Sådan arbejder vi med ebolabehandling
© Sylvain Cherkaoui/Cosmos

Sådan arbejder vi med ebolabehandling

Når vi rykker ud til ebolaudbrud rundt omkring i verden, er det en meget kompleks indsats, der skal til. Her har vi skrevet lidt om, hvad vi gør for at beskytte de mennesker, der tager ud for at bekæmpe sygdommen.

I øjeblikket arbejder vi på at bekæmpe ebolaudbruddet med behandlingscentre i Guinea, Sierra Leone og Liberia, og flere steder assisterer vi de lokale sundhedsmyndigheders arbejde. Når ebola bliver konstateret, rykker vi ud med et højt specialiseret team af læger, sygeplejersker, kontorfolk og logistikere, som er trænet i de mange strenge sikkerhedsprocedurer, vi arbejder under.

Sådan arbejder vi med ebolabehandling

 

Efter 4-6 uger udskifter vi personalet, så vi sikrer at både læger og sundhedspersonale har overskud til at håndtere de krævende arbejdsopgaver, der er på centrene. 

 

Derudover arbejder vores personale altid i teams bestående af flere personer, så vi undgår, at der sker fejl, eller at andre sikkerhedsprocedurer ikke følges.

 

Dragten

Vores personales sikkerhed tager vi meget alvorligt, og sikkerhedsprocedurer og guidelines udvikles løbende, for at beskytte vores kollegaer mod smitte.

 

Vores læger og sundhedspersonale, der er i daglig kontakt med patienter, bærer en beskyttelsesdragt, der består af et forklæde, som dækker hele kroppen, to par handsker som dobbeltbeskyttelse, mundbind, hætte, beskyttelsesbriller og gummistøvler.

 

Behandlingscenteret

Derudover bygger vi særlige behandlingscentre med isolationsafsnit, bad og toiletter og alle andre nødvendige faciliteter. Udstyr og arbejdsredskaber til personalet er en vigtig del af sikkerhedsforanstaltningerne, hvor tilstrækkelig belysning og rengøring har vigtig betydning for arbejdsforholdene. 

 

Se illustrationen i fuld størrelse

 

Behandlingscentrene bliver bygget op over en særlig skabelon, så vi sikrer at personale, syge og smittede og besøgende holdes adskilt. Der etableres en højrisiko- og lavrisikozone, og der holdes udførlig kontrol med det antal ansatte, der arbejder i højrisikozonerne, samt hvor længe de opholder sig derinde. Derudover er der lagt særlige procedurer ind for, hvordan man kommer fra afsnit til afsnit.

 

Turen rundt i behandlingscentret

Inden personalet går fra lavrisikozonen til højrisikozonen, mødes det hold, der går ind, og planlægger ned til mindste detalje, hvad der skal foregå. Det kan tage op til en halv time at planlægge turen rundt til patienterne. Efter turen forlader personalet højrisikoområdet gennem et særligt telt, hvor dragten, før den tages af, desinficeres med klorin og bagefter desinficerer læger og sygeplejersker sig selv. Efter blot én gangs brug bliver dragten brændt og beskyttelsesbriller og forklæde vaskes igen inden næste gang, det skal bruges.

 

Når patienterne ankommer til centret, kommer de ind gennem et triage-telt, hvor det vurderes hvilken behandling, de skal have. Selve området til patienter er inddelt i et område for mulige smittede og bekræftede tilfælde, fordi mange af de første symptomer på ebola kan minde om tuberkulose og malaria. Derfor bliver de mulige smittede holdt adskilt fra de bekræftede tilfælde indtil laboratorieprøver endeligt fastslår, om patienten er smittet med ebola.