882_iran2.jpg

Læger uden Grænser hjælper jordskælvsofre i Iran

Læger uden Grænser sender yderligere personale og materiale til hjælp for ofrene efter jordskælvet i Iran. Blandt andet sender organisationen nyrespecialister for at bekæmpe en hyppig dødsårsag efter jordskælv.

Allerede den 26. december foretog et MSF-team bestående af to læger, en sygeplejerske, en administrator og en chauffør en hurtig evaluering i det jordskælvsramte område sammen med det iranske Røde Halvmåne. Teamet er nu på plads med førstehjælpsudstyr.

For at imødekomme de enorme behov efter jordskælvet i Iran sender Læger uden Grænser (MSF) ekstra personale til at støtte teamet som organisationen allerede har på plads i Bam. Ialt 11 ekstra internationale hjælpearbejdere fra MSF – både medicinsk og logistisk personale – ankommer til Bam i dag.

Blandt de 11 er der tre nyrespecialister. Nyresvigt er en hyppig dødsårsag blandt dem, der overlever de skader, de bliver udsat for under et jordskælv. Muskelvæv, der er læderet efter alvorlige indre skader, kan afgive store mængder af giftige stoffer til blodet og dermed forårsage nyresvigt. Ubehandlet kan dette være dødeligt.

Forsyninger
Ti tons forsyninger med medicin og andet nødhjælpsmateriale er på vej til Iran fra Frankrig. MSF sender også forsyninger fra Teheran, og kirurgisk materiale, 6000 pakker med hygiejneudstyr og 19.000 tæpper, er på vej fra Bagdad til Bam. I dag sender organisationen også 26.000 tæpper fra Dubai.

Sygehuse ødelagt
Læger uden Grænser vurderer at behovene blandt byens 110.000 indbyggere er betydelige. Byen er næsten fuldstændig ødelagt, ligeledes de to sygehuse. Mange døde bliver hentet ud fra ruinerne. De to sundhedsposter, som blev sat op efter jordskælvet, udnytter deres kapacitet til fulde. Men der mangler fortsat medicin, og de er uden vand og elektricitet.

Et feltsygehus er oprettet ved Bams lufthavn for at evakuere de tilskadekommende til byerne Kerman, Isfahan, Zahedan og Bandar Abbas.

250.000 mennesker
Det første hold fra Læger uden Grænser i Bam har begyndt at støtte de to sundhedsposter. Det er ventet, at de tre nyrespecialister vil begynde at arbejde på sygehuset i Kerman med det samme, de kommer til landet. Andre hold vil rejse rundt for at hjælpe ofrene i landsbyerne i distriktet, der har 250.000 indbyggere.

Det er foreløbigt ikke muligt at anslå antallet af ofre, men det kan være højere end 100.000. Ofrene for jordskælvet er afhængige af husly, tæpper og vand for at overleve i en region, hvor temperaturen kan falde til under frysepunktet om natten.

MSF har arbejdet med afghanske flygtninge i Iran siden 1995. Organisationen var også tilstede efter jordskælvet der ramte landet i 1990.

Foto (øverst): © AlertNet/Raheb Homavandi – Det første team fra Læger uden Grænser i Bam understøtter to overfyldte nødhospitaler.

/mgn