Kronik: Livreddende medicin en menneskeret.
Kronik af læge Søren Brix Christensen og læge Torben Bruhn, Læger uden Grænser, bragt i Jyllands Posten den 7. maj.
Da Læger uden Grænser i 1999 fik tildelt Nobels Fredspris, valgte vi at anvende de godt 7 millioner kr., til at fokusere på oversete sygdomme i udviklingslandene og på den ulige adgang til livsvigtig medicin. Kampagnen "Adgang til Livsvigtig medicin" sætter fokus på fem store, oversete sygdomme: Sovesyge, tuberkulose, malaria, leishmaniasis samt HIV/AIDS, som tilsammen koster mere end 5,5 millioner mennesker livet hvert eneste år. Med kampagnen ønsker vi, at stimulere udvikling, forskning og fremstilling af medicin, som patienterne i udviklingslandene også har mulighed for at betale.
Vores patienter er ofte at finde blandt de mest udsatte befolkningsgrupper i verden: Sovesygepatienter i Congos og Angolas borgerkrige, tuberkulosepatienter i Kenyas flygtningelejre og i russiske fængsler, malariapatienter i verdens fattigste lande osv.
Som læger er det et problem når vi tvinges til at se på mens patienterne dør, fordi de ikke har adgang til den medicin, der kunne blive deres redning. Enten fordi medicinen er for dyr eller fordi den livreddende medicin ikke længere bliver produceret af de store medicinalfirmaer.
Der findes en række eksempler, der tydeliggør problemet. Den tuberkulosemedicin man i dag har til rådighed er forældet og 2. generationsmedicinen er meget dyr. Vaccinen er mere end 75 gammel. Udviklingen af ny malariamedicin er gået i stå, selvom resistens er et stigende problem. Til behandling af sovesyge er det bedste stof eflornitin, men produktionen er standset pga. manglende indtjening. Kun takket være en ny hudcreme mod uønsket ansigtsbehåring (med samme virksomme stof som i sovesygemedicin) er der garanti for midlertidig fremstilling af eflornitin. Konklusionen er den samme: Patienterne har ingen penge og der er ingen interesse i udvikling af ny, effektiv medicin. Det er en kendsgerning, at blandt de 1.223 nye præparater, der kom på markedet i perioden 1975-97 var der kun 11, der rettede sig mod tropiske sygdomme. Det er ligeledes en kendsgerning, at 88 procent af det samlede verdensmarked for medicin ligger i USA, Canada, Europa og Japan. Kun fem procent af markedet findes i Afrika. Denne skæve fordeling af ressourcerne betyder, at 90 procent af de samlede investeringer i forskning og udvikling retter sig mod sygdomme, der påvirker 10 procent af verdens befolkning.
Kan det være rimeligt, at mennesker i udviklingslandene er afskåret fra den behandling som er tilgængelig for mennesker i Vesten? Vores svar er et klart nej. Som læger har vi givet det løfte at "overfor syge, at bevare menneskeliv og at stille de ressourcer til rådighed, som videnskaben kan tilbyde". Denne pligt er hævet over diskussion og er indskrevet i de etiske retningslinier for læger.
Vi har i Danmark rejst debatten om adgang til livsvigtig medicin i forbindelse med AIDS-dagen i december sidste år og har stillet spørgsmål til Danidas forebyggelses-orienterede AIDS strategi, da den blev præsenteret i januar. Debatten fik fornyet aktualitet, da det blev kendt at de danske medicinalfirmaer Novo og Lundbeck var involveret i en retssag om en ny medicinlov i Sydafrika. Sagen, der blev påbegyndt den 7. marts og som forventes genoptaget den 18. april, er beskrevet i Jyllands Postens erhvervssektion den 28. marts og er nu afsluttet med, at medicinalfirmaerne har trukket sig ud af retssagen.
Novo og Lundbeck havde sammen med 37 andre medicinalfirmaer anklaget Sydafrikas regering for at bryde patentloven. Retssagen blev anlagt i 1998 og har siden blokeret Sydafrikas mulighed for at skaffe billigere medicin til behandling af blandt andre landets 4,7 millioner HIV-smittede. I dag er omkring 10.000 i HIV-kombinationsbehandling i Sydafrika.
Medicinloven skal sikre billigere medicin blandt andet ved at tillade parallelimport af kopimedicin. Lovens paragraf 15 give den sydafrikanske sundhedsminister en række nye beføjelser: 1. Præparater, der ikke er testet i Sydafrika kan godkendes og parallel importeres fra de lande, hvor de er godkendte. 2. Loven tillader salg af det billigste præparat med samme indholdsstof (generisk substitution), ganske som det kendes fra Danmark. 3. Ministeren kan regulere selskabernes markedsføring således at fastsættelsen af priser bliver mere gennemskuelig. Endelig vil man oprette en priskomitte, der skal regulere firmaernes pris på medicin. Læger uden Grænser har støttet den Sydafrikanske regerings forsøg på at skaffe et bæredygtigt, stabilt system, der skal sikre billigere medicin til landets befolkning. Vi erkender, at billig medicin ikke løser udviklingslandenes enorme sundhedsproblemer, men hævder, at billig medicin er et af de centrale elementer i håndteringen af sygdomme, der alene for AIDS i det sydlige Afrika skønsmæssigt vil påvirke 140 millioner mennesker.
Vi er ikke interesseret i en ensidig fokusering på medicin og erkender, at forebyggelse er den langsigtede løsning, men i den mellemliggende periode må alle midler tages i anvendelse også selvom løsningerne ikke bliver så strømlinede som vi er vant til i Vesten.
Læger uden Grænser er her på linie med WHOs Generaldirektør Gro Harlem Bruntland, som i februar udtalte: "Det faktum, at mindre end hver tiende af verdens 36 millioner HIV smittede kan betale for AIDS medicinen er hårrejsende. Men slaget er ikke tabt. Faktisk er vi allerede begyndt at nedbryde de forhindringer, som ligger mellem patienterne og deres behandling.Erfaringer har vist at kombinationsterapi kan administreres effektivt i Afrika selv uden den indviklede monitorering, som i dag er rutine i industrialiserede lande. Men der er bekymring for, at manglende monitorering vil forårsage resistens, som hurtigt vil gøre AIDS medicinen virkningsløs. Vi er i stand til at håndtere dette problem. Vi vil finde minimum standarder, der vil give sikker brug af kvalitetsmedicin, der kan betales af udviklingslandene".
Infrastrukturen i udviklingslandene er ikke alle steder som vi kender det fra Vesten, men dette skal ikke hindre os i at gå nye veje. Brasilien er gået enegang og har i dag 90.000 patienter i behandling med antiretroviral (ARV) medicin. ARV-behandlingen modvirker udviklingen af AIDS og virker derfor både livsforlængende og livskvalitetsforbedrende. Da Brasilien påbegyndte sin ARV satsning stod landet også med en mangelfuldt udbygget primærsektor, men denne er blevet udbygget som følge af det nationale HIV/AIDS program. Brasilien baserer sit HIV/AIDS program på billig kopimedicin, men er den 1. februar 2001 blevet indklaget for verdenshandelsorganisationen for brud på patentreglerne.
Den såkaldte TRIPs aftale, der beskytter patenter, kommer ikke patienterne til gode. TRIPs er udformet i 1980erne af den daværende frihandelsorganisation GATT med det formål at beskytte industriens interesser. Hensynet til folkesundheden er ikke skrevet ind i aftalen, som derfor må omdefineres. En katastrofeklausul i aftalen er aldrig taget i anvendelse blandt andet fordi brug af klausulen vil føre til handelsrestriktioner.
Retssagen i Sydafrika, anklagerne mod Brasilien og en forestående retssag mod Thailand er eksempler på hvordan industrien tilsidesætter patienternes behov for og krav på behandling for at beskytte egne interesser. Vi er ikke en hjælpeorganisation, sagde Novos direktør til firmaets generalforsamling i marts. Det er Læger uden Grænser. Det er os, der står med patienterne og må sende dem hjem med en HIV diagnose og med besked om at spare sammen til en begravelse som det bedste råd vi kan give dem. Industrien hævder at patenterne må beskyttes. Det er deres incitamentet til udvikle ny medicin, fordi udvikling og afprøvning er en bekostelig sag med store risici. Men der bliver ikke forsket i tropesygdommene! Det skal samtidig pointeres, at en del af medicinen til ARV-behandlingen er udviklet med delvis finansiering fra offentlige institutioner i bl.a. USA.
Medicinalfirmaerne frygter, at frigivelse af patenter og fremstilling af kopimedicin i udviklingslandene vil være en glidebane, der underminerer hele branchen. Frygten deles dog ikke af alle i branchen. Blandt andre medicinalgiganten Pfizer har stået uden for denne retssag. En eventuel frygt for reeksport af kopimedicin kan hindres ved handelsaftaler og må ikke være en hindring for behandling af fattige mennesker. I øvrigt har både Novo og Lundbeck haft kopiproduktion som grundlag for deres virksomhed.
Livsvigtig medicin er en vigtig komponent for at vinde kampen mod HIV/AIDS, malaria, tuberkulose og andre smitsomme sygdomme, der konstant truer udviklingslandene. Men det er ikke den eneste komponent. Politisk vilje er hjørnestenen i alle forsøg på at bekæmpe sygdomme og må udfyldes gennem EU, udviklingslandene, donorlandene, internationale organisationer og det civile samfund. Læger uden Grænser har forpligtet sig selv til at kæmpe for lige adgang til livsvigtig medicin og beder løbende om politisk og økonomisk støtte til at nå dette mål.
Vi bifalder de prissænkninger, der allerede har fundet sted men fastholder, at det skal være varige løsninger ikke blot midlertidige donationer. TRIPs aftalen skal omskrives, således at livsvigtig medicin får en særstatus og at aftalen tilgodeser sundhedsproblemerne i udviklingslandene. Læger uden Grænser anbefaler differentieret prisdannelse, allokering af midler til udvikling indenfor medicin til de kommercielt uinteressante men dødelige sygdomme i udviklingslandene.
Vi har brug for hinanden. Vi står med patienterne, industrien har viden og produktionsudstyr. Kun gennem dialog og samarbejde bliver vi i stand til at finde løsninger til de sundhedsproblemer, der påvirker størstedelen af jordens befolkning.
Læger uden Grænser er en privat, medicinsk nødhjælpsorganisation med projekter i omkring 90 lande, herunder AIDS-relaterede projekter i 27 lande. Læger uden Grænser udsender årligt 3.000 frivillige og ulønnede læger, sygeplejersker og logistikere til det internationale hjælpearbejde.