15-01-2009low_28037_250.jpg

Massevaccinationer mod gul feber i Sierra Leone 

Læger uden Grænser deltager i en kampagne, hvor målet er at vaccinere 525.000 mennesker mod sygdommen gul feber, som er i udbrud i Sierra Leone. Kampagnen, som varer fem dage, begyndte den 10. januar. 

35 hold som hver består af ti medarbejdere fra Læger uden Grænser, vaccinerer mennesker i og omkring Bo, som er landets næststørste by.

 

Indtil videre har Læger uden Grænser fået bekræftet to tilfælde, hvor patienter er smittet med gul feber i Sierra Leone. De er blevet behandlet på et hospital uden for Bo, hvor Læger uden Grænser arbejder.

 

Få smittede kan starte vaccinationskampagne
Gul feber er en virusinfektion, som spredes af myg. Fordi sygdommen er meget alvorlig og smitter ganske let, skal der kun ganske få tilfælde af gul feber til for at en vaccinationskampagne er nødvendig.

 

Derfor har sundhedsmyndighederne i Sierra Leone besluttet, at vaccinere hele befolkningen i distriktet Bo, hvor der bor omkring 525.000 mennesker. Sundhedsmyndighederne har valgt at samarbejde med Læger uden Grænser, som står for at vaccinere 225.000 mennesker, mens landets egne sundhedsmyndigheder vaccinerer den resterende del.  

 

Stor risiko for at dø af gul feber
– En stor del af befolkningen er endnu ikke vaccineret mod gul feber, og fordi der er stor risiko for at dø af sygdommen, er det vigtigt, hurtigt at vaccinere så mange som muligt i området for at undgå flere smittede, siger Johan Mast, der er landekoordinator for Læger uden Grænser i Sierra Leone.

 

Der findes ingen specifik behandling mod gul feber. Kun symptomerne som feber, gulsot og indre blødninger kan behandles. 50 procent af de mennesker, som har den værste form for gul feber, dør.

 

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er gul feber hvert år årsag til 30.000 dødsfald – de fleste i Afrika. Sygdomsudbrud kan både kontrolleres og forhindres ved at massevaccinere alle voksne med undtagelse af gravide.

 

Plakater, biler med højtalere og radioindslag
Læger uden Grænser begyndte i sidste uge at informere befolkningen i området om kampagnen og om, at det var vigtigt at få vaccinationen. 

 

– Biler med højtalere kørte rundt i området, plakater blev hængt op i byer og sundhedsklinikker, og indslag kom i radioen for at informere om kampagnen, fortæller Vikki Stienen, som er  nødhjælpskoordinator for Læger uden Grænser.

 

– Medarbejdere, som underviser i sundhed, tager også ud med megafoner og informerer, og vi har afholdt møder med lokale ledere, skolelærere og lokale politikere, fortæller hun.
 
Gul feber er normalt forekommende i Sierra Leone. Først i 2002 begyndte man at rutinevaccinere børn mellem ni og 12 måneder, mens resten af befolkningen stadig er i risiko for at blive smittet.

 

/cen