Læger uden Grænser flytter kontor

Læger uden Grænser i Danmark skifter kontoradresse den 24. september. Kontoret vil derfor være lukket for personlige og telefoniske henvendelser onsdag, torsdag og fredag, mens vi pakker og flytter. Mandag den 29. september er vi klar igen i de nye lokaler, som er Kristianiagade 8 stuen, 2100 København Ø.

Når Læger uden Grænser flytter kontor, skal flyttekasserne ikke slæbes ret langt. Kontoret og dets 21 ansatte flytter fra anden sal i Kristianiagade 8 på Østerbro i København til stuen og første sal i samme ejendom.


 


Pladsen på anden sal var blevet for trang, og eftersom de forrige lejere på de to underliggende etager havde sagt op, var der mulighed for at flytte og på den måde få omkring 55 procent mere plads.


 


– Der foregår mange aktiviteter på vores kontor. Ud over at være arbejdsplads for 21 medarbejdere, så er det også herfra, at vi sælger, pakker og forsender smykker, solbriller, kort, bøger og nøgleringe og lokalerne bliver også flittigt brugt til møder – for eksempel informationsmøder for folk, der er interesserede i at blive sendt ud. Så vi glæder os meget til at få mere plads, det er der virkelig behov for, siger Michael G. Nielsen, der er direktør for Læger uden Grænser i Danmark.


 


Flotte donationer


I forbindelse med flytningen har flere virksomheder og organisationer vist, at de støtter Læger uden Grænsers arbejde. Det drejer sig blandt andet om Fritz Hansen Møbler og Dansk Industri, der har doneret et stort antal kontormøbler, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, der blandt andet har skænket en komplet telefonomstilling og en kopimaskine samt Dansk Passage Sikring, som har doneret kontoret et adgangssystem.
 
– Det er meget store gaver, vi har modtaget, og vi er uhyre taknemmelige for den gestus, som virksomhederne har vist os. Når vi sparer på den slags investeringer, betyder det, at vi kan bruge endnu flere penge på de mennesker, som vi yder nødhjælp til. Det er noget, der ligger os og vores mange donorer meget på sinde, siger Michael G. Nielsen.


 


Den årlige leje pr. kvadratmeter er 1.250 kroner, hvilket er uændret i forhold til den tidligere lejeaftale.



/mdo