Patienter forhindres adgang til livsvigtig medicin
Hiv-smittede i udviklingslande forhindres adgang til en forbedret version af den livsforlængende medicin Kaletra (lopinavir/ritonavir), selvom de har akut brug for den.
Ingen adgang
Det var først efter en lang og træg proces at det Chicago-baserede firma Abbott begyndte at levere den nye version af midlet til et begrænset antal af Læger uden Grænsers (MSF) projekter i Afrika til en reduceret pris på 500 dollars per patient-år. Men Abbott nægter at sælge midlet til MSF´s projekter i Thailand og Guatemala og har trukket registreringen af midlet i udviklingslande i langdrag. Resultatet er, at Kaletra stadig ikke er tilgængeligt for langt hovedparten af de, som har brug for det.
Mange fordele
Den nye version af Kaletra, et andengenerations aids middel anbefalet af Verdenssundheds-organisationen WHO, har vigtige
fordele frem for den gamle version – herunder nemmere dosering, opbevaring uden køl og ingen diæt-krav. Men uden registrering er midlet ikke tilgængeligt. I Kina er ikke engang den gamle version af midlet tilgængelig, da Abbott har valgt ikke at markedsføre midlet hér.
Dr. David Wilson fra MSF i Thailand siger:
– Her i Thailand hvor temperaturen er over 30 grader det meste af året, ville den nye version, som ikke kræver køling, være en stor fordel, men Abbott nægter at registrere den. Abbott siger, vi må klare os med den gamle version, som ikke engang er på markedet længere i USA, men det er et ringere produkt, som under alle omstændigheder sælges til en pris, folk hér ikke har råd til. Ved at begrænse den reducerede 500-dollar-pris til kun de fattigste udviklingslande, udelukker Abbott bevidst hiv/aids-syge i andre ulande.”
Monopol skader patienterne
Behovet for andengenerationsmidler vokser i udviklingslandene hos patienter, der har været i behandling i flere år. Men der er udbredt bekymring for, at nationale behandlingsprogrammer og donorer ikke vil have råd til andengenerationsmidler, som er langt dyrere end førstegenerationsbehandlinger. I Thailand, koster den gamle version af Kaletra 2.800 dollars. Det betyder, at det koster cirka ti gange så meget at behandle en patient som skal andengenerationsbehandles med dette middel.
– Det er et klassisk eksempel på, hvordan monopoler skader patienterne. Vi har brug for konkurrence på disse nye midler. Det er den eneste måde at gøre dem billigere og bredt tilgængelige. Det skal ikke være op til en direktør i Chicago at beslutte, hvem der skal have adgang til livsvigtig medicin,” siger Dr. Tido von Schoen-Angererer fra Læger uden Grænsers Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin.
Læs også:
Medicinalfirma giver efter for internationalt pres (12. maj 2006)
MSF: Adgang til billig aids-medicin nødvendig (31. marts 2006)
Læs mere om hiv/aids i MSF´s medicinske leksikon
/ms