Mennesker på Kos bliver misrøgtet
Situationen på Kos har taget en trist drejning de seneste to uger. Flere end 7.000 flygtninge, asylansøgere og migranter er ankommet til den græske ø i juli måned, hvilket er en fordobling sammenlignet med juni.
Fordi der mangler modtagelsesfaciliteter, har de nyankomne slået telte op i offentlige parker og pladser i Kos by. Mange må sove i det fri, uden for politistationen, uden adgang til toiletter og bad. Der er ikke blevet sørget for mad til migranter og flygtninge siden april. På trods af, at der er rigeligt med plads i området til at huse de rette faciliteter, bliver de nyankomne kastet fra sted til sted.
Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv
DIN STØTTE
REDDEr LIV
Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.
Forvist til stadion
De seneste to dage har politiet gennemført omfattende operationer for at smide mænd, kvinder og børn ud af offentlige områder og ført dem til et grusbelagt stadion i udkanten af byen uden adgang til vand, skygge eller ly.
Samtidig har vores ansatte været vidne til chikane af migranter og flygtninge på offentlige steder – heriblandt private sikkerhedsfolk, der har forbudt dem at sidde på bænkene i byens centrum.
Denne morgen befandt omkring 2.000 mennesker sig på stadionet, heraf mange familier med spædbørn og små børn, som stod i kø under den brændende sol i 32 graders varme. Her ventede de på en chance for at give deres navn til politiet i håbet om at blive registreret.
Situationen kom hurtigt ud af kontrol, da politiet ikke kunne håndtere de mange mennesker og opløste mængden ved at anvende ildslukkere mod dem.
Umenneskelige forhold
”Vi er bekymret for, hvordan situationen udvikler sig på Kos”, siger Brice de le Vingne, vores operationelle chef.
”Det, der tidligere var præget af passivitet fra myndighedernes side, har nu taget en drejning til at være mishandling med politiets brug af hårdhændet magtanvendelse over for disse sårbare mennesker. Hovedparten af dem er flygtet fra krigene i Syrien og Afghanistan. Myndighederne på Kos har udtrykt meget klart, at de ikke har nogen intentioner om at forbedre forholdene for disse mennesker, da de er af den opfattelse, at det vil bidrage til den såkaldte ”pull-effekt”. Men sandheden er, at mennesker, der flygter fra krig, vil blive ved med at komme, uanset om myndighederne vil forsøge at forhindre dem i det”, siger han.
Vi giver medicinsk behandling og nødhjælp til migranter og flygtninge på Kos. Blandt andet ved Captain Elias Hotel, som er en forladt, faldefærdig bygning uden elektricitet, hvor hundredvis af mennesker søger tilflugt. Typisk mellem 10-15 dage, før de bliver registreret af det græske politi og modtager de papirer, giver dem grønt lys til at forlade øen.
”Otte måneder efter Læger uden Grænsers første henvendelse til de græske myndigheder – for at få dem til at organisere anstændige og humane modtagelsesforhold – er vi rystede over at se, at den græske stat stadig svigter”, siger Brice de le Vingne.