06-12-200739252_250.jpg

Kvindelige vidner: uhyrlige overgreb fra regeringssoldater

Den angolanske regering skal sætte en stopper for de systematiske overgreb mod congolesiske immigranter.



Regeringen i Angola bør stoppe de overgreb, som landets militær udsætter flygtninge fra DR Congo for.


 


Læger uden Grænser (MSF) fordømmer den systematiske og gennemgribende brug af voldtægt og vold, som militæret udsætter udviste congolesiske flygtninge for i Lunda Norte.
 
Hold fra MSF kom i oktober til West Kasai, en congolansk provins ved grænsen til Angola, og har ydet hjælp til ofre for seksuel vold.


 


Systematisk voldtægt


Holdene har derudover samlet 100 vidnesbyrd, som afslører at de angolanske soldater i stort omfang gør brug af kollektive voldtægter og fysik vold.




 


– Om natten er området omringet af soldater. De mænd, som er i stand til det, flygter, mens de, der ikke kan, bliver buret inde i beskidte fængsler. Kvinderne bliver systematisk massevoldtaget og i mange tilfælde med deres børn som vidner, fortæller Meinie Nicolai, som er operativ chef i MSF.


 


– Disse afskyelige handlinger bliver gentaget over flere dage, mens flygtningene bliver transporteret til grænsen. 


 


Mistænkes for tyveri af diamanter


Folk, der er blevet udvist af Angola, fortæller, at de hverken får mad eller drikke under deres tilbageholdelse og transport til den congolesiske grænse.


 


Langt hovedparten fortæller desuden, at de er blevet udsat for undersøgelser af deres skede, endetarm og afføring, fordi de mistænkes for at gemme diamanter, som Angola er rig af.


 


Der er flere beretninger om dødsfald som følge af udmattelse eller mishandling. Mænd bliver gennembanket, tvunget til at arbejde for militæret eller tilfældigt henrettet.


 


Mange krydser grænsen hver dag


Man skønner, at omkring 400.000 congolesiske flygtninge bor i det nordlige Angola.


Ifølge FN er 44.000 mennesker siden januar 2007 blevet deporteret til den congolesiske grænse.


 


– Det er meget svært at sige, hvor mange mennesker der hver dag krydser grænsen mellem Angola og DR Congo. Grænsen er over 2.000 km lang og der er utallige steder, hvor man kan komme over, siger Meinie Nicolai.


 


– På disse kvinders vegne har vi i MSF pligt til at fordømme de alvorlige overgreb. Allerede i 2004 gjorde MSF opmærksom på tilsvarende forbrydelser begået mod congolesiske flygtninge. Det er i dag desværre meget tydeligt, at intet har forandret sig på det punkt, siger Meinie Nicolai.


 


/mdo