default.jpg

Mit liv med hiv. Denise fortæller.

Da jeg hørte, at testen var positiv, følte jeg, at jeg allerede var død.

Lægen foreskrev 20 indsprøjtninger. Han sagde, at de ville helbrede mig. 20 gange fik jeg indsprøjtninger, det tog fire måneder, og det gjorde ikke nogen forskel. I årevis blev jeg syg med jævne mellemrum, og på hospitalet sagde de, at jeg havde infektioner.I 2002 tog jeg til Læger uden Grænsers (MSF) behandlingscenter i Kabinda, hvor jeg mødte lægen Paul og sygeplejesken Mama Aline. De spurgte, hvordan jeg havde kunnet leve i så mange år med hiv.

Min datter, Elizabeth, var en af de første partienter, der fik aids-behandling (ARV). Hun var meget syg og kastede hele tiden op, og 26. december 2003 døde hun. Hun blev 34 år. To måneder senere blev jeg selv meget syg. Jeg var skrækslagen. Min datter Michita passede mig. Jeg kunne ikke engang vaske mig selv. Mens hun vaskede mig, sagde hun: “Du må ikke dø, mor. Du har alle dine børn at passe på. Du kan ikke dø.”

Jeg vejede 55 kg., da jeg igen kom til MSF´s behandlingscenter. Lægen sagde at jeg skulle begynde behandlingen. Først sagde jeg nej, for jeg troede, at det var medicinen, der havde dræbt min datter. Men lægen sagde, at jeg ville dø, hvis jeg ikke fik behandling. Jeg tog medicinen med i kirken, fordi jeg var så bange for den. Jeg bad til, at den ville give mig mit helbred tilbage. Nu tager jeg medicin hver dag. Det er cotrimoxazol, som beskytter mod følgesygdomme, vitaminer, som styrker mig, og ARV´en. Jeg har altid medicinen med mig i min lille taske.

Da jeg begyndte behandlingen, havde jeg brug for en fortrolig, en som kunne støtte mig. Jeg spurgte George Matabisi, som bor her tæt på. Siden min mand døde, er han blevet en slags mand i familien, og jeg besøger ham tit. George er ikke hiv-positiv og han fortæller mig, hvor vigtigt det er, at jeg følger min behandling. Jeg er en slave af medicinen, og sådan er det bare.

Med behandlingen vendte jeg langsomt tilbage til et almindeligt liv. Jeg begyndte igen at dyrke min jord og skaffe mad til min familie. Der er 15 mennesker, jeg skal tage mig af, syv børn, syv børnebørn og min svigerdatter. Jeg sælger også trækul hjemmefra. Jeg køber det på et depot et godt stykke herfra, 30 kg. af gangen, som jeg bærer på hovedet hen til bussen hjem. Det er hårdt arbejde, og jeg går tit i seng kl. 19 om aftenen for at hvile ud.

Det her er mit barnebarn Joseph. Han er søn af min datter Elizabeth, som døde i 2003. Han er hiv-positiv ligesom mig. Da min datter blev testet positiv, besluttede jeg at få barnet testet også. Han var to år. I 2005 blev han syg og startede ARV-behandlingen. Jeg hjælper ham med at tage sin medicin morgen og aften. Det er som regel ham, der husker mig på, at jeg også skal tage min medicin. Han siger, at han vil studere og være læge eller præst. Men han kan bedst lide at spille fodbold med de andre drenge.

En dag, da jeg sad i bussen, var der en præst, der begyndte at prædike for passagererne. Han sagde, at alle der havde aids var dødsdømte. Her i Kinshasa er det almindeligt, at præsterne prædiker i busserne, men han skræmte folk. Så sagde jeg til ham: “Pastor, det er ikke den rigtige måde at prædike på. Det er rigtigt, at det ikke er godt at have aids. Men det betyder ikke, at man skal dø. Se på mig, jeg er hiv-positiv, og jeg er ikke død. Jeg lever.” Jeg sagde det foran dem alle sammen. Passagererne var forbløffede, og præsten sagde ikke mere. Han turde ikke fortsætte. Jeg taler meget om hiv med folk her omkring. Jeg råder dem til at opføre sig ansvarligt. Og så bliver jeg ved med at sige, at hiv og aids eksisterer, for her i DR Congo er der mange mennesker, der ikke tror på sygdommen.

I oktober fik min datter Michaëlle blindtarmsbetændelse. Hun kom på hospitalet og blev opereret. Vi tog det her billede af hende, da hun var parat til at komme hjem. Jeg var ved hendes seng i ti døgn dag og nat. Jeg havde min ARV-medicin med mig. Jeg er hiv-positiv, men nu kan jeg også hjælpe andre, som I ser. Jeg passer på den her store familie. Det er mit positive liv.

Jeg var med til World Aids Day i 2005. Jeg spiller teater, så jeg kan være med til at oplyse andre. Fortælle dem, at selvom de har hiv, så kan de stadig have et liv. Fordi de kan få behandling. Jeg vil fortælle mine brødre og søstre, at de skal holde op med at være bange. De må forstå, at aids er ligesom alle andre kroniske sygdomme, og at det er muligt at blive behandlet.

Hiv og aids i DR Congo

Andre hiv-fortællinger:
Brisco, forældreløs
Lewis, skolelærer
Siama, aktivist

Læger uden Grænsers tema om hiv og aids

Fra felten

Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere
COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Læs mere
Syrien
Syrien

Det er vanvittigt – borgerkrigen i Syrien har varet i 10 år

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Sydafrika

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

Læs mere
Patenter på vacciner mod COVID-19 bør ophæves

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Læs mere