1722_KEC2004010Z0908.jpg

På arbejde i et af verdens allerfattigste lande

Læge Gry Arrøe er vendt hjem fra verdens femte fattigste land, Burundi, hvor hun har arbejdet for Læger uden Grænser på et hospital i Buhiga. Hun har arbejdet i et sundhedssystem, hvor der nogle gange ikke engang var vand i hanerne, så hun kunne vaske hænder, inden patienterne skulle tilses. Alligevel lykkedes det Gry Arrøe at gøre en forskel for befolkningen.

I oktober 2004 rejste læge Gry Arrøe til det centralafrikanske land Burundi for Læger uden Grænser. Her arbejdede hun som læge både på et ernæringsprojekt og på det lokale hospital i byen Buhiga. I Burundi, der ifølge FN er verdens femte fattigste land, tjener en daglejer cirka 1,50 kr. om dagen, mens en sygeplejerske kan skrabe en månedsløn på cirka 150 kr. sammen. Fattigdommen er stor, og det kunne Gry Arrøe ikke undgå at lægge mærke til.

– På hospitalet kom folk med deres dødssyge barn svøbt i en gammel t-shirt. Og det var ret sikkert den eneste t-shirt, de ejede. På den måde kunne jeg simpelthen se fattigdommen materialisere sig lige foran mig på en måde, som man slet ikke kan forestille sig herhjemmefra, fortæller Gry Arrøe.

Sundhedssystemet i Burundi er slidt fuldstændigt ned. Nogle gange var der ikke engang vand i hanerne, så Gry Arrøe kunne vaske hænder, inden hun behandlede patienterne. Og behovet for lægehjælp var enormt. I Karusi-provinsen hvor Gry Arrøe arbejdede, var hun en af de tre læger, der var til 350.000 indbyggere. Det svarer til, at der i Danmarks tredje største by, Aalborg, kun var én læge til alle borgerne.

– Noget af det, der har gjort størst indtryk, er at have set så mange patienter på så kort tid. Der er simpelthen et kæmpe behov for hjælp, og det gør det ikke bedre, at der er brugerbetaling på mange burundiske hospitaler, siger Gry Arrøe.

Hun fortæller, at på andre hospitaler bliver hver enkelt udgift til flasker, sprøjter, mad osv. skrevet ud på fakturaen til mindste detalje, når patienten udskrives. Det kan være svært for en patient at betale måske 250 eller 500 kr. for en hospitalsindlæggelse, hvis man tjener en krone og 50 øre hver dag. Og det får folk til at gøre desperate ting.

– På et tidspunkt fik vi en patient ind, som havde et stort sår i ansigtet, og en flænge i tungen så tungespidsen var revet halvt af. Han var blevet kørt 80 km bag på cykel for at komme til vores hospital. Og det var han nødt til, fordi det hospital, som var lige ved siden af, hvor han kom til skade var privat, og han kunne ikke betale for at få hjælp, siger Gry Arrøe.

På hospitalet i Buhiga betyder bidragene fra Læger uden Grænser, at brugerbetalingen stort set er afskaffet. Der er alle udgifter for patienterne skåret ned til en lokal engangstarif på 1,50 kr. for børn og 2,50 kr. for voksne.

– Og nogle gange har jeg da selv taget de 2,50 kr. op ad lommen for at få en patient i behandling, da han eller hun ellers ikke ville have råd, fortæller Gry Arrøe.

Selv om sundhedssystemet er nedslidt, kan man som læge godt gøre en stor forskel med meget simple midler. Man kan redde mange liv, så længe man hjælper med for eksempel malariamedicin og antibiotika. Og hele ernæringsbehandlingen er også forholdsvis simpel og har stor påvirkning af børnene – det redder mange liv. Direkte adspurgt mener Gry Arrøe, at hun har gjort en forskel på sin egen måde.

– Jeg har ikke ændret det grundlæggende fattigdomsproblem i Afrika. Folk bliver stadig syge af at spise forkert og for lidt, drikke forurenet vand og blive stukket af malariamyg. Men det er klart, at jeg gør en forskel for den enkelte patient, der har været indlagt den dag, jeg var på vagt. Hvis ikke Læger uden Grænser havde mig dér, så ville det menneske ikke have set en læge. Så jeg har ikke været ude og ´redde verden´ – jeg har været ude og redde en del enkeltstående menneskeliv, siger hun.