1241_tfc3re2.jpgsomalia.jpg

Rejsebrev fra Somalia: Ikke for vanedyr

Af Søren Rugholt, logistiker, Somalia

For et par uger siden sagde jeg farvel og på snarlig gensyn til mine venner i Galcayo i Somalia for at tage på en uges RaR i Nairobi. Men livet som logistiker i MSF er ikke for vanedyr. I Nairobi blev jeg nemlig bedt om at tage til Marere i det sydlige Somalia som midlertidig logistiker, indtil der er fundet en anden til at passe tjansen.

Marere er temmelig meget anderledes end Galcayo. Vi er virkelig ude i bushen, og der er meget langt til civilisationen. Befolkningen i området kæmper mod underernæring, og vores væsentligste indsats er et ernæringscenter for børn. Sammen med et supplerende ernæringsprogram hjælper vi mere end 700 familier. Dagen efter jeg ankom, var jeg i fuld gang med at veje og uddele rationer af majs, bønner, olie og salt til de kvinder, der dagligt strømmer til vores projekter med deres børn i en bylt på ryggen. Børn, der er skelet-tynde og hvis øjne er matte og livløse. Det er en utrolig oplevelse at se disse børn løbe grinende rundt efter et par uger.

En dag var vi til bryllup hos en af de ansatte somaliere i en nærliggende landsby – kun bestående af lerklinede hytter. Vi var inde i en af hytterne, hvor kvinderne sang og dansede for bruden. Det regnede hele dagen, så vejen hjem var som en mudderfyldt flod. For øvrigt løber den ene af Somalias to floder – Juba – forbi et par kilometer fra vores lejr. Fyldt med krokodiller, der jævnligt koster menneskeliv, når nogen vover sig for tæt på. Her er meget frodigt og grønt over det hele. Og masser af fugle – og sågar løver. Alt i alt er det virkelig Afrika, hvor Galcayo jo mere er en by med butikker, restauranter, telefonselskaber o.s.v.

Selv om vi befinder os midt mellem to af de mest konfliktfyldte byer i Somalia – Mogadishu og Kismayo – er her forholdsvis fredeligt, fordi der kun bor een klan plus bantu´s i området. Og de er meget mere afslappede i forhold til islam, så vores piger kan gå i bukser og behøver ikke at bære tørklæder. Før borgerkrigen lå her en italiensk sukkerfabrik med over 20.000 ansatte. Området er derfor fuld af ruiner og konstruktioner, så her er masser af byggematerialer. Og en landingsbane, som gør det muligt for os overhovedet at komme til området. Apropos landinger, så ankom Echo´s nye lastfly for første gang forleden. Uheldigvis skred det uden for landingsbanen, hvor der er meget sumpet. Det ene landingshjul endte en meter nede i mudderet. En halv time efter var der folkevandring til airstrip´en. Vi gravede og lagde et spor af cementfliser, hvorefter vi fik flyet – en gammel DC 3 – fri igen ved hjælp af mere end hundrede mennesker plus en traktor. Så det var endnu en dag med en uforudsigelig oplevelse, og jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver den sidste.

Vand er også her den væsentligste basis for, at folk kan bo i området. Vandet i brøndene er meget salt. En af mine væsentlige opgaver er at rense et borehul til en brønd, der tidligere forsynede de arbejdere, der boede rundt om sukkerfabrikken. Den skulle være 120 meter dyb, og stålforingen blev fyldt op under en oversvømmelse. Vi har bygget en borerig og prøver nu at pumpe vand ned gennem et rør for at få det sammenpressede materiale skyllet ud. Et projekt, der også byder på overraskelser. For eksempel en sten der stoppede vores borehoved. Så vi måtte skaffe en lang massiv metalstang, som vi smedede spids i den ene ende. Efter et par drøje hug med en stor hammer, havde vi blødt materiale igen. Nu fortsætter vi og håber, at det vil lykkes os at bore ned til vandet. In sha Allah, som vi siger hernede.

Derudover er her masser af andre projekter, så der er nok at bruge både energi og opfindsomhed på. Vi er blandt andet ved at bygge en ny lagerbygning til vores medicin og udstyr. Og vi har lige modtaget seks lastbiler med 204 tons majs, soya mel og olie fra FN´s World Food Programme. De var 25 dage om at køre fra Mogasishu til Marere på grund af regn og mudrede veje. En del af majsen er muggen, så nu skal vi i gang med at sortere – plus vi skal have organiseret distributionen til de 700 familier.

Jeg er selvfølgelig meget opslugt af arbejdet her i Marere. Det er en stor glæde at føle, at man virkelig udretter noget. Men jeg savner mine venner i Galcayo, så under min næste RaR har jeg tænkt at tage tilbage på besøg.