default.jpg

Mit liv med hiv. Denise fortæller.

Da jeg hørte, at testen var positiv, følte jeg, at jeg allerede var død.

Lægen foreskrev 20 indsprøjtninger. Han sagde, at de ville helbrede mig. 20 gange fik jeg indsprøjtninger, det tog fire måneder, og det gjorde ikke nogen forskel. I årevis blev jeg syg med jævne mellemrum, og på hospitalet sagde de, at jeg havde infektioner.I 2002 tog jeg til Læger uden Grænsers (MSF) behandlingscenter i Kabinda, hvor jeg mødte lægen Paul og sygeplejesken Mama Aline. De spurgte, hvordan jeg havde kunnet leve i så mange år med hiv.

Min datter, Elizabeth, var en af de første partienter, der fik aids-behandling (ARV). Hun var meget syg og kastede hele tiden op, og 26. december 2003 døde hun. Hun blev 34 år. To måneder senere blev jeg selv meget syg. Jeg var skrækslagen. Min datter Michita passede mig. Jeg kunne ikke engang vaske mig selv. Mens hun vaskede mig, sagde hun: “Du må ikke dø, mor. Du har alle dine børn at passe på. Du kan ikke dø.”

Jeg vejede 55 kg., da jeg igen kom til MSF´s behandlingscenter. Lægen sagde at jeg skulle begynde behandlingen. Først sagde jeg nej, for jeg troede, at det var medicinen, der havde dræbt min datter. Men lægen sagde, at jeg ville dø, hvis jeg ikke fik behandling. Jeg tog medicinen med i kirken, fordi jeg var så bange for den. Jeg bad til, at den ville give mig mit helbred tilbage. Nu tager jeg medicin hver dag. Det er cotrimoxazol, som beskytter mod følgesygdomme, vitaminer, som styrker mig, og ARV´en. Jeg har altid medicinen med mig i min lille taske.

Da jeg begyndte behandlingen, havde jeg brug for en fortrolig, en som kunne støtte mig. Jeg spurgte George Matabisi, som bor her tæt på. Siden min mand døde, er han blevet en slags mand i familien, og jeg besøger ham tit. George er ikke hiv-positiv og han fortæller mig, hvor vigtigt det er, at jeg følger min behandling. Jeg er en slave af medicinen, og sådan er det bare.

Med behandlingen vendte jeg langsomt tilbage til et almindeligt liv. Jeg begyndte igen at dyrke min jord og skaffe mad til min familie. Der er 15 mennesker, jeg skal tage mig af, syv børn, syv børnebørn og min svigerdatter. Jeg sælger også trækul hjemmefra. Jeg køber det på et depot et godt stykke herfra, 30 kg. af gangen, som jeg bærer på hovedet hen til bussen hjem. Det er hårdt arbejde, og jeg går tit i seng kl. 19 om aftenen for at hvile ud.

Det her er mit barnebarn Joseph. Han er søn af min datter Elizabeth, som døde i 2003. Han er hiv-positiv ligesom mig. Da min datter blev testet positiv, besluttede jeg at få barnet testet også. Han var to år. I 2005 blev han syg og startede ARV-behandlingen. Jeg hjælper ham med at tage sin medicin morgen og aften. Det er som regel ham, der husker mig på, at jeg også skal tage min medicin. Han siger, at han vil studere og være læge eller præst. Men han kan bedst lide at spille fodbold med de andre drenge.

En dag, da jeg sad i bussen, var der en præst, der begyndte at prædike for passagererne. Han sagde, at alle der havde aids var dødsdømte. Her i Kinshasa er det almindeligt, at præsterne prædiker i busserne, men han skræmte folk. Så sagde jeg til ham: “Pastor, det er ikke den rigtige måde at prædike på. Det er rigtigt, at det ikke er godt at have aids. Men det betyder ikke, at man skal dø. Se på mig, jeg er hiv-positiv, og jeg er ikke død. Jeg lever.” Jeg sagde det foran dem alle sammen. Passagererne var forbløffede, og præsten sagde ikke mere. Han turde ikke fortsætte. Jeg taler meget om hiv med folk her omkring. Jeg råder dem til at opføre sig ansvarligt. Og så bliver jeg ved med at sige, at hiv og aids eksisterer, for her i DR Congo er der mange mennesker, der ikke tror på sygdommen.

I oktober fik min datter Michaëlle blindtarmsbetændelse. Hun kom på hospitalet og blev opereret. Vi tog det her billede af hende, da hun var parat til at komme hjem. Jeg var ved hendes seng i ti døgn dag og nat. Jeg havde min ARV-medicin med mig. Jeg er hiv-positiv, men nu kan jeg også hjælpe andre, som I ser. Jeg passer på den her store familie. Det er mit positive liv.

Jeg var med til World Aids Day i 2005. Jeg spiller teater, så jeg kan være med til at oplyse andre. Fortælle dem, at selvom de har hiv, så kan de stadig have et liv. Fordi de kan få behandling. Jeg vil fortælle mine brødre og søstre, at de skal holde op med at være bange. De må forstå, at aids er ligesom alle andre kroniske sygdomme, og at det er muligt at blive behandlet.

Hiv og aids i DR Congo

Andre hiv-fortællinger:
Brisco, forældreløs
Lewis, skolelærer
Siama, aktivist

Læger uden Grænsers tema om hiv og aids

Fra felten

Flygtninge Lesbos og Samos
Grækenland

Lesbos og Samos: Lejrene gør folk syge

Læs mere
Behandling COVID-19 Yemen
Yemen

Vores læge i Yemen: Syge mennesker afvises i hospitalsdøren på grund af COVID-19

Læs mere

Opfordring til de rige lande: Prioriter menneskeliv over profit

Læs mere
Flygtninge i Europa

På flugt gennem Italiens snedækkede bjerge: ”Du er i livsfare, hvis dine fødder bliver våde”

Læs mere
Læger uden Grænser i Armenien

Kasper Pedersen

Armenien

Dansk læge i Armenien: “Der så jeg, hvad en epidemi virkelig er”

Læs mere
Libanon

Børn og ældre lider under Libanons mange kriser

Læs mere
Liberia

Hvert år dør 59.000 af rabies

Læs mere

Vi har fået ny direktør

Læs mere
Vaccineret mod mæslinger

Flere skal have mulighed for at producere coronavacciner

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper under glemte kriser

Glemte kriser 2020

Læs mere

Et mærkeligt år i billeder

Læs mere
Grækenland

Børnene på Lesbos vil hellere dø

Læs mere
msf flag

Julehilsen fra felten

Læs mere
Børn bliver ofre for borgerkrigen i Yemen
Yemen

Borgerkrigen i Yemen: Gravide kvinder og legende børn såres og dræbes

Læs mere
Idlib i Syrien
Syrien

På flugt i Idlib: Endnu en hård vinter i et hullet telt

Læs mere
Flygtninge fra Etiopien krydser grænsen til Sudan
Etiopien

Over 42.000 flygtet fra Etiopien til Sudan – nogle er gået i dagevis uden ejendele

Læs mere