Vores læge Kristoffer Vogler fortæller om sine udfordringer i Nepal.

Rejsebrev fra Nepal

Sidste gang, jeg skrev, befandt jeg mig i Katmandu, hvor jeg ventede på at skulle rejse østpå til det nye epicenter efter det andet jordskælv 12. maj. Det andet jordskælv var kraftigt, men medførte ikke så store skader som frygtet, og derfor blev jeg i stedet flyttet til et andet projekt med base i Bidur, hovedbyen i Nuwakot-distriktet.

Jeg har lært et helt nyt team at kende og er nu blevet en integreret del af dette. Vi er fire logistikere, to sygeplejersker, to læger, en administrator, en teamleder, samt to psykologer og tre nepalesiske ansatte, der arbejder med mental sundhed.

Projektet i Bidur har været i gang i tre uger og minder en del om mit tidligere projekt i Gorkha-distriktet. Vi rejser ud med mobilklinikker og bringer NFI’s (non-food Items) ud til de små landsbysamfund. Det logistiske projekt med udbringning er større her end i Gorkha, og aktiviteterne vedrørende mental sundhed er også mere omfattende.

Støtten til den primære sundhedssektor er den samme: Udbringning af telte til brug som midlertidige sundhedscentre, donation af medicin og medicinsk udstyr samt enkelte mobilklinikker som en hjælp i opstartsfasen. Vi har hentet ca. 20 patienter ned fra bjergene til videre behandling i hospitalet i Bidur, hvorfra vi også sørger for overflytning til Kathmandu, hvis det er nødvendigt.

Vi har blandt andet hentet en mand med brud på knæskallen. Han pådrog sig dette brud, da hans hus styrtede sammen omkring ham under det første jordskælv. Han havde befundet sig tre uger i sin landsby, før vi mødte ham.

Tirsdag og onsdag i den forløbne uge var uden medicinske aktiviteter, og jeg blev derfor bedt om – sammen med en logistiker – at ledsage en konvoj af lastbiler ud til en lille by ved navn Salme. Som mange andre små bjergbyer blev Salme hårdt ramt af jordskælvet, og en stor del af befolkningen havde allerede søgt tilflugt i Bidur eller i andre større byer, men dem, der er blevet tilbage, har naturligvis brug for at komme i ly for regnen.

Vi besluttede derfor at sende 300 telte ud til det lille samfund. Andre landsbyer planlægger vi at nå med en større fragthelikopter, men Salme ligger spredt ud over en bjergside på små plateauer, som er for smalle til, at en stor helikopter kan lande på dem. Derfor måtte vi nå denne by med lastbiler.

Den første dag mødte dog kun syv af de ni lastbiler op til den aftalte tid, og vi måtte derfor hyre elleve til dagen efter. Det var nødvendigt at komme tidligt afsted, dels fordi vejen er lang og besværlig, dels fordi vi skulle nå hjem igen før mørkets frembrud. Turen dertil tager fem timer, hvor det går opad det meste af ruten på smalle bjergveje. Nogle steder var vejene ret mudrede, andre steder stenede og støvede.

Første dag var vi heldige med vejret, men samme aften begyndte regnen at falde, og vi var nær ved ikke at nå Salme på anden dagen. Lastbilchaufførerne holdt møde, da vi nåede rutens højeste punkt, som ligger umiddelbart før den sidste og vanskeligste del af turen. Derefter går det nemlig for en overgang nedad igen, ind i et tætbevokset og fugtigt område, hvor vejen tilmed krydser tre vandløb i snævre passager mellem klipperne. De var uenige om, hvorvidt lastbilerne ville kunne komme tilbage op til bjergpasset, nu da det havde regnet natten før.

Jeg gik ind i forsamlingen og forsikrede chaufførerne om, at den lokale befolkning nok skulle komme til undsætning, hvis de sad fast i mudderet på vej op igen, og ret hurtigt vendte stemningen.

Lastbilerne kom fint forbi forhindringerne, men chaufføren i vores bil, Chyam, en lille midaldrende man med farvet sort hår, var mindre heldig. Chyam var ikke vant til at køre på den slags bjergveje, og det var hans bil bestemt heller ikke, selv om udseendet nok kunne snyde mange til at tro det modsatte. Der lød ofte nogle grimme klonk og skrabelyde under karrosseriet, da vi passerede de stenede veje, og mirakuløst nok var det den eneste – synlige – skade, bilen fik, da den alt for brede bagkofanger hang fast i en udhængende klippe på vej forbi et af vandløbene og derefter måtte kasseres.

Når man sidder og bumler rundt på et bilsæde og ser ud af vinduet, fem timer frem og fem timer tilbage, to dage i træk, bliver Nepals imponerende landskab mere nærværende, men også jordskælvets udbredte ødelæggelser mere virkelige. Tiden hjælper indtrykkene til at komme ind under huden.

Det, der har imponeret mig mest, er de tusinder af plateauer, som menneskene i Nepals bjergrige egne i løbet af århundreder tålmodigt har bygget op af sten og jord. De lader sig ikke tælle. Sten efter sten er blevet samlet sammen og bygget op som mure til støtte for den fertile, men porøse jord. Selv for jordlodder på størrelse med en køkkenhave er dette nøjsomme arbejde blevet udført. Jorden er nedarvet gennem generationer og er helt essentiel for landsbyernes overlevelse.

Afgrøderne udgør simpelthen befolkningens livsgrundlag, og det er derfor glædeligt at se, at markerne generelt har klaret sig godt gennem jordskælvet, og nu står bugnende med ris og majs, snart klar til at blive høstet. Det styrker troen på, at Nepals bjergbefolkning vil klare sig igennem monsunen i år.

På mange bjergsider ser man dog de tydelige spor efter enorme jordskred, og jeg har flere steder set store revner i jorden på yderligt beliggende steder, ud mod kløfter og floddale, hvilket støtter den dystre forudsigelse om, at der vil komme flere jordskred i år en vanligt under Monsunen.

Overalt i landskabet ser man hustage af bølgede metalplader stå oven på bunker af sten som skræmte skildpadder, der lukker omverdenen ude. Det er min oplevelse, at nepaleserne er lidt tilbagetrukne og forsigtige af natur, men de lukker ikke omverdenen ude og kryber ikke i ly for fremtiden. Jeg har kun få gange været vidne til opgivenhed og tilbagetrukkenhed som reaktion på jordskælvet i april. Til gengæld har jeg ofte mødt gåpåmod og en vilje til at komme ud af håbløsheden, og på vejen til Salme så jeg flere steder grupper af mænd i færd med at genopbygge deres huse. 

Uanset den beslutsomhed de nu udviser i deres arbejde, er det ikke svært at forestille sig den overvældende følelse af opgivenhed, der nok har fyldt deres sind, da de første gang vendte tilbage til deres sammenstyrtede hjem efter det mentale chok havde lagt sig – da de første gang kravlede rundt mellem murbrokkerne og ledte efter endnu brugbare ting og uspolerede fødevarer.

For ikke at tale om den tunge følelse af uoverkommelighed de måtte bære, da de senere vendte tilbage for at påbegynde det enorme genopbygningsarbejde. Da de tog den første sten i favnen og bar den ud fra ruinerne. Alene tanken om det forestående arbejde kunne nok tage modet fra de fleste, men i vores del af verden glemmer vi jo ofte, at mange mennesker ikke har et valg. Eller rettere – at valget i den slags situationer står mellem at fortsætte eller gå til grunde. 

De to møder med befolkningen i Salme var korte. Vi fik underskrevet de nødvendige dokumenter på overdragelsen af de 300 telte og nåede på anden dagen at demonstrere opsætningen af et af teltene. De var naturligvis meget glade for donationen, og vi var glade for, at det faktisk var lykkedes at nå hele vejen dertil to dage i træk.

Dog opstod en bekymrende tanke mellem os, da vi var på vej væk fra byen for anden gang og tog afsked med Salme i horisonten. Da vi så tilbage ud over landskabet, kom vi i tvivl, om der overhovedet ville være plads nok til at slå alle teltene op. Plateauerne var jo netop bygget op for at udvide det dyrkede areal, og af den årsag var der ikke mange arealer kun med græs.

Når man arbejder med nødhjælpsarbejde, er det helt centralt, at man inddrager de kulturelle elementer i ligningen, og at man lader befolkningen deltage i identificeringen af deres behov og lytter til deres ønsker. Dernæst må man så prøve at finde den bedst mulige løsning, lægge en plan og føre den ud i livet. Alle trin i processen skal lykkes, for at projektet lykkes. Mange ting kan gå galt. 

Derfor er det naturligvis en lettelse, når man er på vej tilbage fra en succesfuld opgave og vel også naturligt, at den umiddelbare glæde bliver udfordret af tanker om, hvad man kunne have gjort anderledes, hvor udfordringerne lå, andre mulige valg og så videre. At finde den rette løsning for befolkninger i nød er ikke nogen nem opgave. Jeg mener overordnet set, at vi gjorde et godt stykke arbejde for Salme. Nu var der ikke andet at gøre end at håbe det bedste for det lille samfund.

Jeg kastede et sidste blik over skulderen, kort før vejen svingede om på den anden side af bjerget, og Salme forsvandt ud af syne. Med blikket atter rettet fremad mærkede jeg trætheden komme snigende i den altomsluttende varme. Jeg blev dog vækket af døsen igen, da en mår-lignende gnaver med mørkt skind krydsede vejen foran os, hvilket fik Chyam til at bremse hårdt op.

Han blev siddende lidt med hænderne på rattet og ansigtet lagt i alvorlige folder og gjorde det klart for os, at vi ikke kunne køre videre med det samme. Han steg ud af bilen, satte sig lidt for sig selv på en sten, så ud over bjergene og mumlede nogle remser for sig selv.

Måske skriftede han sine synder og bad om tilgivelse i håbet om at undgå de ulykker, dyret forvarslede, og måske frygtede han, at tabet af kofangeren allerede var den første af disse. Dette mår-lignende dyr spiller nemlig den samme rolle i Chyams verden af overtro, som den sorte kat spiller i vores, men det er nu nok sådan, at man skal tro på det, før det går i opfyldelse. I hvert fald skulle det vise sig, at dyret denne gang bragte held med sig på en lidt bagvendt måde, idet et kraftigt regnvejr ramte vores lejr samme aften og nat.

Jeg måtte løbe ud i underbukser og lægge sten på teltdugen for at undgå en større oversvømmelse inde i teltet og blev totalt gennemblødt, men glædede mig over, at det faktisk var lykkedes at bringe alle 300 telte til Salme, før den kraftige regn var kommet – at missionen var lykkedes. Så godt som den nu kunne.

Fra felten

Læger uden Grænser (MSF) bekæmper i DR Congo verdens største udbrud af mæslinger
DR Congo

Dødelig epidemi hærger i skyggen af COVID-19

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Hangha i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores børnelæge i Sierra Leone: Børnene betaler den indirekte pris for coronavirus

Læs mere
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)
Udsendt for Læger uden Grænser (MSF) til Brasilien ramt af coronavirus (COVID-19)

Ann-Christina Hansen

Ann-Christina i COVID-19-ramt Rio de Janeiro: ”Det var en lidt underlig udsendelse”

Læs mere

Mads Møldrup

Sydsudan

Hvordan fejrer man fødselsdag i felten under corona-pandemien?

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) bekæmper coronavirus (COVID-19) i Brasilien

Billeder fra vores kamp mod coronavirus i Brasilien

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjalp gravide og fødende kvinder på Dasht-e-Barchi i Kabul i Afghanistan.
Afghanistan

Jordemoder efter angreb: Mon terroristerne er stolte?

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) fødeklinik angrebet i Afghanistan
Afghanistan

Vores fødeklinik i Kabul lukker efter angreb

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper Yemen i kampen mod coronavirus (COVID-19)
Yemen

Læge i Yemen: Bange for, at jeg skulle dø af coronavirus

Læs mere
Ebola i DR Congo
DR Congo

Nye ebolatilfælde i DR Congo

Læs mere

Fotografer samler ind til vores indsats mod coronavirus

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) kæmper mod coronavirus (COVID-19) i Amazonas i Brasilien.

COVID-19s nye epicenter: Der er ikke flere kister i Amazonas

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper i Yemen under borgerkrig og coronavirus (COVID-19)
Yemen

Coronavirus i Yemen: ”Folk gisper efter vejret som fisk på land”

Læs mere

Norlys støtter indsats mod COVID-19 med 5 mio. kr.

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) fødeklinik angrebet i Afghanistan
Afghanistan

Angreb på fødeklinik: De gik systematisk efter mødrene

Læs mere
Afghanistan

Vi er i chok over angreb på gravide og spædbørn i Afghanistan

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper befolkningen i DR Congo og forsøger bl.a. at bekæmpe coronavirus (COVID-19)
DR Congo

Når de ikke engang har mad, hvorfor skulle de så have sæbe?

Læs mere