Nødhjælpsmidler til akut indsats mod underernæring i Etiopien
Læger uden Grænser sætter ind med 1,5 millioner kroner fra Udenrigsministeriets fleksible midler til befolkningen i Afar-regionen i Etiopien, som oplever den værste tørke i flere år.
Tørken forventes at vare flere måneder endnu, og en undersøgelse viser en alarmerende høj forekomst af underernæring. Læger uden Grænser starter ernæringsprogrammer med hovedfokus på akut underernærede børn og ammende og gravide kvinder. I programmerne anvendes terapeutiske fødevarer, som er specialfremstillet mad til underernærede, og behandlingen foregår både ambulant og med indlæggelse alt efter graden af underernæring.
Den etiopiske regering har vurderet, at seks distrikter er af højeste prioritet, og at lokalbefolkningen i disse områder har akut behov for nødhjælp med fokus på underernæring.
I Teru-distriktet er situationen meget kritisk, blandt andet fordi området er meget svært tilgængeligt, hvilket gør arbejdet meget logistisk udfordrende. Der er ikke noget fungerende nationalt underernæringsprogram og der er mangel på humanitære aktører.
Teru-distriktet er et hyrdesamfund og befolkningens indkomst er hovedsageligt baseret på opdræt af kvæg, geder, får og kameler, men på grund af den store mangel på vand er mange dyr døde, og familierne i området mister dermed deres indtægt og er meget sårbare overfor underernæring og smitsomme sygdomme. Der er konstateret udbrud af smitsomme sygdomme i Teru-distriktet, og Læger uden Grænser er klar til at reagere på situationen.
Hver eneste dag året rundt dør 300 børn i verden på grund af sult og underernæring. Underernæring er et komplekst problem, og årsagerne er ikke entydige. Vigtigst af alt er, at underernæring først og fremmest ikke blot er et spørgsmål om mangel på mad. Det handler også om kvaliteten af mad. Derudover har faktorer som adgang til medicinsk hjælp, mor-barn sundhed samt politiske og socioøkonomiske strukturer stor indflydelse på forekomsten af underernæring.
Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden 1984.