02-05-2011SoerenBrixChristensen250x178.jpg

Søren Brix Christensen får Lægeforeningens ærespris

Læger uden Grænsers tidligere formand, speciallæge Søren Brix Christensen, er blevet tildelt Barfred-Pedersen æresgave, som er Lægeforeningens fornemste pris. Prisen gives som en påskønnelse af hans engagement i Læger uden Grænser.

Lægeforeningens fornemste pris, Barfred-Pedersen æresgaven, er på Lægeforeningens årsmøde i fredags tildelt speciallæge i almen medicin Søren Brix Christensen. Han har modtaget prisen for sit dedikerede og engagerede arbejde i Læger Uden Grænser – blandt andet som formand for den danske afdeling i næsten 10 år

 

Prisen uddeles hvert år til en læge, som har gjort en ekstraordinær indsats inden for sit område. Søren Brix Christensen får prisen for sit store engagement i Læger uden Grænser. Han har viet store dele af sit liv til arbejdet i organisationen – både som udstationeret i Sudan og Sydafrika og som formand for den danske afdeling af organisationen i perioden 2000 til 2009.

"Årets prismodtager er et fantastisk forbillede for alle læger. Han står for noget, som er helt centralt for lægegerningen – nemlig at gøre en forskel for mennesker, som har det sværest. Mennesker, som er ramt af krig eller naturkatastrofer, og som ikke har adgang til selv den mest elementære lægehjælp. Derfor fortjener han om nogen årets ærespris", siger Mads Koch Hansen, Lægeforeningens formand.
 
Barfred-Pedersen æresgaven er indstiftet af godsejer Georg Barfred-Pedersen, og er siden 1945 uddelt hvert år på Lægeforeningens årsmøde.