16-08-2011Christine-Andersen-Agok-01.jpg

Kontrasternes land

Christine Andersen sender sit andet rejsebrev fra Sydsudan – verdens nyeste land. Hun er igen tilbage i byen Agok, hvor hun arbejde som læge på hospitalet. Læs om hendes oplevelser i kontrasternes land.

Sydsudan. Verdens yngste nation. Et kontrastfyldt sted. Fascinerende. Et land, hvor der ikke er langt fra liv til død. Fra sorg til glæde. Fra gråd til latter. Et land hvor jeg gang på gang må tage mig selv i at blive overrasket over sydsudaneserne. Deres fabelagtige evne til at acceptere vilkår, der forekommer fuldstændig urimelige. Håndtere død og ødelæggelse. Og være i stand til at lade livet gå videre og bevare optimismen. Imponerende, tankevækkende og inspirerende.

 

Sidst I hørte fra mig var i en meget urolig tid tilbage i maj efter mit projekt i Abyei var evakueret på grund af uroligheder, og jeg selv tog mig et tiltrængt hvil i Juba. Meget er sket siden. Når jeg ind i mellem kigger i en kalender, er det ikke til at forstå, at det ikke er længere tid siden.

 

Jeg er nu tilbage i felten, nærmere betegnet Agok, hvor vi driver et hospital og mobilklinikker i et område, hvor der ellers er meget sparsom adgang til kvalificeret lægehjælp. Derudover er området for tiden ekstra belastet af, at folk fra Abyei og omegn er fordrevet sydpå og har slået sig ned her. Enten hos familie eller bekendte, alternativt under et træ eller de bygger sig et nyt primitivt hus med de materialer, der nu er til rådighed.

Min hverdag foregår på vores hospital, hvor jeg sammen med en herlig flok på fem kenyanske kliniske medarbejdere og en kenyansk kirurg er ansvarlig for det daglige lægearbejde. Det er ikke overraskende en verden langt fra den, jeg er vant til fra danske hospitaler. En ting er de fysiske rammer og diagnostiske muligheder, der er yderst begrænsede. En anden ting er de patienter, der dagligt indlægges hos os.

 

Generelt set er folk bare mere syge her. Nok en kombination af at man venter lidt for længe med at gå til lægen. Ofte prøver man en traditionel healer/medicinmand først. Man har også ofte længere vej til hospitalet. Og så bliver man bare hurtigere kritisk syg, hvis man i forvejen er et lille underernæret barn med få ressourcer og et svækket immunforsvar.

 

Når jeg sidder her og forsøger at samle tankerne, er det helt utroligt alle de skæbner, jeg har mødt, mens jeg har været her. Det er hårdt ind i mellem. Jeg er ikke fra danske hospitaler vant til, at børn dør. Heldigvis da. Og jeg er ikke vant til at mødre kan finde på at forlange sig udskrevet med deres alvorlige syge børn for at tage dem med hjem og dø. Jeg er heller ikke vant til, at et treårigt barn bliver indlagt bevidstløst på grund af lavt blodsukker, fordi familien ikke har haft mad de seneste tre dage. Her er det jo fantastisk, at se hvordan en lille fyr går fra at være livløs til efter en halv time med sukkerdrop at sidde op i hospitalssengen og spise kiks og grine. Men tragisk at det overhovedet forekommer.

 

Man vænner sig til mange ting og opbygger nok lidt et skjold, når man arbejder et sted som her. En nødvendighed for ikke at blive helt tosset. Men selvfølgelig er der nogle ting, der sniger sig ind under huden.

 

Som for eksempel en lille seksårig pige, der kom som eneste ledsager til en meget syg mor. Faren var død for år tilbage. Moren døde efter et par dages indlæggelse i koma, vi kunne intet gøre. Herefter var pigen vores lille “hospitals-barn” gennem en uges tid. Sygeplejerskerne og de andre patienter tog sig af hende, så det var rørende at se. Vi gav hende mad. Hun sov på hospitalet og hjalp mig på stuegang i vores ernæringscenter med at blæse sæbebobler for de indlagte børn. Endelig blev en storebror og en onkel til hende opsporet, og pigen kunne tage af sted med familien. En lykkelig afslutning, men jeg tror, at vi alle sammen havde en lille klump i halsen, da vi måtte vinke farvel til hende.

 

Alt i alt er der mange historier som disse. Det er mange ekstreme oplevelser. Og der er for mig ikke langt fra sorg og magtesløshed i de situationer, hvor vi intet kan gøre til glæde i de situationer, hvor vi kan gøre noget for nogen. En meget intens oplevelse. Og lærerig. Ikke alene rent medicinsk, men bestemt også rent menneskeligt, hvor jeg håber, jeg kan kopiere noget af den positivitet og det overlevelsesinstinkt, jeg oplever hos de mennesker, jeg møder her. Det er imponerende, og noget jeg aldrig vil glemme.

 

/Christine