Vores sygeplejerske fortæller om sine voldsomme oplevelser under luftangrebet i Kunduz. © Læger uden Grænser

Øjenvidneberetning fra vores hospital i Kunduz

Vores sygeplejerske Lajos Zoltan Jecs var på Kunduz hospital, da det blev ramt af adskillige luftangreb lørdag nat. Her fortæller han om, hvordan han oplevede det.

”Det var forfærdeligt. Jeg sov i vores beskyttelsesrum på hospitalet. Omkring kl. 2 om natten vågnede jeg ved lyden fra eksplosioner i nærheden. Først forstod jeg ikke, hvad der skete. Den sidste uges tid har vi hørt bombardementer og eksplosioner, men altid på afstand. Det her var anderledes – tæt på og højt”.

Alt var kaos

”Først var der forvirring, og støvet dryssede ned. Mens vi forsøgte at finde ud af, hvad der skete, blev der bombet.

Efter 20 eller 30 minutter hørte jeg nogen kalde mit navn. Det var en af sygeplejerskerne fra skadestuen. Han vaklede ind, dækket af blod og med sår over hele kroppen.

På dette tidspunkt kunne min hjerne ikke fatte, hvad der skete. Et øjeblik gik jeg i stå og stod bare, dybt chokeret.

Han råbte på hjælp. I beskyttelsesrummet har vi en begrænset mængde af basale medicinske forsyninger, men der var ingen morfin til at tage hans smerter. Vi gjorde, hvad vi kunne.

Jeg ved ikke helt, hvor lang tid, der var gået, men måske var det en halv time efter, at angrebet stoppede. Projektkoordinatoren og jeg gik ud for at se, hvad der var sket”.

Vores sygeplejerske Lajos Zoltan Jecs på en af sine tidligere missioner.

Brændte i deres senge

”Hospitalet var ødelagt og stod i brand. Jeg ved ikke, hvad jeg følte – kun chok.

Vi begyndte at lede efter overlevende. Nogle få havde allerede fundet vej til et af beskyttelsesrummene. En efter en begyndte folk at dukke op, sårede, heriblandt nogle af vores kollegaer og pårørende til patienterne.

Vi forsøgte at se ind i en af de brændende bygninger. Jeg kan ikke beskrive synet, der mødte mig. Der findes ikke ord for, hvor forfærdeligt det var. På intensivafdelingen brændte seks patienter i deres senge.

Vi ledte efter noget personale, der skulle befinde sig på operationsstuen. Det var hæsligt. En patient lå på operationsbordet, død, midt i ødelæggelserne. Vi kunne ikke finde vores personale. Heldigvis fandt vi senere ud af, at de var løbet ud af operationsstuen og havde fundet et sted at komme i sikkerhed.

Lige i nærheden kastede vi et blik på indlæggelsesafsnittet. Utroligt nok var det gået fri af bomberne. Hurtigt tjekkede vi, at alle havde det godt. I et beskyttelsesrum ved siden af var alle også uskadte.

Og så tilbage til kontoret. Helt fyldt af patienter, der var sårede og skreg”.

Opererede kollega på kontoret

”Det var vanvittigt. Vi blev nødt til at organisere en plan på kontoret, hvor vi dannede os overblik over, hvilke læger, der havde overlevet og var i stand til at hjælpe. Vi opererede akut en af vores læger. Han døde på bordet. Vi gjorde vores bedste, men det var ikke nok.

Det var voldsomt. Vi så vores kollegaer dø. Vores apoteker, som jeg havde talt med om aftenen og lagt planer for vores beholdning, døde på vores kontor.

Først var alt bare rent kaos. Der var overlevende personale nok til, at vi kunne hjælpe alle de sårede med skader, der kunne behandles. Men der var alt for mange, vi ikke kunne hjælpe. På en eller anden måde stod alt meget klart. Vi behandlede dem, der behøvede det, og tog ingen beslutninger. Hvordan skulle vi beslutte noget som helst i sådan et kaos?”

Ofrede livet for at redde andre

”Nogle af mine kollegaer var overvældede af chok og kunne intet andet end at græde. Jeg forsøgte at få noget af personalet til at hjælpe, give dem noget at koncentrere sig om, for at tage deres fokus væk fra grusomhederne. Nogle af dem var for chokerede til at stille noget op. At se de voksne mænd, dine venner, græde ukontrollabelt – det er hårdt.

Jeg har arbejdet på hospitalet siden maj, og jeg har set mange voldsomme medicinske situationer. Det er dog en helt anden situation, når det er dine kollegaer og venner.

Det er mennesker, der har arbejdet hårdt i måneder og non-stop den sidste uge. De var ikke taget hjem, de havde ikke set deres familie, de havde kun arbejdet på hospitalet for at hjælpe andre mennesker.. og nu er de døde. De var venner, nære venner. Jeg kan ikke finde ord for det her. Det er umuligt.

Hospitalet har været min arbejdsplads og mit hjem i mange måneder. Ja, det er kun en bygning. Men det er langt mere end det. Det er lægehjælp for Kunduz. Nu er det væk.

Mit hjerte siger, at det er fuldstændig uacceptabelt. Hvordan kan det ske? Hvad er meningen med det? At ødelægge et hospital og så mange liv for ingenting. Jeg kan ikke finde ord for det”.

Fra felten

Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere
COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Læs mere
Syrien
Syrien

Det er vanvittigt – borgerkrigen i Syrien har varet i 10 år

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Sydafrika

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

Læs mere
Patenter på vacciner mod COVID-19 bør ophæves

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Læs mere