Læger uden Grænsers traumecenter i Kunduz, Afghanistan, blev bombet af USA i oktober sidste år. 42 mennesker mistede livet.

Opråb til FN: Vi oplever en epidemi af hospitalsangreb

”Fire ud af de fem permanente medlemmer af dette råd har i forskelligt omfang været tilknyttet koalitioner, der har været ansvarlige for angreb på sundhedsfaciliteter i det forgangne år.” Her er Læger uden Grænsers internationale præsident, Joanne Liu’s, tale til FN´s Sikkerhedsråd: 

"Excellencer,

 

Damer og herrer,

 

Sidste onsdag blev Al Quds-hospitalet i Aleppo tilintetgjort.

 

Mindst 50 mænd, kvinder og børn blev sprængt i luften.

 

Angrebet dræbte en af de sidste børnelæger i byen.

 

Et morderisk luftangreb.

 

I løbet af de sidste 10 dage har der været næsten 300 luftangreb i Aleppo. Civile, ofte i forsamlinger, er blevet angrebet gentagne gange.

 

Hvad er individer i dagens krige? Undværlige varer, døde eller i live.

 

Patienter og læger er legitime mål.

 

Kvinder, børn, de syge, de sårede og deres plejere er dødsdømte.

 

Stop disse angreb

 

Jeg tog til Kunduz i Afghanistan, efter USA’s angreb på vores traumecenter den 3. oktober 2015.

 

En af de overlevende, en sygeplejerske fra Læger uden Grænser, havde fået sprængt sin venstre arm af under det voldsomme angreb. Han fortalte mig noget, der plager mig dagligt.

 

Han sagde, at da kampene brød ud i Kunduz, fortalte Læger uden Grænser personalet, at traumecentret ville være et sikkert sted.

 

”Vi troede på jer, ” sagde han. ”Vidste I, at vi ville blive bombet?”

 

Jeg fortalte ham, at indtil den 3. oktober troede jeg virkelig, at hospitalet var et sikkert sted.

 

I dag kan jeg ikke længere sige det om nogen som helst medicinsk facilitet, der ligger ved en frontlinje.

 

I Afghanistan, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Sudan, Syrien, Ukraine og Yemen bliver hospitaler rutinemæssigt bombet, angrebet, plyndret eller brændt ned til jorden.

 

Medicinsk personale bliver truet. Patienter bliver skudt i deres senge.

 

Civile samfund angribes i flæng, og præcise angreb på sundhedsfaciliteter beskrives som uheld, benægtes fuldstændigt, eller de mødes med tavshed.

 

I virkeligheden er det ensbetydende med vilkårlige og uforholdsmæssige målrettede angreb på civile i byområder – i de værste tilfælde at sammenligne med terrorhandlinger.

 

Konsekvenserne af angrebene på sundhedsfaciliteter rækker langt længere end til de, der dræbes og såres i øjeblikket.

 

De ødelægger arbejdsrutiner og livreddende lægehjælp for alle. De gør livet umuligt.

 

Den 26. oktober 2015 udførte en saudi-ledet koalition et luftangreb på et Læger uden Grænser-hospital i Haydan i det nordlige Yemen. Efterfølgende stod mindst 200.000 mennesker uden mulighed for at få livreddende hjælp.

 

Det var det første af tre Læger uden Grænser-faciliteter i Yemen, der enten blev delvist eller fuldstændig ødelagt over en periode på tre måneder.

 

Angrebene på Læger uden Grænser-faciliteter giver blot et glimt af krigens brutalitet.

 

Angreb på andre hospitaler og klinikker – samt skoler, markeder og bygninger til religiøse formål – er blevet rutine. Lokale sundhedsarbejdere bærer byrden efter disse overgreb.

 

Vi er endt i en dødbringende blindgyde.

 

Vi kan ikke længere regne med, at fuldt funktionsdygtige hospitaler – hvor patienter kæmper for deres liv – er uden for rækkevidde. Hospitaler og patienter er blevet trukket ud på slagmarken.

 

I Jasim, en by i det sydlige Syrien, demonstrerede borgerne foran hospitalet for at forhindre, at det blev genåbnet. De ved, hvad der sker med fungerende hospitaler.  

 

Vi oplever en sand epidemi af angreb på vores sundhedsfaciliteter. Det hindrer os i at udføre vores kerneopgave.

 

Til denne dato er vores opfodringer til at foretage uafhængige undersøgelser gået upåagtet hen.

 

Troværdighed begynder med uafhængig og upartisk fact finding.

 

Gerningsmænd kan ikke være undersøgere, dommere og juryer.

 

Tag ikke fejl: Vi vil utrætteligt fordømme angreb på sundhedsfaciliteter.

 

Vi vil råbe op om, hvad vi er vidne til.

 

Sundhedsarbejdet skal ikke være et dødeligt arbejde. Patienter må ikke angribes eller slagtes i deres senge.

 

Vi læger aflægger lægeløftet, når vi er uddannet.

 

Vi behandler alle individer, uanset hvem de er, uanset deres religion, deres etniske baggrund, eller på hvilken side de end måtte kæmpe. Selv når de er sårede kombattanter, eller hvis de er stemplet som kriminelle eller terrorister.

 

Hospitaler må ikke angribes. Bevæbnede folk må ikke trænge ind med magt – heller ikke for at lede efter patienter, de ønsker at tage til fange.

 

Hvis vi vender ryggen til disse basale principper, vender vi ryggen til grundlaget for al lægelig etik.

 

Lægelig etik må ikke lægges i graven på grund af krig.

 

Neutraliteten af medicinsk hjælp i krigszoner må ikke undermineres af suveræne stater eller indenlandsk lovgivning. Særligt ikke i en tid med terrorbekæmpelse og mod-oprør – der karakteriseres ved skiftende alliancer og grumsede regler for krigsførelse.

 

Mens måden, der føres krig på, har forandret sig, så er krigens love stadig de samme.

 

I har ansvaret for at sørge for fred og sikkerhed.

 

Alligevel har fire ud af de fem permanente medlemmer af dette råd i forskelligt omfang været tilknyttet koalitioner, der har været ansvarlige for angreb på sundhedsfaciliteter i det forgangne år.

 

Det inkluderer den NATO-ledede koalition i Afghanistan, den saudi-ledede koalition i Yemen og den russisk-støttede koalition i Syrien.

 

I må derfor leve op til jeres ekstraordinære ansvar og vise vejen for alle stater.

 

Jeg gentager: Stop disse angreb.

 

Diskussionen her i dag må ikke drukne i tom retorik.

 

Denne resolution må ikke ende som mange andre – inklusivt dem, der er afsagt om Syrien i løbet af de sidste fem år: rutinemæssigt overtrådt uden straf.

 

I Syrien, hvor sundhedspleje systematisk angribes, og belejrede områder kynisk bliver nægtet medicinsk hjælp.

 

Oprethold jeres forpligtigelser.

 

Garanter beskyttelsen af upartisk sundhedspleje i konflikter.

 

Støt sundhedsarbejdernes forpligtigelse til at behandle alle syge og sårede uden diskrimination.

 

Børnelægen Maaz, der blev dræbt i Aleppo i sidste uge, blev dræbt, fordi han reddede liv.

 

I dag skal vi huske hans medmenneskelighed og mod, der deles af så mange patienter, sygeplejersker, læger, samfund og Læger uden Grænsers personale, der er fanget i områder ramt af konflikt.

 

For deres skyld: Gør denne resolution til handling.

 

Forpligt jer igen – utvetydigt – til de normer, der styrer krigens regler.

 

Denne resolution skal føre til, at alle stater og ikke-stater stopper blodbadet.

 

Der skal lægges pres på alle allierede om at stoppe angreb på sundhedspleje og civile i konfliktområder.

 

Vi lader ikke vores patienter alene. Og vi vil ikke tie.

 

At søge lægehjælp, at give lægehjælp, skal ikke være ensbetydende med en dødsdom.

 

I vil ikke blive dømt for jeres ord i dag, men for jeres handlinger. Jeres arbejde er kun lige begyndt.

 

Lad denne resolution redde liv.

 

Tak."