1518_LouiseBandaAceh.JPG

Krisehjælp på Sumatra

Psykolog Louise Svendsen tog fra Danmark til Banda Aceh på Sumatra i Indonesien for tre uger siden. I dette rejsebrev fortæller hun om arbejdet med katastrofeofrene efter flodbølgen.

Kære Alle

Selv om vi officielt er midt i regntiden, har det kun regnet nogle få dage, efter jeg ankom til Indonesien. Man kan ikke en gang sige dage, men timer. Til gengæld står regnen ned i lårtykke stråler i disse få timer, og alt og alle bliver gennemblødte på ingen tid.

Vi tager dagligt ud sammen med den medicinske mobile klinik. Vi opholder os altid i eller på grænsen af de ødelagte områder, der hvor folk kommer for at rydde op i resterne af deres huse og butikker, og hvor body-searcherne udfører deres arbejde. Nogle dage sidder vi på fortrappen til en moske, andre dage breder vi en presenning ud over sandet. Vi placerer os altid på et mønsterrigt tæppe- en tikar – da det hér er den gængse måde at sidde flere sammen.

Vi inviterer alle til at komme og sidde på vores tikar, hvor de kan få kaffe, the eller vand samt en kiks eller småkage. Desuden har vi papir, farver og modellervoks, man kan bruge til enten at udtrykke sig gennem eller blot sidde og lege med. Vi henvender os til såvel voksne som børn, men vi har foreløbig ikke set mange børn.

Befolkningen er generelt meget åbne og talelystne. Derfor er det let at få gang i snakken, og vi koncentrerer os først og fremmest om at give dem information om tsunamien som fænomen og de almindelige symptomer, der ofte følger efter en så livstruende og usædvanlig hændelse.

Der er mange rygter og fortsat megen frygt for en ny tsunami. Og der er forsat mange efter-skælv. Forleden aften var der pludselig megen leben i gaden, simpelthen fordi folk på grund af frygten for en ny tsunami flygtede ud i deres biler og skabte det største trafikkaos længe set i Banda Aceh. Selv har jeg også et par gange oplevet, at min seng pludseligt gyngede så mærkeligt, og så er det ellers med at komme ud under åben himmel, hvis rystelsen virker kraftig.

Søvnproblemer og smerter

Vores klienter har mange forskellige problemer, og de fleste af dem har mistet både ejendele og familiemedlemmer. Rigtig mange lider at søvnproblemer og koncentrationsvanskeligheder, og de har spændinger og andre smerter i kroppen. Nogle har fået angst for vand og frygter en ny tsunami, og de undgår stranden.

I Aceh er ord som depressioner og traumer ikke rigtig en del af sproget. Så har man noget i retning af psykiske vanskeligheder, må det være, fordi man er roterende skør. Så det, med at man er psykolog, er ikke lige den rette åbning på samtalen. Dog er der mange, der, når først vi har talt om de mest gængse fysiske klager, kommer til de mere psykisk og stress relaterede symptomer. Som, vi så kan forsikre dem om, er helt normale i denne usædvanlige situation. Og vi kan fortælle dem om tidsperspektivet og den almindelige udvikling i sådanne situationer og give dem nogle øvelser, der kan lette nogle af deres symptomer. Desuden er en stor del af arbejdet at lytte – for hvad er der lige man siger til én, der har mistet ALT?!

Vi tilbyder også individuel rådgivning under mere private former. Det består i, at vi sætter os et stykke fra de andre på nogle små klapstole, og så er klinikken åben. Vi arbejder overvejende ud fra en korttidsterapeutisk ramme, idet vi ikke ved, om og hvornår vi eventuelt ser folk igen. Vi er meget løsningsfokuserede, så folk får nogle konkrete værktøjer i løbet af samtalen, de kan bruge lige her og nu og også give videre til familie og venner. Det betyder ikke, at vi kender alle de rigtige værktøjer. Men ved at udforske deres fortid, kan man ofte finde frem til handlinger, der støtter den enkelte. Det er vigtigt, at vi i vores arbejde konstant er fokuserede på at yde hjælp til selvhjælp.

Kampen for at komme videre

Generelt er folk meget ressourcestærke. De slår sig ikke bare til tåls med at leve i lejre, men flytter hurtigst muligt ud til familie og venner – også selv om det betyder, at de så ikke længere kan få nødhjælp som tøj og mad. Dagen lang ser vi i vores klinik mennesker, der kæmper for at komme videre med deres liv. Man skal heller ikke være blind for, at dem, vi ser, er overleverne. Det er også en af grundene til, at vi ser flere mænd end kvinder – og næsten ingen børn.

Et afgørende element for acehnesernes evne til at lade fortiden hvile og se fremad er deres religion. Så godt som alle i Aceh er muslimer, og tsunamien tolkes derfor som Allahs vilje. De mange døde ses som resultatet af en forudbestemt skæbne, og man ser det som en dyd at lade det skete hvile og komme videre. Dog har man også ritualer forbundet med tsunamikatastrofen, idet man mindes de døde henholdsvis på den syvende dag, den fyrretyvende dag, på dag nummer 100 og så igen på årsdagen.

Et hus som centrum for krisehjælpen

Vi har planer om i højere grad at komme ud i lejrene og de forskellige bydele og få lavet en mere målrettet indsats for flere end blot de, der selv finder hen til os. For at gøre dette arbejde effektivt arbejder vi på at anskaffe os en lille minibus. Et andet element i det udgående tilbud vil også være at orientere om og henvise til vores andet nye tiltage – House of listening.

Vi er netop ved at underskrive en kontrakt på et hus, hvor vi vil tilbyde det samme, som vi gør med den mobile klink – plus meget mere. Huset kan rumme flere mennesker og større grupper, vi kan lave mere organiserede tilbud og psykosociale aktiviteter. Og så er det mere venligt og indbydende for børn og voksne med en stor grøn park, køkken o.s.v. Jeg glæder mig rigtig meget til at indrette og starte dette hus op. Jeg forestiller mig, at vi kan lave tilbud som motionsgrupper, madlavning for kvinderne og tegning for ungerne.

200 nødhjælpsorganisationer tilstede

Og så er der alt det praktiske. For selvfølgelig har vi også her ved verdens ende et journalsystem, hvor vi laver statistik over vores arbejde. Og ikke mindst skal jeg sørge for at bestille varer til min klinik. Det tager generelt flere uger for selv det mindste, vi bestiller til vores arbejde. Enkelte ting købes lokalt, mens resten kommer fra Medan eller Jakarta.

Læger uden Grænser (MSF) er repræsenteret med flere afdelinger her i Aceh, hvor både MSF Frankrig, MSF Holland og MSF Belgien, som jeg er udsendt med, arbejder. Her er over 200 nødhjælpsorganisationer. Fra nationale indsatser som det mobile danske nødhjælpshospital til diverse FN organer, og fra private NGO´er som MSF, Røde Kors, Care og Redbarnet til de mere specielle som for eksempel Scientology. Og så alle dem, jeg aldrig i mit liv har hørt om før.

For MSF har vi været over 120 personer, da der var flest, men er nu ved at fase ud. Vi har haft vores egen administration i Banda Aceh med en stor koordinationsgrupppe samt et kæmpe korps af logistikere til at servicere os, såvel som de øvrige tre byer på Sumatra, vi arbejder i. Alt dette er gradvist ved at blive skåret væk, den praktiske koordineringer mv. bliver rykket tilbage til Jakarta. Pt. er vi 31 i Banda Aceh, hvoraf cirka halvdelen er internationale expats og resten personale fra Indonesien. Hertil kommer så de lokalt ansatte vagter, rengøringsfolk, chauffører, tolke o.s.v.

Foruden Banda Aceh (hovedbyen i Aceh provinsen) arbejder vi i byerne Lamno, Meulaboh og Sigli.

MSF satser på at fortsætte hjælpen

Mange organisationer satser på kun at være her nogle måneder i forlængelse af krisen. Og den indonesiske regering har også tydeligt meldt ud, at de forventer, at de forskellige organisationer trækker sig ud igen efter cirka tre måneder. MSF er dog mere ambitiøse, idet vi allerede inden tsunamien ramte området havde en aftale om at rykke ind i landet og yde bistand til nødlidende. Nu arbejder vi så på, at denne aftale ikke er helt glemt, når den værste krise har lagt sig. Vi satser på at blive her og fortsat yde psykologisk hjælp. Og der er brug for det. Ikke kun for at forebygge traumer efter tsunamien, men også fordi der i Aceh-provinsen har været borgerkrig de seneste 30 år mellem det indonesiske militær den acehnesiske frihedsbevægelse.

Kærlig hilsen

Louise