725_WS workshop 2.JPG

Sig nej til voldtægt

Klokken er ti om formiddagen, det er 35 grader varmt, og vi har allerede diskuteret de fysiske og sociale forskelle mellem mænd og kvinder; kønsskifteoperationer; kvinders muligheder for at voldtage mænd; og den seksuelle lavalder. Det er en varm og tung morgen i en flygtningelejr i det østlige Sierra Leone, og Ranita, en højtråbende munter sygeplejerske fra Sierra Leone, forestår en workshop hos Læger uden Grænser om “kønsbaserede seksuelle overgreb” – eller på dansk: mænds voldtægt af kvinder.

Deltagerne – en blanding af lægeligt personale, lejrledere, jordemødre, lejrens formand, religiøse ledere og lokale, der arbejder for frivillige organisationer – er virkelig inde i det, tændt af Ranitas opmuntringer: “Kom så, kvinder, jeg vil høre det fra jer – I skal ikke bare tale mændene efter munden!”

Workshoppen er et pilotprojekt som Læger uden Grænser har kørt siden efteråret 2002. Målet med den er at øge bevidstheden om seksuelle overgreb hos det personale, der er ansvarlige for den lægelige og sociale forsorg i flygtningelejren.

“Kan du tale til en bakterie og bede den om at holde op med at gøre folk syge?” spørger Ranita.

“Nej!”, råber forsamlingen.

“Kan du tale til et samfund og bede det om at stoppe seksuelle overgreb?”

“Ja!” råber gruppen i kor.

For de fleste af deltagerne i workshoppen – der alle er liberianere, som er flygtet fra den brutal borgerkrig i deres hjemland – er voldtægt og seksuel udnyttelse et emne, der sjældent bliver diskuteret så åbent som her. Voldtægt er et tabu-område, og de fleste ofre føler sig tvunget til at tie om det. Men alligevel, som man tydeligt kan høre af de voldsomme diskussioner i løbet af workshoppen, er det almindeligt kendt at seksuelle overgreb og udnyttelse er udbredt i flygtningesamfundet.

“Mange tilfælde af voldtægt passerer i stilhed, hvilket betyder at offeret ofte lider ikke bare under psykiske traumer, men også under alvorlige helbredsproblemer,” forklarer Francoise Duroch, som har startet dette program og lignende programmer i Chad og Burundi:

“De kan være blevet smittet med HIV/AIDS eller andre kønssygdomme. De har måske fået skader på kønsorganer eller i underlivet. De bliver måske gravide, hvilket kan være farligt for meget unge teenagere. Det er vigtigt at voldtægtsofferet henvender sig hurtigt, hvis en lægebehandling skal nytte. Morgenen-efter-pillen og forebyggende behandling for HIV/AIDS virker kun indenfor tre dage efter samleje.”

“Vi håber, at vi ved at øge bevidstheden om disse emner i samfunder her kan opmuntre folk til at anmelde voldtægt oftere og hurtigere. Det vil give dem mulighed for at få den lægebehandling, som de har brug for.”

Flygtninge er sårbare overfor seksuelle overgreb og udnyttelse, fordi de hverken har penge, magt eller beskyttelse. Unge kvinder, som er blevet skilt fra deres mænd eller familier under flugten, er særligt udsatte, fordi de ikke har noget netværk at støtte sig til.

Mange tilfælde af voldtægt sker, når flygtninge forlader lejren for at samle brænde eller mad; når de vasker deres tøj eller bader i floden; eller når teenagepiger bliver sendt alene til markedet. Retssager om voldtægt er en dyr, langvarig og meget bureaukratisk affære i Sierra Leone, så der er ikke megen reel beskyttelse fra lovens side.

Mange af liberianerne i workshoppen mener, at udbredelsen af voldtægt i flygtningesamfundet er en grim arv fra de sidste årtiers langtrukne krigsførsel i Vestafrika. Mange af de kæmpende grupper har brugt voldtægt og seksuelt slaveri til at terrorisere og undertrykke befolkningen, med det resultat at samfundet er gået op i limningen i så høj grad, at der nu er en vis tolerance overfor seksuel udnyttelse. En deltager i gruppen, en præst, siger:

“Jeg tror at det, vi ser her, grundlæggende er effekten af krig. I den situation, vi er i som flygtninge, er der mennesker, der er psykisk påvirkede og gør ting de ikke burde gøre. Folk kommer hertil i mentalt forfald og gør ting, der er dybt asociale.”

Det er måske ikke overraskende at sex bliver en handelsvare i en situation som denne, hvor de fleste mennesker har meget få ressourcer, og hvor kønsrollerne er meget stive. Sex bliver ofte opfattet som betalingsmiddel. En pige kan blive tvunget til at have sex for at skaffe sig selv og familien en lille smule mad. I Vestafrika er det ikke accepteret at en kvinde bygger sit eget husly – det skal en mand gøre. Så en kvinde uden mand må finde en mand til at hjælpe sig, og hun kan meget vel føle sig forpligtet til at “betale” med sex, hvis hun ikke har andre midler.

Da workshoppen når til at diskutere kønsroller, bliver diskussionen højtråbende.

“Doris, hvad er den klassiske rolle for kvinder i Afrika?” spørger Ranita.

“Vi er ikke i stand til at tage beslutninger. Vi skal være i køkkenet. Vi er husmødre. Vi tager os af børnene. Vi tager os af ægtemændene. Vi går ikke til møder.”

“Hr. lejrformand, hvad er din kønsrolle som en afrikansk mand?”

“At tage sig af min kone og mine børn. At skaffe dem uddannelse og husly. At sørge for at min familie har noget at spise. At deltage i møder. At sidde i min slåbrok…”

Her bliver lejrformanden overdøvet af højlydt grinen og vrede fnys fra kvinderne i gruppen.

Meget af udfordringen, når man skal forbedre den lægelige indsats overfor ofre for seksuelle overgreb, består i at tackle det sociale brændemærke, der klæber til voldtægt. Ofret føler sig ofte skyldigt og er bekymret for, om samfundet vil give hende skylden for hvad der er sket. Det er derfor, at Læger uden Grænser har valgt at angribe emnet som en sag for samfundet.

“Seksuelle overgreb er et samfundsanliggende,” forklarer Ranita til gruppen.

“Vi har brug for jer ledere til at hjælpe os med at tage sig af voldtægtsofre. Vi har brug for at I forstår hvordan de skal henvises til os. Hvordan vil I sørge for ofret? Hvor vil I sende hende hen, hvor hun kan få hjælp og støtte? Hvilken slags lægehjælp og psykologisk støtte har hun brug for?”

Den lokale stab i sundhedsklinikker og henvisningscentre for flygtninge og den lokale befolkning er også blevet undervist af specialister i seksuelle overgreb i at behandle og tage sig af voldtægtsofre.

Træningens første del går blandt andet ud på at definere præcist hvad man mener med “voldtægt” og “seksuel vold”. Definitionerne svinger fra land til land og kultur til kultur. I nogle lande anser man enhver form for sex udenfor ægteskab for voldtægt.

Gruppen diskuterer derefter den lægelige fremgangsmåde overfor voldtægtsofre, og laver en brainstorm om, hvordan man kan udbrede budskabet om, at voldtægtsofre skal søge lægehjælp hurtigst muligt, ud til hele samfundet. De lærer også om, hvor vigtigt det er at henvise patienter til organisationer, der tilbyder advokathjælp og behandling på længere sigt af psykiske traumer.

“Siden Læger uden Grænsers projekt startede for et år siden, er der flere mennesker der søger læge- og psykologhjælp,” siger Duroch.

“Men der er stadig lang vej tilbage, især med hensyn til at få folk til at søge lægehjælp indenfor 72 timer. Læger uden Grænser håber, at ved at tale åbent om emnet med flygtningesamfundets ledere kan vi opmuntre til at emnet bliver diskuteret i hele samfundet, og i sidste ende gøre det lettere for voldtægtsofre at søge lægehjælp hurtigt.”