MSB9401_farandalla.jpg
© MSF

Patienter mål for luftangreb

Et af vores hospitaler i Sydkordofan-provinsen i Sudan blev tirsdag ramt af to bomber, smidt af fly fra Sudans luftvåben. En patient og en medarbejder blev såret i angrebet, som var målrettet hospitalet. Efterfølgende har vi været tvunget til at indstille vores aktiviteter på hospitalet.

150 patienter og ansatte befandt sig på hospitalet i byen Farandalla i Sydkordofan, da et angrebsfly fra Sudans luftvåben smed 13 bomber i området. To af dem ramte hospitalet direkte, og de resterende slog ned lige uden for hospitalets mure.

 

”Vi fordømmer på det kraftigste angrebet på Farandalla-hospitalet”, siger Marc van der Mullen, som er chef for vores projekter i Sudan. ”Med så mange patienter og ansatte er det kun held, der gør, at vi ikke har lidt flere tab. Ingen havde tid til at søge dækning”.

 

Ikke første gang

Angrebet er ét i en lang række af vilkårlige luftangreb i kampen mellem styret i Khartoum og oprørsgrupper i Sydkordofan. Hver gang er det civilbefolkningen, der lider de største tab, og det er ikke første gang, vi bliver ramt. Så sent som i juni sidste år blev hospitalet ramt af bomber i et angreb, der også fandt sted, selvom myndighederne godt var klar over, at vi arbejdede på hospitalet. Hospitalet blev delvist ødelagt, flere patienter blev såret, og én blev dræbt.

 

”Det seneste angreb er tydeligvis et forsøg på at terrorisere civilbefolkningen, og hospitalet var ikke et tilfældigt mål”, siger Van der Mullen. ”Selvom det er et tilbageslag, vil vi forsøge at finde ud af, hvordan vi kan fortsætte vores nødhjælp til den hårdt trængte befolkning. Men det kræver, at vores assistance og indsats bliver respekteret”.

 

Sammen med en håndfuld andre organisationer tilbyder vi lægehjælp til befolkningen i Sydkordofan. Vi startede hospitalet op i 2012 og tilbyder både konsultationer, og indlægger patienter med større behov. Siden vi åbnede, har vi haft 80.000 patienter.