På arbejde i en flygtningelejr i Darfur
I en flygtningelejr i Darfur i Sudan arbejder den 35-årige læge Vibeke Brix Christensen fra Læger uden Grænser. Hun hjælper med til at bekæmpe sygdomme og forhindre epidemier i flygtningelejren. Men hun blev selv offer for et af de almindeligste problemer – diarré
af Vibeke Brix Christensen, læge
Min første dag på arbejde startede rigtig skidt – i ordets bogstaveligste forstand. Natten forinden blev jeg ramt af akut diarré og vågnede op i en sø i min seng. Intet kunne jeg holde i mig, og snart var luften på mit simple værelse meget tung.
Jeg følte mig sendt til tælling og ønskede et øjeblik, jeg var hjemme i rene, trygge omgivelser med rigtige toiletter og varmt vand i bruseren. Listede over gården med et lagen omkring mig som et stinkende
spøgelse og hen til vores latrin, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvilken ende jeg skulle vende til latrinet, da jeg også skulle kaste op. Derefter fyldte jeg spande med klorineret, koldt vand, så jeg under den mørke og stjernebesatte himmel fik vasket mig ren. Jeg tænkte på det kinesiske ordsprog om, at når man er rask har man 100 ønsker, og når man er syg, har man kun ønsket om at blive rask. Jeg blev hurtig rask takket være ORS (rehydreringsvæske) og metronidazol – samt stor omsorg fra mine teammedlemmer. Gad vide, hvor mange, derude i natten i Darfur, der kæmper med det samme problem uden medicin og omsorg?
Jeg arbejder i Ryad lejren, der er en flygtningelejr med 8.000-10.000
mennesker. Ingen kan med sikkerhed sige antallet, da nogle mennesker fra byen kommer i løbet af dagen for at få andel i det, som deles ud af forskellige nødhjælpsorganisationer for eksempel tæpper, sæbe og mad.
Læger uden Grænser har en stor klinik midt i lejren, hvor vi dagligt har 80-100 konsultationer. Vi har også en lille bygning med 10 sengepladser, hvor vi kan indlægge patienter til behandling. Til at hjælpe mig med arbejdet har jeg en medicinsk assistent. En ældre sudanesisk herre, som har meget erfaring, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Jeg har en god tolk, da jeg ikke taler arabisk. Patienterne svarer helst ja på alle spørgsmål, så det gælder om at formulere sine spørgsmål på den rigtige måde.
Vi ser mest børn og voksne med alle mulige tropiske sygdomme – og ikke mindst sygdomme, der også er relateret til de yderst primitive forhold, de bor under i lejren. Mange har bygget et hjem af grene og plastik, og indenfor har de et lille ildsted lavet af tre sten, hvorpå gryden står.
Vi ser i øjeblikket ikke så mange underernærede, som jeg havde frygtet. Alle børn bliver screenet for højde og vægt. Er vægten under 70 procent i forhold til højden overflytter vi dem til børneafdelingen. Er vægten mellem 70 og 80 procent, henviser vi dem til den engelske nødhjælpsorganisation CONCERN, som giver børnene og mødrene mad. De fleste patienter, vi ser, henvender sig med luftvejsinfektioner, øjeninfektioner, malaria og diarré, som jeg selv fik at føle.
Her er alle de tropesygdomme, man kan forstille sig. For tiden arbejder vi på at få andelen af mæslingevaccinerede børn øget, da alt for mange af børnene ikke er vaccineret. Og det er jo en sygdom, som hurtig kan spredes og forårsage meget høj dødelighed.
I denne uge har vi set et øget antal tilfælde med vandig diarré. Vi har derfor været hos Unicef og Triangle, som står for henholdsvis vand og latriner i Ryad. Det er første gang, jeg arbejder i en flygtningelejr. Og udover, at der er meget at sætte sig ind i, er det også meget spændende. Vi arbejder ude i lejrene i dagtimerne og har udgangsforbud om aftenen. Men jeg er såmen også så træt, når klokken er omkring 18, at det passer helt fint med at solen går ned – også for mig!
Jeg har efterhånden vænnet mig til varmen og de hylende hunde og æslerne om natten. I dag har vi besøg af nogle kolleger fra Læger uden Grænser, som er strandet her, da vores fly er brudt sammen. Det betyder, at vi i dag er 16 personer, og derfor har vi arrangeret en volleyballturnering. Det bliver en varm og støvet omgang, men en dejlig afveksling fra hverdagen.
kærlig hilsen
Vibeke