som står for den tekniske del af pengeoverførslen, og som i denne sammenhæng har besluttet at afstå fra at opkræve gebyr.

 

”Vi er utroligt glade for Kristoffers idé og det store arbejde han har lagt i projekt1krone.dk. Det er ham, der har udviklet hjemmesiden, og det er ham, der administrerer siden. Det betyder, at Læger uden Grænser ikke belastes administrativt, og det er noget vi er meget opmærksomme på. Og så tror jeg, at han rammer noget helt rigtigt i forhold til yngre mennesker, der gerne vil støtte os”, siger fundraisingchef Anne Larsen hos Læger uden Grænser.

 

I de kommende måneder vil Kristoffer Kjærgaard Hendel kontakte gymnasier og uddannelsesinstitutioner for at fortælle andre unge og studerende om den nye mulighed.

/mdo