Det lykkedes at redde den kun etårige Azeel, da en flygtningebåd kæntrede.

Mennesker i Middelhavet fortæller

De er flygtet fra krig og elendighed, og deres beretninger vidner om store ofre, men også en vilje til at overleve.

Reddede datter i menneskehav

”Jeg kan svømme, men hun kan ikke .. og hvordan skulle jeg kunne hive hende op af vandet, når alle de andre forsøgte at holde sig flydende?” Ordene kommer fra den palæstinensiske flygtning Mohammed.

Den 35-årige familiefar knuger sin etårige datter Azeel ind til sig, mens hans kone, Diana, forsøger at falde til ro. Hun er konfus og har røde øjne af at ligge i det salte havvand. De er flygtet fra konflikten i Gaza og befinder sig på hospitalsområdet ombord på vores båd Dignity 1.

Den palæstinensiske familie var sekunder fra at miste deres datter, da en træbåd fyldt med flygtninge på vej til Europa forliste ud for Libyens kyst. De blev bragt ombord på vores skib af et irsk redningshold, fordi Diana havde brug for akut lægehjælp. Blot en uge inden var hun i dialyse, hvor hun blev behandlet for at undgå nyresvigt.

Familien er stadig traumatiseret af rejsen og har stadig svært ved at forstå, hvad de har været udsat for.
”Båden fik problemer, efter vi forlod Libyen, og vi forsøgte at få vandet væk fra maskinrummet. Bagefter lod det til at gå bedre, og havet var roligt. Men lige pludselig begyndte båden at rokke, og vi forstod, at den var ved at synke”.

Mohammed reddede sin lille datter fra at drukne, da de flød rundt mellem de mange mennesker fra den kæntrede båd. 

Da Dignity 1 ankom til stedet for at komme flygtningene til undsætning, var der kun vragrester tilbage af den træbåd, som Mohammed og hans kone havde sejlet i for at undslippe krigen i Libyen, hvor de kommer fra.

”Landet er delt mellem oprørere og militæret. Der er ingen fremtid for os eller for vores datter. Vi blev behandlet som det værste afskum i Libyen, og folk behandlede os forfærdeligt. Til sidst måtte vi flygte”.

Hele familien blev evakueret af den italienske kystvagt og bragt til Italien, hvor Azeel og hendes mor kunne få den rette lægehjælp.

Frygtede for sit ufødte barn

Alea var fem måneder henne, da træbåden, hun og hendes mand var ombord på, sank med 600 mennesker ombord. Under den ugelange rejse på havet har Alea ikke mærket liv fra sit ufødte barn, og hun er bange og bekymret.

Hun og hendes mand flygtede fra krigen i Syrien til Libyen. De valgte at rejse videre i desperation over sundhedstilstanden i Libyen. Som flygtninge fra et andet land var de forvist til dyre privathospitaler, som de ikke havde råd til. Offentlige hospitaler er nemlig forbeholdt befolkningen i Libyen.

”Jeg var inde i skibet, da det begyndte at synke”, fortæller Alea, da hun og manden Mohammed er kommet i sikkerhed på vores skib Dignity 1. Da Mohammed kommer ombord, har han kun underbukser på. Da båden sank, dykkede han ned og fik reddet sin kone ud. Hun befandt sig under dæk og kunne ikke selv komme ud.

”Jeg var sikker på, at det var slut. Han reddede mit liv”, siger Alea. Nu mangler de at finde ud af, om deres ufødte barn har klaret den barske rejse.

I hospitalsområdet på vores skib sørger jordemoder Astrid for, at Alea bliver lagt på en briks. Jordemoderen skal lytte efter barnets hjertelyd. I hjørnet står Dana, en 17-årig flygtning fra Damaskus, som også var med båden fra Damaskus og blev venner med familien.

Dana oversætter jordemoderens spørgsmål fra engelsk til arabisk: ”Hvornår mærkede du sidst barnet?” Alea svarer, at det er en uge siden.

Dana mødte Alea og Mohammed i Libyen, hvor hun flygtede fra krigen i sin hjemby Damaskus.

”Jeg kunne ikke holde ud at se død og blod hver eneste dag”, siger Dana. Hun var i gang med sit sidste år i gymnasiet. Sammen med sin far tog hun den lange og farlige vej til Tyrkiet, men kunne ikke fortsætte mod Grækenland, fordi det kræver en lang tur til fods. Hendes far er 65 år. Derfor tog de med fly fra Tyrkiet til Libyen, hvor de gik ombord på en båd. Hun bliver tavs.

Stilheden bliver brudt af en lyd. Først helt dæmpet, men så bliver lyden af hjerteslag højere. Aleas ufødte barn er i live.

Fra felten

Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere
COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Læs mere
Syrien
Syrien

Det er vanvittigt – borgerkrigen i Syrien har varet i 10 år

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Sydafrika

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

Læs mere
Patenter på vacciner mod COVID-19 bør ophæves

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Læs mere