25-01-2010Niels250.jpg

Langt ude i skoven

Læge Niels Munksgaard Søndergaard skriver fra Indiens bagside, hvor en årelang væbnet konflikt afskærer i tusindvis fra lægehjælp.


Klokken er 07.30 i Bhadrachalam, og selv om jeg stadig gnider søvn ud af øjnene, har byen allerede været i fuld aktivitet i to-tre timer. Vores lille konvoj af fire hvide køretøjer af diverse indisk fabrikat har begyndt dagens rejse fra vores base i byen til landsbyerne i skovene nordpå, som er målet for vores daglige mobile klinikker.


 


Bhadrachalam – beliggende i delstaten Andhra Pradesh, på grænsen til Chhattisgarh – er med dens indbyggertal på mere end 40.000 indbyggere en forvokset landsby, og en plet på kortet kun de færreste (og mest forvirrede) rejsende ville drømme om at sætte deres kryds ved.


 


Ved min side denne morgen sidder chaufføren Raju storgrinende og underholder hele bilen med sammenligninger mellem undertegnede og alskens middelmådige filmstjerner fra Bollywood – gårsdagens besøg hos barberen med en overlegen indisk moustache til følge går ikke ubemærket hen. Rajus opmærksomhed må dog til stadighed vendes mod den smalle – men forsat asfalterede – vej, hvor en kaotisk strøm af køer, aber, overfyldte rickshaws og væltede træer er en konstant trussel mod vores ve og vel.


 


Målet for dagens ekspedition er landsbyen Maitha, beliggende cirka to timers kørsel fra Bhadrachalam – få kilometer på den anden side af grænsen til nabodelstaten Chhattisgarh. At krydse denne grænse er mere end bare at køre fra en delstat til en anden; Grænsen markerer også grænsen mellem to vidt forskellige verdener, fra det civiliserede kaos i Bhadrachalam til de enorme skove, der strækker sig mod nord fra det sydlige Chhattisgarh og dækker nogle af Indiens mindst udviklede delstater.


 


Realiteterne i denne del af Indien er fjernt fra guidebøgernes dragende beskrivelser af en fremadstormende IT-industri, magiske templer, hellige køer og yoga for begyndere. Skovene bebos af millioner af Indiens stammefolk, og at træde ind i denne verden i det sydlige Chhattisgarh er en tidsrejse af dimensioner. Her er ingen sundhedssystem, ingen skoler, ingen elektricitet. Her er landsbyer med små lerklinede hytter med adskillige beboere i hver, her er fattige bønder, der pløjer markerne med okser og plove af træ, her er de offentlige transportmidler oksekærrer eller en sjælden traktor-transport.


 


Maitha er sådan en landsby – en håndfuld lerhytter spredt over en idyllisk dal mellem de lave skovklædte bjerge. Stilheden er berusende. Overalt gror meterhøje majsplanter, linser og – og duften fra den vilde mynte imellem markerne blander sig med bålene der brænder foran hytterne.


Idyllen er til at få øje på. Det er som en scene fra Herredet i Tolkiens Hobbitten. Men bag roen og skønheden gemmer der sig en grusom virkelighed. En virkelighed, der fortæller om en årelang væbnet konflikt, om flygtninge i tusindvis, om nedbrændte landsbyer, om mord og voldtægter. Og om et forbløffende lille kendskab til, hvad der foregår her – internationalt som i Indien.


 


Skar tre fingre af drengens hånd

”De kom for 10 dage siden tidligt om morgenen. De var mindst hundrede. De dræbte min kone og min onkel samt fire andre personer fra landsbyen. Mange huse blev brændt ned. Og da min dreng ikke ville holde op med at skrige, skar de tre af hans fingre af”.


 


Den unge mand foran mig fjerner tæppet over sin et-årige søn og viser den lille maltrakterede hånd frem. Han er bare et af utallige ofre for en blodig konflikt, som er dagligdagen for tusindvis af mennesker her – og i store dele af de fattigste områder af Indien.


 


Siden 1970’erne har dele af det centrale Indien været skueplads for en væbnet konflikt mellem myndighederne og en række af radikale venstreorienterede grupper med inspiration fra Maos kinesiske revolution. De er kendt som ”maoister” eller ”naxals” og har med vekslende intensitet ført deres voldelige kamp mod de lokale myndigheder, politi og magthavere i nogle af Indiens fattigste og mest underudviklede delstater.


 


Konflikten har indtil for få år tilbage været et ganske ukendt fænomen selv for den almene inder i den ”moderne” del af landet, for kampene foregår primært i landets mest underudviklede områder – langt væk fra det indiske økonomiske mirakel.


 


Men konflikten intensiveredes markant i 2005 med dannelsen af Salwa Judum – en milits bestående af lokale indbyggere men angiveligt bevæbnet og støttet af det lokale politi, som i det sydlige Chhattisgarh gik til kamp mod maoisterne og deres stigende indflydelse i området. Resultatet har været en årelang blodig kamp mellem folk fra de samme stammer, landsby mod nabolandsby, nedbrændte byer, mord og voldtægter – og som konsekvens har op imod 70.000 personer været tvunget til at flygte fra kampområderne.


 


Den store mængde af internt fordrevne flygtninge var hovedårsagen til, at Læger uden Grænser i 2006 åbnede et projekt på grænsen mellem delstaterne Andhra Pradesh og Chhattisgarh – og stadig er her i dag. Og intensiveringen af konflikten i efteråret 2009 med indsættelsen af 70.000 specialtrænede politistyrker i området, med flere nedbrændte landsbyer og nye fordrivelser gør vores fortsatte tilstedeværelse yderste relevant.


 


Mobile klinikker til tusindvis af patienter
Vores daglige arbejde her består i at bringe lægehjælp ud til de tusindvis, der lever i randområderne af konfliktområdet – i landsbyerne på grænsen og i lejrene for de fordrevne inde i Chhattisgarh. Folk i de enorme skovområder i det sydlige Chhattisgarh har ikke adgang til nogen form for lægehjælp – områderne har været under maoisternes kontrol i årevis, og myndighederne har ingen adgang her.


 


Mandag til fredag dækker vi ni forskellige klinikker spredt over grænseområdet. Vores jeeps er tungt læssede med alt det udstyr og personale, der kræves for at tilse op imod 150 patienter per klinik: Medicin, telte, tæpper og taburetter, vægt og højdemåler, drikkevand i litervis. Læger, sygeplejersker, sundhedsarbejdere, tolke og chauffører. På en typisk dag er vi op imod 20 mand i fire jeeps, som bevæger os de 2-2 ½ timer fra Bhadrachalam til den ”røde zone” i Chhattisgarh.


 


Læger uden Grænser tilser mere end 30,000 patienter i dette område om året. Patienterne dukker op til fods fra skovstierne, der binder det sydlige Chhattisgarh sammen. Veje og infrastruktur er stort set ikke-eksisterende. Folk vandrer langvejs fra for at komme til klinikkerne og må ofte sove undervejs.


 




Ganske som ved mine tidligere erfaringer som praktiserende læge i Haderslev, Randers eller Nordnorge er patienternes klager vidt forskellige, og ikke alle lige alvorlige; også her midt i den tætte skov kommer den gamle kone med ondt i ryggen og får et par panodiler, og ikke så få af patienterne klager over generende hudproblemer som svampeinfektioner og fnat.


 


Men iblandt de mindre alvorlige klager dukker de op – børnene med malaria, gravide kvinder med udtalt blodmangel eller svangerskabsforgiftning, afmagrede hostende tuberkulosepatienter, for tidligt fødte spædbørn med voldsomme hudinfektioner, underernærede børn i alle aldre, og i et enkelt tilfælde en ganske ung dreng med fødder, der bærer tydelige præg af spedalskhed. 


 


Man ser tydeligt fraværet at et fungerende sundhedssystem. Sygdomme og skader, som ofte vil blive hurtigt behandlet i et vestligt sundhedssystem, får her lov til at udvikle sig til ofte groteske dimensioner. En ti-årig dreng med høj feber dukker op 14 dage efter at være væltet ind i et bål. Hans venstre arm er en ildelugtende klump af strittende knogler og sorte trævler. Vi overflytter ham til det kirurgiske hospital i Bhadrachalam, og 14 dage og en amputation senere kan han udskrives.


 


En kvinde, som vi behandler for tuberkulose udenfor lungerne, afslører efter hendes fjerde besøg i vores klinikker hendes egentlige klage: Tuberkulosen, som hun har haft i 10 år, før hun opsøgte Læger uden Grænsers klinik, har medført, at hendes skamlæber er voldsomt deformerede. På grund af dette er hun er barnløs, og manden har forladt hende for adskillige år siden. For hende er udsigterne til helbredelse ikke gode – og det understreger konsekvenserne af manglen på adgang til anden lægehjælp end de traditionelle healere, som ellers er alternativet.


 


De fleste af patienterne bliver behandlet her i skovbunden, medicin bliver udleveret, sår og bylder bliver givet simpel kirurgisk behandling, og information om sundhed og forebyggelse bliver givet, før patienterne til fods vender tilbage til deres ofte fjerne landsbyer.



Badminton og grill på tagtoppen
Tilbage i Bhadrachalam efter en lang arbejdsdag med konsultationer i et 40 grader varmt telt og 4-5 timers kørsel på hullede skovveje venter aftener og weekender i selskab med resten af teamet. Vi er et sammenrend af udsendte fra fem kontinenter med forskellige kulturer, religioner eller mangel på samme. Oftest mødes vi i almen udfladning foran fjernsynet med heftigt censurerede Hollywood-film som underholdning eller nyder den svalende brise på tagterrassen med en kølig øl, en falsk guitar og et par fisk på grillen.


 


Vores nyindrettede badmintonbane er blevet den svedige slagmark mellem vores lokale ansatte og vores internationale team – vores indonesiske logistiker og undertegnede er i daglig double-kamp for at holde vores respektive verdensmestertraditioner i hævd.


 


Og når dagen går på hæld, er der kun kampen mod de barbariske myg tilbage, før søvnen kommer snigende, og en ny dag i de indiske skove kan begynde.


 


Niels Munksgaard Søndergaard