20-05-2008SAlow_41078.jpg

Læger uden Grænser hjælper voldsramte immigranter i Sydafrika

Læger uden Grænser giver nu akut lægehjælp til de sårede, som er ofre for den seneste vold i Johannesburg i Sydafrika. Læger uden Grænser hjælper de sårede ved politistationer, forsamlingshuse og andre steder, hvor de har samlet sig.

Volden, som primært er rettet mod folk med en anden nationalitet end sydafrikansk, brød først ud i Alexandra-kvarteret søndag d. 11. maj og har siden spredt sig til andre kvarterer.

 

Læger uden Grænser har sendt mobile lægehold til 13 steder, hvor der har været udbrudt vold og har i alt behandlet mere end 150 patienter. Desværre har det indtil videre ikke været muligt for MSF at nå frem til de områder, som er værst ramte af volden.

 

– Vi har behandlet skudsår, hovedlæsioner, sår efter slag, flænger, forbrændinger og andre voldsrelaterede skader, siger læge Eric Goemaere, som er Læger uden Grænsers medicinske koordinator i Sydafrika.

 

Volden har ført til, at folk måtte flygte, og de er nu ekstremt udsatte – specielt kvinder, børn og zimbabwere som ikke har flygtningestatus i Sydafrika. Læger uden Grænser vurderer, at der er mindst 7.000 fordrevne de steder, som organisationen har besøgt i Johannesburg. De personer er i risiko for at blive udsat for yderligere angreb.

 

 

– Folk har fortalt os, at de ikke føler sig sikre, hvor de er nu, og vores hold har set, at de er blevet intimideret og er udsat for forsøg på vold. Disse mennesker har brug for organiseret og tilstrækkelig beskyttelse og hjælp fra de sydafrikanske myndigheder og andre relevante internationale organisationer, siger Rachel Cohen, leder af Læger uden Grænsers projekter i Sydafrika.

 

/md