17-03-2008jordemoder1250x178.jpg

Mindedag for Bodil Udsen gav 24.292 kr til Læger uden Grænser

Kolleger, venner og familie stod søndag den 9. marts bag et arrangement på Betty Nansen Teatret i København med det formål at mindes den nyligt afdøde skuespillerinde Bodil Udsen. Gæsterne kunne overvære underholdningen helt gratis, men blev opfordret til at støtte Læger uden Grænser.


Da den nyligt afdøde skuespillerinde Bodil Udsen søndag den 9. marts blev mindet af kolleger, venner og familie ved et arrangement i Betty Nansen Teatret i København var publikum ikke sene til at følge opfordringen til at donere penge til Læger uden Grænser.


 


I løbet af de tre timer, som arrangementet varede, blev der lagt 15.737,50 kr i de opstillede indsamlingsmontrer fra Læger uden Grænser, som Bodil Udsen gennem mange år har været fast donor hos.


 


Dertil kommer, at der indtil i dag er indbetalt 8.555 kroner via girokort til Læger uden Grænser, mærket ”Bodil Udsen”. I alt er der altså givet 24.292,50 kr.
 
– Vi er dybt taknemmelige for de mange penge og for den gestus som gæsterne ved arrangementet på den måde viser både os og Bodil Udsen, siger formand for Læger uden Grænser, Søren Brix Christensen.


 




Den humanitære medicinske organisation, der primært arbejder for penge givet af private, oplever en stigende interesse for den slags initiativer i forbindelse med bryllupper, bisættelser, jubilæer, receptioner eller runde fødselsdage.
 
– Tendensen er, at flere foretrækker, at deres gæster giver bidrag til os, frem for at få gaver eller blomster. Alene i 2007 fik vi bidrag fra 87 arrangementer og interessen for at skrive Læger uden Grænser ind i testamentet er også stigende, siger fundraisingchef Chris Evers fra Læger uden Grænser.


 


 


/mdo