2203_low_22408.jpg

Kampen mod tuberkulose i Angola

Sygeplejerske Anne Mette Klingenberg Nielsen er i sidste måned vendt hjem fra Angola, hvor hun i ni måneder har arbejdet på et hospital for Læger uden Grænser. I anledning af at det i morgen er international tuberkulosedag skriver hun om sine oplevelser.

“Tuberkulose er de fattiges sygdom. Dårlig ernæringstilstand og generelle dårlige livsvilkår er grobund for tuberkulosen. Derfor er den langt fra bevidst hos de fleste af os i den vestlige verden. Vi ser den ikke. Vi mærker den ikke. I morgen den 24. marts er det international tuberkulose dag, og en anledning til at være bevidst.

I Angola, som i mange andre udviklingslande, er befolkningen yderst bevidst om tuberkulose. Hvert fjerde barn i Angola bliver ikke fem år. Det er der mange årsager til. En af dem er tuberkulose.

Når man som jeg har arbejdet med tuberkulose patienter gennem længere tid ser man både gode og dårlige skæbner. Tuberkulose er en skræmmende sygdom. En sygdom som slår ihjel, men samtidig en sygdom som kan helbredes, hvis midlerne er der. Midlerne er medicin. God medicin.

Kvinde døde
Oplevelserne gennem ni måneder med Læger uden Grænser i Angola er mange. Noget er det som har brændt sig bedst fast er tuberkulose patienterne.

En kvinde på 30 år døde en mandag aften efter kun få dages indlæggelse. Hun var kommet alt for sent. Hun efterlod sig fem børn mellem ni måneder og otte år. Tirsdag morgen, da jeg kom ind til dem, stod de rundt om sengen, hvor moderen havde ligget. De græd og græd og græd. Jeg blev handlingslammet af denne overvældende oplevelse.

Der er ingen far inde i billedet, sådan som det ofte er. Alle fem børn har også tuberkulose. De er nødt til at blive på Sanatoriet, til de er mere stabile rent fysisk. Så her var disse fem børn. Alene. Vi sendte en bil til deres landsby og moderens kusine indvilgede i at komme med til Sanatoriet og passe børnene.

Plads til 70
På Sanatoriet i Camacupa midt i Angola er der plads til 70 patienter. Lige nu har vi 80 indlagte, hvilket gør pladsen lidt trang. Patienterne bliver henvist fra sundhedsklinikkerne i de nærliggende landsbyer eller fra hospitalet i Camacupa. De bliver testet på Sanatoriet, og hvis de bliver fundet positive, begynder de en medicinsk behandling, som i Angola er på 8 måneder for voksne og 6 måneder for børn.

I mange tilfælde kan patienterne blive sendt hjem og derefter komme hver anden uge og hente medicin. Pillerne skal tages dagligt, og en ikke fuldendt eller ikke succesfuld behandling kan føre til resistens eller død.

Det vigtigste arbejde på Sanatoriet er få alle patienter til at fuldføre behandlingen. Det er der succesraten måles. Det gøres ved at forklare og forklare. Men selvom personalet er meget opmærksom på det, er der patienter, som forlader projektet. Af forskellige grunde.

Efter nogle måneder mærker de fleste patienter ikke flere symptomer, og tror så at de er raske og kan stoppe behandlingen. Andre har ikke tillid til den lægelige behandling og vil hellere forsøge med åndeuddrivelse og anden traditionel behandling.

Kun håbe
En mor forlod projektet med sit meget syge og underernærede barn. De bor langt væk. I et område som ikke er tilgængeligt for Læger uden Grænser, fordi vejen dertil er fuld af landminer. Hvorfor de forlod projektet, ved ingen. Måske vil hun prøve traditionel behandling. Hvis hun ikke kommer tilbage, dør drengen. Vi kan intet gøre – kun håbe.

Nogle børn, der bliver indlagt er så underernærede og svage, at det er svært for selv den største optimist at tro på at de overlever. Men efter ugers behandling med medicin og den specielle ´opfedningskur´, så er selv pessimisterne optimistiske. Det er ikke et mirakel, men det føles sådan. Det er en simpel behandling. En behandling som tager tid, ja, men en behandling som helbreder.

At se et barn løbe omkring – legende, smilende og uvidende – er drivkraften. Især hvis dette barn for få måneder siden var døden nær.

Anne Mette Klingenberg Nielsen”

/md

Fra felten

Jesper Brix

Direktøren tager ud i felten

Læs mere
Brand i Moria
Grækenland

Tusinder sidder stadig på gaden en uge efter brand i Moria

Læs mere
Brand i Moria
Grækenland

Vi er i gang med at hjælpe flygtninge ved Moria – men mange kan stadig ikke få hjælp

Læs mere
Brand i flygtningelejren Moria
Grækenland

Tusinder afskåret fra lægehjælp efter branden i Moria

Læs mere
Brand i flygtningelejren Moria
Grækenland

Dansk sygeplejerske i Moria: ”Lejren ligger i aske – og de har ingen vand, mad eller ly”

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper på vores hospital i Cox's Bazar i Bangladesh

COVID-19-indsatsen risikerer at koste flere liv end selve virussen

Læs mere

COVID-19-smitte er nu bekræftet i flygtningelejren Moria

Læs mere
Læger uden Grænser i Al Hol flygtningelejr i Syrien
Syrien

Syv børn døde på én uge i syrisk flygtningelejr

Læs mere
Irak

Voldsom udvikling i antal COVID-19-smittede i Irak

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper i flygtningelejre i Bangladesh
Bangladesh

”Hvad skal der blive af os?”: Rohingyaernes 3. år på flugt

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) arbejder med coronavirus

Vores globale indsats mod COVID-19 i foråret

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) hjælper efter eksplosionen i Beirut
Libanon

Billedserie: Vi giver lægehjælp i Beiruts gader

Læs mere
Læger uden Grænser (MSF) bekæmper coronavirus COVID-19 i Brasilien

Vi jagtede coronavirus gennem Amazonas regnskov

Læs mere

Vi er med ombord på nyt redningsskib på Middelhavet

Læs mere
Eksplosion Beirut Libanon Læger uden Grænser
Libanon

Eksplosionen i Beirut: Flere hospitaler ramt – vores personale er til stede

Læs mere
Læger uden Grænsers COVID-19-center på Lesbos testede, behandlede og satte flygtninge med symptomer i isolation

Tvinger COVID-19-center på Lesbos til at lukke: ”Det er fuldstændigt vanvittigt”

Læs mere