Krigens tavse ofre

Krigens tavse ofre

Læge Cheme Andersen har været udsendt 8 måneder til Afghanistans Helmand-provins. Her har han mødt en virkelighed, han ikke kendte til fra mediernes fokus på soldater og selvmordsbombere. En virkelighed, der inkluderer almindelige kvinder og børn i et ualmindeligt land.

De første halvanden måned var Cheme Andersen ansvarlig læge for intern medicinsk afdeling på Boost Hospital i Lashkargah. Derefter i fire en halv måned ansvarlig læge for akutafdelingen og ambulatoriet, efterfulgt af to måneder som akutlæge på det kirurgiske hospital i landets nordlige Kunduz-region.

 

Boost Hospital i byen Lashkargah er det største offentlige hospital i Helmand-provinsen. Der er 150 sengepladser. Vi har en skadestue, ambulant kirurgisk og medicinsk behandling, intern medicinsk sengeafdeling, isolation, kirurgisk afdeling, fødeafdeling, børneafdeling, brandsårsafdeling, svangerskabskontrol m.m.

Disse afdelinger fungerer langt fra som i Danmark, og det er en af grundene til, at vi er her. Da Læger uden Grænser begyndte arbejdet i Helmand i 2009, var hospitalet stort set forladt. Der var kun patienter i hver trejde seng. I dag er der stor aktivitet, og folk kommer langvejs fra for at få behandling her.
 

At se børn dø

En treårig dreng blev bragt ind på skadestuen i dag. Han var livløs. Vi forsøgte genoplivning i 20 minutter, mens faren stod og kiggede på. Uden held. Samtidig kom en anden far med sit nyfødte barn. Barnet var helt blegt og livløst. Jeg forsøgte at stimulere barnet, men der var ingen tegn på liv. Det havde været uden ilt til hjernen og hjertet i over en time, og der var intet at gøre.

"Efter et par minutter begyndte han at hoste og græde. Huden blev langsomt rød. Fantastisk!"

 

Om formiddagen blev et etårigt barn bragt ind på skadestuen. Ingen puls og i svær chok på grund af en infektion. Samtidig med at vi behandlede barnet, kom en far ind med sin treårige søn, der var i kramper og bevidstløs. To kritisk syge børn lå nu på samme briks, mens læger og sygeplejersker behandlede dem.

 

15 minutter senere kom en 10-årig dreng ind med et stort, åbent sår i maven. Vi fik en sygeplejerske til at tage ham ind i et andet lokale og måle blodtryk, puls og respirationsfrekvens. Hvis dette var ok, måtte han vente. Barnet med kramper vågnede op efter at have fået muskelafslappende medicin, og vi satte ham op til faren.

 

Fem minutter efter kom en bedstemor med et helt blåt og livløst barn, der kun var en dag gammel. Igen to kritiske patienter på samme briks. Barnet i chok med infektion fik væske, ilt og antibiotika, og vi fik en sygeplejerske til kun at holde øje med dette barn, mens vi gav kunstige åndedræt med en ballon til det nyfødte barn og udførte hjertemassage. Efter et par minutter begyndte han at hoste og græde. Huden blev langsomt rød. Fantastisk!

 

Vi overførte alle fire børn til børneafdelingen. Jeg kiggede til barnet med infektion en time senere. Han havde nu en mærkbar puls, fin hudfarve og trak vejret godt. To timer senere havde han lavt blodtryk, og da jeg forlod sygehuset, var hans tilstand særdeles kritisk. Tvivler på, han overlever natten. Det nyfødte barn havde det godt.


Krigens ofre

Nyhedsdækningen af Afghanistan er fokuseret på krigen og de direkte ofre for krigen. Nogle af de ofre, man ikke hører meget om, er børnene. På Boost Hospital oplevede vi hver dag dødsfald på børneafdelingen. På skadestuen stod jeg hver dag med kritisk syge børn i hænderne og måtte stort set dagligt genoplive børn. Vi havde børn med mæslinger, stivkrampe, underernæring, luftvejsinfektioner og diarré-sygdomme inklusiv kolera.

 

Jeg kommer aldrig til at glemme Helmand, og jeg svor at kæmpe for at forbedre børns adgang til gratis lægehjælp. Jeg kommer heller aldrig til at glemme alle de børn, kvinder og mænd, vi kunne hjælpe på Boost Hospital. Det takket være mine afghanske kolleger, alle der arbejder for Læger uden Grænser og ikke mindst de mennesker, der støtter arbejdet i Danmark og resten af verden. Tak.
 

Cheme