2203_low_22408.jpg

Kampen mod tuberkulose i Angola

Sygeplejerske Anne Mette Klingenberg Nielsen er i sidste måned vendt hjem fra Angola, hvor hun i ni måneder har arbejdet på et hospital for Læger uden Grænser. I anledning af at det i morgen er international tuberkulosedag skriver hun om sine oplevelser.

“Tuberkulose er de fattiges sygdom. Dårlig ernæringstilstand og generelle dårlige livsvilkår er grobund for tuberkulosen. Derfor er den langt fra bevidst hos de fleste af os i den vestlige verden. Vi ser den ikke. Vi mærker den ikke. I morgen den 24. marts er det international tuberkulose dag, og en anledning til at være bevidst.

I Angola, som i mange andre udviklingslande, er befolkningen yderst bevidst om tuberkulose. Hvert fjerde barn i Angola bliver ikke fem år. Det er der mange årsager til. En af dem er tuberkulose.

Når man som jeg har arbejdet med tuberkulose patienter gennem længere tid ser man både gode og dårlige skæbner. Tuberkulose er en skræmmende sygdom. En sygdom som slår ihjel, men samtidig en sygdom som kan helbredes, hvis midlerne er der. Midlerne er medicin. God medicin.

Kvinde døde
Oplevelserne gennem ni måneder med Læger uden Grænser i Angola er mange. Noget er det som har brændt sig bedst fast er tuberkulose patienterne.

En kvinde på 30 år døde en mandag aften efter kun få dages indlæggelse. Hun var kommet alt for sent. Hun efterlod sig fem børn mellem ni måneder og otte år. Tirsdag morgen, da jeg kom ind til dem, stod de rundt om sengen, hvor moderen havde ligget. De græd og græd og græd. Jeg blev handlingslammet af denne overvældende oplevelse.

Der er ingen far inde i billedet, sådan som det ofte er. Alle fem børn har også tuberkulose. De er nødt til at blive på Sanatoriet, til de er mere stabile rent fysisk. Så her var disse fem børn. Alene. Vi sendte en bil til deres landsby og moderens kusine indvilgede i at komme med til Sanatoriet og passe børnene.

Plads til 70
På Sanatoriet i Camacupa midt i Angola er der plads til 70 patienter. Lige nu har vi 80 indlagte, hvilket gør pladsen lidt trang. Patienterne bliver henvist fra sundhedsklinikkerne i de nærliggende landsbyer eller fra hospitalet i Camacupa. De bliver testet på Sanatoriet, og hvis de bliver fundet positive, begynder de en medicinsk behandling, som i Angola er på 8 måneder for voksne og 6 måneder for børn.

I mange tilfælde kan patienterne blive sendt hjem og derefter komme hver anden uge og hente medicin. Pillerne skal tages dagligt, og en ikke fuldendt eller ikke succesfuld behandling kan føre til resistens eller død.

Det vigtigste arbejde på Sanatoriet er få alle patienter til at fuldføre behandlingen. Det er der succesraten måles. Det gøres ved at forklare og forklare. Men selvom personalet er meget opmærksom på det, er der patienter, som forlader projektet. Af forskellige grunde.

Efter nogle måneder mærker de fleste patienter ikke flere symptomer, og tror så at de er raske og kan stoppe behandlingen. Andre har ikke tillid til den lægelige behandling og vil hellere forsøge med åndeuddrivelse og anden traditionel behandling.

Kun håbe
En mor forlod projektet med sit meget syge og underernærede barn. De bor langt væk. I et område som ikke er tilgængeligt for Læger uden Grænser, fordi vejen dertil er fuld af landminer. Hvorfor de forlod projektet, ved ingen. Måske vil hun prøve traditionel behandling. Hvis hun ikke kommer tilbage, dør drengen. Vi kan intet gøre – kun håbe.

Nogle børn, der bliver indlagt er så underernærede og svage, at det er svært for selv den største optimist at tro på at de overlever. Men efter ugers behandling med medicin og den specielle ´opfedningskur´, så er selv pessimisterne optimistiske. Det er ikke et mirakel, men det føles sådan. Det er en simpel behandling. En behandling som tager tid, ja, men en behandling som helbreder.

At se et barn løbe omkring – legende, smilende og uvidende – er drivkraften. Især hvis dette barn for få måneder siden var døden nær.

Anne Mette Klingenberg Nielsen”

/md

Fra felten

Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere
Al Hol i Syrien
Syrien

Kvinder og børn mister livet i Al Hol

Læs mere
Bangladesh

Rohingya-flygtninge tvinges til at flytte ud på øde ø

Læs mere
COVID-19

Nødhjælp i pandemiens skygge: Et år med COVID-19

Læs mere
Syrien
Syrien

Det er vanvittigt – borgerkrigen i Syrien har varet i 10 år

Læs mere
Jordemoder hjælper fordrevne mennesker i Nigeira
Nigeria

Jordemoder i Nigeria fortæller: Læger uden Grænser reddede min bror – nu redder jeg andre

Læs mere
Sydafrika

Lions donerer 525.000 kroner til Læger uden Grænsers indsats mod COVID-19 i Sydafrika

Læs mere
Patenter på vacciner mod COVID-19 bør ophæves

”Vi er ikke sikre, før alle er sikre”: Ophæv patenterne på COVID-19-vacciner nu

Læs mere