Krig mod terrorisme – og humanitarisme

Respekten for international humanitær lov er på retur. I kølvandet på bombningen af World Trade Center har der udviklet sig et klima, hvor det er så godt som straffrit at krænke denne lovgivning, så længe det sker som en del af “krigen mod terror”. Det øger civilbefolkningens sårbarhed, og sætter det humanitære arbejdes uafhængighed på spil.

Af Morten Rostrup, international rådsformand for Læger uden Grænser

Efter massakrerne i New York og Washington den 11. september sidste år, annoncerede man hurtigt en global “krig mod terrorisme”. I løbet af nogle få uger lykkedes det den amerikanske regering at skabe en verdensomspændende alliance til bekæmpelse af terrorisme. Denne “nye krig” blev hovedfokus i tiden efter. Konsekvenserne af krigen gik imidlertid langt ud over at vælte Taleban-styret og nedkæmpe al-Qaeda terrorister.

En helt åbenbar konsekvens af USA´s angreb på “terrorister” har været at give et effektivt grønt lys til andre regeringer og regimer, som var beskæftiget med deres egne hjemlige “antiterror”-aktioner – især hvor disse aktioner stod i forbindelse med muslimske minoriteter.

Har “anti-terrorister” frit spil?

Den politiske logik i “krigen mod terror” synes at indebære, at fordi “terroristerne” ikke pr. definition respekterer internationale konventioner, så kan antiterror-operationer få frit spil. Der er opstået en kultur af næsten total straffrihed, hvor overtrædelser af humanitær folkeret ikke påtales af de vestlige regeringer og medier, så længe de udføres af “allierede”.

Vi bemærkede med stor forfærdelse manglen på respekt for humanitær folkeret, da det israelske militær forhindrede al form for både humanitær hjælp og evakuering af sårede under deres kampagne i Jenin-flygtningelejren tidligere på året. Når “allierede” i “krig mod terrorisme” undlader at overholde humanitær folkeret og der intet indvendes her i mod, hvilke lektioner lærer man så “terroristerne” og regimer, der er involveret i borgerkrige?

Humanitær folkeret blev skabt for at beskytte og hjælpe ikke-krigsførende i krigs- og krisetider. Men selvom denne folkeret bliver påberåbt fra alle sider, er respekten for dens basale bestemmelser truet – nu mere end nogensinde før.

Humanitær folkeret gælder ikke for sejrherren

Læger uden Grænser har i det forløbne år været vidne til og rapporteret om krigsofre og flygtninge i Manu River-regionen i Vestafrika, i Western Upper Nile-provinsen i Sudan, og i Angola. I mange sammenhænge over hele verden fortsætter konflikterne med at rette sig mod civilbefolkningen. Resultaterne er tvangsforflytninger, massakrer, massive udnyttelser og håbløshed.

I Angola, for eksempel, udførte både regering og UNITA blodige grusomheder mod civilbefolkningen, og krænkede bevidst den humanitære folkeret. Alligevel gjorde det internationale samfund intet for at imødegå disse krænkelser. I stedet for at den angolanske regering er genstand for undersøgelser af deres egne rapporterede krigsforbrydelser, vil denne regering få sæde i Forenede Nationers Sikkerhedsråd næste år. Det klare budskab er her, at brud på humanitær folkeret helt tydeligt ikke gælder for de sejrende.

Mulige krigsforbrydelser i Afghanistan – med vestlig hjælp

Hændelser som USA´s bombning af Røde Kors-lagrene i Kabul, nedkastning af klyngebomber i tæt befolkede områder (som efterlod en mængde ueksploderede småbomber, der vilkårligt sårer civile) og uacceptable skader under bombningen af Tora Bora – skjult under ordet “følgeskadevirkninger” – er brud på humanitær folkeret, som der må gøres modstand mod, uanset hvilken sag man forfølger med disse handlinger.

Vi føler også, at det er berettiget med en uafhængig undersøgelse af mulige krigsforbrydelser i Afghanistan begået af den nordlige alliances styrker, der blev støttet af den vestlige koalition – både i Mazar-i-Sharif, hvor et fængselsoprør blev nedkæmpet af luftangreb, som dræbte flere hundrede krigsfanger, og i Kunduz, hvor hundredvis af kæmpende blev massakrerede sidste efterår efter at have overgivet sig.

Mangel på handling her vil yderligere underminere respekten for humanitær folkeret og gøre beskyttelsen af ikke-krigsførende meget vanskeligere.

Militært og humanitært arbejde kan ikke blandes

Svækkelsen af humanitær folkeret øger ikke kun civilbefolkningens sårbarhed. Det humanitære arbejdes uafhængighed er også på spil. I kølvandet på søsætningen af “krigen mod terrorisme” har der været en stigende tendens til at underordne humanitært arbejde politiske dagsordener og militærstrategier. Humanitære aktioner ses mere og mere som en nødvendig del af en overordnet strategi.

Lige fra begyndelsen har Bush-regeringen påberåbt sig, at antiterrorkampagnen “bliver udkæmpet hjemme og i udlandet ved hjælp af talrige operationer, der omfatter diplomatiske, militære, finansielle, undersøgende, indenrigssikkerheds- og humanitære aktioner”. Den britiske premierminister Tony Blair er gået endnu længere ved at tale om en “militær-humanitær koalition”.

Vi modsætter os stærkt dette. En blanding af militær og “såkaldt” humanitær indgriben kan i sidste ende bringe den effektive hjælp til civilbefolkningen i fare. Hvis disse to sammenblandes, hvem vil da kunne skelne mellem dem? Hvordan kan civile stole på at humanitær hjælp er uafhængig? Vore teams i Afghanistan har gang på gang observeret militærpersoner fra den internationale koalitionsstyrke i civile klæder med skjulte våben, kørende i civile biler. Vi har også mødt andre bevæbnede specialstyrker i civile klæder, som hævdede, at de var på en “humanitær mission”.

Neutralitet er en forudsætning for hjælpearbejde

Såfremt hære i krig er involveret i udøvelse af humanitær hjælp, kan det fra deres modstanderes side blive betragtet som en krigshandling. Civilbefolkningen vil i sidste ende komme til at lide, hvis humanitært arbejde opfattes som støtte til en bestemt side i en konflikt, og hjælp og hjælpearbejdere kan let blive et mål.

Humanitær hjælp står for en hensyntagen til menneskelighed og værdighed i tider med voldshandlinger. Dette hviler på en respekt for hjælpeorganisationernes upartiskhed og for deres uafhængighed af forfølgelsen af militære mål. Dette er en forudsætning for at kunne yde hjælp udelukkende baseret på nød. Det politiserede og militariserede “humanitære” begreb, som nu i stigende grad dukker op, er ikke hvad der blev beskrevet i Geneve-konventionerne, hvor det kræves at humanitært arbejde er neutralt, uafhængigt og upartisk.

Penge og plads i medierne – kun for terrorister?

Vi har også med stor bekymring observeret en tilbagegang i medieplads og bevågenhed overfor historier fra udlandet, som ikke har en direkte forbindelse til krigen mod terror.

Selv før september 2001 kæmpede vi ganske vist med at overbevise medierne om vigtigheden af at dække stof udenfor deres landes direkte geo-politiske indflydelsesområde. International opmærksomhed overfor humanitære hændelser var altid notorisk ustadig og spredt. Men i det mindste havde vi til tider succes, og verden blev opmærksom på folks lidelser i steder som Afrika. Nu er denne opmærksomhed næsten ikke til stede mere, helt sikkert ikke i de engelsksprogede medier, medmindre der kan skabes en forbindelse til krigen mod terror.

Til trods for, at vi for eksempel i Angola i foråret 2002 så den værste dødelighed og de højeste underernæringstal i årevis, var det uhyre vanskeligt at opnå mediedækning af denne situation. Det samme gælder dækningen af de menneskelige omkostninger ved den fortsatte konflikt i Den demokratiske Republik Congo eller Burundi. Det er tydeligt, at ressourcer og fokus lægges andre steder.

I stærk kontrast til Vestens groft utilstrækkelige niveau af politisk og finansiel forpligtelse overfor det globale afsavn, var det sigende, at efter den 11. september lod det sig udemærket gøre indenfor et par uger at mobilisere en verdensomspændende politisk koalition og milliarder af dollars til nedkæmpelse af al-Qaeda og Taliban, fordi de blev betragtet som en fælles trussel. Mangel på finansielle ressourcer kom ikke på tale, der var kun spørgsmålet om politisk vilje.