Lægen Irma Davitadze på arbejde på tuberkulosehospitalet i Batumi, Georgien. Vi har nu over 200 patienter i behandlingskure, hvor den nye medicin indgår. Målet er at finde bedre behandling af MRTB.

Kampen mod dragen med de ni hoveder – multiresistent tuberkulose

Multiresistent tuberkulose er et voksende globalt sundhedsproblem. Vores forsøg med ny medicin viser gode resultater. Det kan forbedre behandlingen for verdens patienter – og redde flere liv. 

Host, blodigt slim fra lungen, feber, udmattelse og vægttab. I gamle dage kaldtes tuberkulose for svindsot, fordi patienten langsomt men sikkert svandt ind. I dag er der 3-400 tilfælde i Danmark om året. Men globalt er tuberkulose nu den infektionssygdom, der dræber flest mennesker.

 

Verdens reaktion på sygdommen har været utilstrækkelig, hvilket betyder at 1.8 millioner mennesker døde af sygdommen i 2015. Samme år kom der 10.4 millioner nye tilfælde med tuberkulose.

 

Den utilstrækkelige indsats mod sygdommen betyder, at flere og flere nu udvikler multiresistent tuberkulose (MRTB). WHO estimerer, at det drejer det sig om 480.000 mennesker årligt.  Denne variant er særdeles vanskelig at kurere.

 

Det er, fordi tuberkulose-bakterien har udviklet resistens over for de antibiotika, der normalt er effektiv i behandlingen af tuberkulose.

 

Hidtil har man måtte ty til ældre og giftigere antibiotikatyper til behandlingen af MRTB. Den tager op til to år, har ekstreme bivirkninger og kræver indtagelse af mange forskellige slags antibiotika og smertefulde indsprøjtninger. En kur kan betyde indtagelse af op til 14.600 piller, og den er dyr.

 

Oven i købet bliver kun omkring halvdelen af patienterne kureret. Derfor er behovet for ny og bedre behandling stort.

 

Ny medicin giver nyt håb

I næsten 50 år er der ikke udviklet ny medicin mod tuberkulose. Endelig i 2012 og 2014 kom to nye antibiotika-produkter på markedet.

 

Men der er endnu meget lidt viden om, hvordan den nye medicin bruges bedst muligt. Derfor anvendes den indtil videre kun til de sygeste MRTB-patienter.

 

Vi har arbejdet med MRTB i Georgien siden 2007. Her afprøver vi nu forskellige kombinationsbehandlinger med den nye medicin. Forsøget kører i 15 lande, men den største patientgruppe har vi i Georgien.

 

Teimuraz Ajiba har MRTB, og er en af patienterne på tuberkulosehospitalet i Batumi.

 

Ajiba er en af de få heldige MRTB-patienter, der undgår dele af den gamle form for behandling. Han har oplevet forandring efter at have fået ny medicinering, hvor delamanid er ny ingrediens i kuren. 

 

”Jeg har fået det bedre, efter jeg er begyndt på den nye medicin. Jeg kan mærke, at min krop bedre kan tåle medicinen. Førhen tog jeg 17 eller 18 piller om dagen. Nu får jeg syv piller og en indsprøjtning,” siger Ajiba.

 

Han suppleres af en anden MRTB-patient:

 

Nugzar Papashvili (th.) indtager sin medicin. Fordi medicinen i kuren kan være giftig, indtager de to patienter deres medicin under overvågning af en sygeplejerske. © Daro Sulakauri/Læger uden Grænser

Nugzar Papashvili (th.) indtager sin medicin. Fordi medicinen i kuren kan være giftig, indtager de to patienter deres medicin under overvågning af en sygeplejerske. © Daro Sulakauri/Læger uden Grænser

 

”Jeg havde ufattelige smerter i galdeblæren og leveren. Jeg spurgte lægen, hvordan jeg kunne slippe for smerten. Jeg begyndte med den nye medicin, og siden har jeg fået det langt bedre,” siger Nugzar Papashvili.

 

Lægen fjernede et af de gamle og giftige antibiotika-præparater fra kuren, fordi det skadede mere end det gavnede. Ud over at Nugzar fik det fysisk bedre, tog han også fire kilo på i løbet af en måned.

 

De to patienter er blot et par eksempler på den positive forandring, som brugen af den nye medicin betyder for MRTB-patienterne. Det viser også, hvor vanskeligt det er at finde den rette kombination af antibiotika.

 

De foreløbige resultater af brugen af de to nye slags medicin tyder på langt hurtigere behandlingstid og færre bivirkninger.

 

Den ni-hovede drage

Men det er stadig en stor udfordring at bekæmpe MRTB. Patienter i Georgien må tage til hospitalet hver dag for at modtage behandling, og for de som skal have de frygtede smertefulde drops, tager det en time, før kroppen har fået dosen – og så kommer smerten.

 

Lægen Iza Jikia arbejder på det nationale center for tuberkulose og lungesygdomme i Tiblisi, og hun kender alt til både patienternes udfordringer med selve behandlingen og vanskeligheden ved at få bugt med MRTB.

 

Denne sygdom er som en drage med ni hoveder. Vi ved, at vi skal kappe alle ni hoveder af. Hvis vi misser bare et af hovederne, vil dragen atter være tilbage i fuld styrke. Derfor kræver det styrke af både behandlere og patienter, hvis en kur skal lykkes,” siger Iza Jikia. 

 

Efter hendes mening betyder den nye medicin, at patienterne er mere optimistiske omkring at blive kureret for MRTB.

 

”Det er klart at patienterne stoler mere på den nye medicin, frem for den de fik tidligere, fordi de oplever bedre resultater,” siger Jikia.

 

Lægen Iza Jikia (tv) understreger, at behandlingen af MRTB stadig er meget kompleks. Hun håber på at fremtiden vil bringe behandling, der er enklere og mindre giftig for patienten. © Daro Sulakauri/Læger uden Grænser

Lægen Iza Jikia (tv.) understreger, at behandlingen af MRTB stadig er meget kompleks. Hun håber på, at fremtiden vil bringe behandling, der er enklere og mindre giftig for patienten. © Daro Sulakauri/Læger uden Grænser

 

Hjælp til WHO og verdens MRTB-patienter

Den begrænsede viden om de nye stoffer har betydet, at vi er gået aktivt ind i forskning af stoffernes virkning. Vores research gør os klogere på de bedste kombinationsmuligheder med den nye medicin.

 

Der er kun meget få patienter, der har adgang til den nye medicin. Men i kraft af vores arbejde med behandling af MRTB har vi nu nogle af de største patientgrupper på verdensplan i behandling med de to nye præparater.

 

Vi er en af de ngo´er, der behandler flest mennesker for TB og MRTB. Vi er i front, når det gælder viden om brugen af de to nye typer medicin i praksis – og resultaterne er lovende.

 

Det skyldes blandt andet vores deltagelse i projektet endTB. Projektets formål er at forbedre behandlingen af MRTB og udbrede behandlingen med den nye medicin. I slutningen af 2016 bliver Georgien det første af fem lande, hvor vi i forbindelse med endTB starter kliniske forsøg med de to nye præparater.

 

Data fra vores TB-projekter i Armenien og Georgien er blevet delt med WHO.

 

Kampen mod tuberkulose og MRTB

 

  • De to nye præparater er lovende for behandlingen af MRTB. Men det er langt fra nok. Hvis verden skal lykkes med at stoppe spredningen af MRTB, kræver det, at patienter får adgang til den nye medicin, udbredelse af bedre diagnosticering og bedre behandling af tuberkulose, da mange udvikler MRTB på grund af, at sygdommen ikke kureres ordentligt i første omgang.
  • Medicinen til behandlingen er voldsomt dyr. Flere af de vigtigste stoffer til behandling af MRTB er langt dyrere end kostprisen til fremstillingen. Derfor er der råderum til at sænke prisen – hvilket er en nødvendighed, hvis verdens tuberkuloseproblem skal løses.
  • En ubehandlet tuberkulose-patient smitter i gennemsnit 10-15 mennesker årligt.

 

Vores arbejde med tuberkulose

 

  • Vi arbejder med tuberkulose og MRTB i 24 lande. I 2015 behandlede vi mere end 20.000 mod sygdommen heraf 2000 mod MRTB. I Georgien har vi nu over 200 patienter i behandlingskure, hvor den nye medicin indgår. Samlet set har vi nu mere end 1000 patienter i kure med den nye medicin i 12 forskellige lande.