08-01-2009Gaza_pm_250x178.jpg

Læger uden Grænser sender mobilt hospital til Gaza

Læger uden Grænser (MSF) sender et kirurgisk hold, bestående af en kirurg, en narkoselæge og en operationssygeplejerske, samt et mobilt hospital til Gaza. Formand for Læger uden Grænser i Danmark, speciallæge Søren Brix Christensen, appellerer til, at de humanitære organisationer sikres uhindret adgang til befolkningen i Gaza.

På forespørgsel af læger på Al Shifa hospitalet i Gaza By sender Læger uden Grænser et kirurgisk hold, bestående af en kirurg, en narkoselæge og en operationssygeplejerske. Derudover sender Læger uden Grænser et mobilt hospital, med operationsstue og intensivafsnit, for at øge hospitalets behandlingskapacitet. Læger uden Grænser håber, at opnå den nødvendige tilladelse til både operationsholdet såvel som nødvendige forsyninger får adgang til Gazastriben.


 


Under omstændighederne kan det midlertidige stop af bombardementerne betyde, at flere får mulighed for at få lægehjælp. Samtidig betyder det at nødhjælpsarbejdere kan bevæge sig ud og livsnødvendige forsyninger kan nå deres destination.


 


– Når det er sagt, er pausen i bombardementerne langt fra nok. Civilbefolkningen i Gaza er stadig truet de resterende 21 timer i døgnet. Befolkningen er fanget i området og vi kan, som nødhjælpsorganisation, ikke nå frem til de mennesker, der har brug for vores hjælp. Vi har brug for adgang til de sårede døgnets 24 timer, siger speciallæge Søren Brix Christensen, Læger uden Grænsers danske formand.


 


Læger uden Grænsers hold, bestående af tre udsendte medarbejdere og 70 palæstinensiske medarbejdere, har hjulpet de palæstinensiske sundhedsmyndigheder med at behandle sårede, siden konflikten begyndte. De har distribueret medicinske forsyninger og lægemidler til flere hospitaler, der var tæt på at løbe tør. Cirka 20 medarbejdere fra Læger uden Grænser behandler lokale indbyggere i deres hjem og foretager op mod 40 hjemmebesøg om dagen.


 


– 1,5 millioner Palæstinensere, hvoraf næsten halvdelen er børn, er under konstant beskydning og bombardement. Hvordan kan nogen forestille sig, at et sådant damptromleangreb vil skåne civile, som er stuvet sammen i den tæt befolkede enklave og ikke har mulighed for at flygte, siger Franck Joncret, chef for Læger uden Grænsers projekter i Gaza.


 


/ss