Fistula-patienter-i-Burundi.jpg

På vej til Burundi – ned til de levende døde

Så er jeg på vej til Burundi i Afrika. Jeg er på vej ned for at hjælpe kvinder med fistler tilbage til et normalt liv. Jeg har været udsendt 7 gange før.

Vi møder ofte kvinderne på markeder, hvor de sælger appelsiner. De sidder på jorden, så tøjet ikke bliver alt for vådt, og så ingen kan se den urin, der løber ud af dem 24 timer i døgnet. Kvinderne har fistler. Det vil sige, at de har en ekstra åbning i væggen mellem vagina og blæren – en skade, som for eksempel kan opstå på grund af en langvarig fødsel eller en voldtægt, og som gør, at de lider af konstant inkontinens.

Stanken af urin er ofte overvældende. For at begrænse mængden af urin, drikker de nemlig så lidt som overhovedet muligt. Men det er faktisk det allerværste, de kan gøre, for deres urin bliver så koncentreret, at de kommer til at lugte frygteligt, og deres hud bliver ætset væk. Jeg har set billeder af senge, de har sovet i, hvor jernbunden i sengen er ætset væk, fordi deres urin løber hele tiden, og jeg har hørt historier om kvinder, som har villet eller har begået selvmord, fordi de havde det forfærdeligt.

Fistler er en alvorlig lidelse, ikke bare fysisk, men også psykisk. De kvinder, der rammes, risikerer at blive udstødt. De gemmer sig. Og de bliver ofte en slags levende døde.

På denne tur skal jeg oplære tre kolleger i fistelkirurgi. Fisteloperationer kan være meget vanskelige, og derfor lærer kirurger og gynækologer bedst ved at assistere ved operationer og herefter selv foretage dem under supervision.

Min allerførste fistelpatient var en kvinde, som jeg mødte i 1983 i Liberia. Det var en amerikansk sygeplejerske, som kaldte mig hen til en kvindelig patient, hvis blære og urinleder var brudt igennem hendes vagina og lå blottet.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg stod der, og til at begynde med kunne jeg ikke forstå kvindens anatomi. Hvad var det her, og hvordan skulle jeg gribe det an? Jeg opererede hende, og det gik heldigvis godt. Efter den oplevelse begyndte jeg at søge litteratur om emnet og mødte også en hollandsk læge, som lærte mig en masse om fistler.

I dag, mange år og mange operationer senere, er jeg stadig rigtig glad for, at jeg kan tage ud og gøre en forskel og hjælpe disse kvinder tilbage til en god tilværelse. Og jeg glæder mig også over at kunne lære kolleger mere om dette specielle gynækologiske felt.

Jeg blev gynækolog, fordi der er noget livgivende og enormt tilfredsstillende ved at hjælpe børn til verden og ved, at de og deres mødre er raske. Derfor har det undervejs i min karriere også været fantastisk at kunne gøre noget konkret ved dødeligheden blandt mødre; at hjælpe med til, at mødre kunne undgå at blive meget syge eller dø i forbindelse med graviditet og fødsel.

Jeg forventer ikke, at de patienter, jeg hjælper, skal være taknemmelige, men det er de. Fisteloperationer forandrer kvinders liv. Jeg kan tydeligt huske engang i Elfenbenskysten, hvor en gruppe kvinder, der alle var blevet opereret, holdt en lille mannequinopvisning for personalet. At se dem købe nyt stof og tøj, og gå rundt som på en catwalk, at se den forandring hos dem, der før var udstødt af samfundet, var fantastisk.

Det, der har været og stadig er min drivkraft i mit job, er – ja, det virker måske sentimentalt – men det er at se kvinder, der bliver raske og glade. Det er det, som jeg tager med mig. Ingen kender det reelle tal for, hvor mange kvinder, der lider af fistler. Eksperternes bud er, at mindst to millioner kvinder lider af fistler efter langvarige børnefødsler, og fødsler, som er gået galt. Man regner med, at op imod en halv procent af alle fødende bliver ramt. Og det er rigtig mange bare på et kontinent som Afrika.

Venlig hilsen

Peter Bech Larsen, Gynækolog

Gitega, Burundi

Omsæt dine gode intentioner til handling her

Fra felten

Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Grækenland

Her er, hvad vi har set i EU’s umenneskelige flygtningelejre: ”Det, jeg oplevede, var gruopvækkende”

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Læs mere
Gaza/Vestbredden

Bomber over Gaza: Vi har behandlet børn på bare 12 år for skader fra gummikugler

Læs mere
Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere