20-06-2012MSF98813.jpg

Presset 20-års fødselar; Dadaab står stadig

I anledning af Verdens Flygtningedag opfordrer Læger uden Grænser til, at der findes holdbare løsninger til Dadaabs halv million somaliske flygtninge. 20 år efter lejren først blev oprettet, eksisterer verdens største flygtningelejr stadig.

Amina kom til Dadaab i 1992, da hun var et år gammel. Født i Afmadow, Somalia, flygtede hendes familie til Kenya på grund af vold, tørke og mangel på mad.

I de tyve år, der er gået, har hun aldrig forladt Dadaab, som reelt består af fem lejre, der tilsammen udgør verdens største flygtningelejr. Hendes eneste håb for fremtiden er nu at blive genbosat i et tredjeland. Et håb, der hænger i en spinkel tråd.

Dadaabs fem lejre var tænkt som en midlertidig løsning til at huse flygtninge fra Somalias borgerkrig, der for alvor brød ud i begyndelsen af 1990’erne. Kapaciteten lød dengang på 90.000 mennesker. Alene i løbet af 2011 kom næsten 200.000 mennesker til Dadaab, hvilket bringer den samlede befolkning i lejrene til næsten en halv million mennesker.

I dag, 20 år efter, står lejrene stadig, og er blevet et permanent hjem for langt størstedelen af flygtningene.
I de 20 år, har Dadaab og dets indbyggere været glemt af det internationale samfund og medierne. I løbet af sommeren 2011 var lejren for en kort stund dog på alles læber, da billeder af udmattede flygtninge og underernærede børn blev forsidestof over hele verden. Verdenssamfundet delte nødhjælp ud, hjælpeorganisationer skalerede deres indsats op, og yderligere to lejre blev åbnet.
Men som så mange andre begivenheder, har en flygtningelejr i Afrika kun en begrænset levetid i mediebilledet. Kameraerne er nu slukket, de mange nødhjælpsorganisationer har fået andre fokusområder og livet går vel videre.

I Dadaab sidder der stadig en halv million mennesker, hvis liv ikke rykker sig nogle vegne. Siden oktober sidste år, er de sikkerhedsmæssige forhold i lejren blevet markant forringet, hvilket har fået de fleste hjælpeorganisationer til at reducere deres operationer i området. Flygtninge har måttet klare sig selv, i mange tilfælde har de overtaget de ydelser, der tidligere blev varetaget af humanitære organisationer. Dette uden den nødvendige erfaring eller uddannelse.

 

Et år efter Dadaab var på forsiden, er vi hos Læger uden Grænser stadig foruroliget over forholdene i lejrene og bekymret for velfærden for de flygtninge, der søger ly der. Et enkelt lyspunkt er, at dødeligheden er på vej ned, og vi har færre alvorligt, underernærede børn i vores ernæringsprogrammer end tidligere. Men de mange flygtninge i Dadaab er stadig uhyggeligt sårbare – de rammes af epidemier, naturkatastrofer og kan kun se til, at strømmen af flygtninge til lejren stiger og stiger.

Læger uden Grænsers hospital i Dagahaley lejr sørger for alle sundhedsydelser til lejrens 123,530 indbyggere, og kører lige nu langt over kapacitetsgrænsen.

Helt grundlæggende er det ikke meningen, at en lejr – bygget i start 1990’erne – skal stå 20 år efter. Men det gør den. Og det er slet ikke meningen, at en ung kvinde som Amina, aldrig nogensinde har set andet end den verden, der findes i lejren. Men det er alligevel hendes og tusinder af andre flygtninges virkelighed. De skal kæmpe med overfyldte lejre, mangel på vand, rationeringer, frygt for voldtægt, hyppige angreb fra banditter, plyndringer. Alt sammen i en lejr, der er bygget for at hjælpe dem.

Læger uden Grænser understreger her på 20 året for Dadaab, at vigtigheden af at hjælpe flygtningene til en fremtid, er afgørende.

Efter 20 år står vi nu med en massiv udfordring. At tro, at de mange somaliske flygtninge frivilligt kan og vil vende tilbage til deres hjemland, er ikke længere realistisk.

Vi må kræve udvikling og samarbejde fra det internationale samfund. Med så mange flygtninge er det ikke nok at lave en standardløsning og håbe på, at problemet forsvinder eller kan ties ihjel.
20 år mere med Dadaab går ikke.

 

Af
Jesper H.L. Jørgensen, bestyrelsesformand, Læger uden Grænser, Danmark.
Dr. Elena Velilla, Læger uden Grænsers landerepræsentant i Kenya.

 

Bragt i Politiken. 20.06.20012