Mamie blev voldtaget ved siden af sin mands lig i DR Congo.
© Ghislain Massotte/MSF

”Jeg blev voldtaget ved siden af min mands halshuggede krop”

Vi hører lige nu grusomme historier fra de patienter, som vi behandler for seksuel vold og overgreb i DR Congo. Mænd, kvinder og børn er blevet udsat for de værst tænkelige ting af bevæbnede mænd. Det må ikke ske i stilhed. Derfor har vi samlet stærke vidnesbyrd fra to af vores patienter:

”Jeg var hjemme, da de bevæbnede mænd kom og dræbte min mand. De halshuggede ham og stjal alt, hvad vi havde.

Jeg blev voldtaget i mit hjem ved siden af min mands livløse krop, mens mine børn så på. Det skete sidste år, da al volden stod på.

Jeg har fem børn. De dræbte tre af dem, og efterlod mig med kun to. De voldtog ikke bare mig, men også mine tre ældste piger, inden de slog dem ihjel. Tilbage var mig og de to yngste: en 12-årig dreng og en niårig pige.

De stjal alle vores ting. De tog alt. Efter det tvang de os ud, uden at give mig tid til at få tøj på. Jeg var nøgen fra livet og op. Jeg nåede at gribe noget til at dække mit bryst, inden vi blev jagtet ud af vores hjem.

Jeg begyndte sammen med mine to børn at gå gennem ’bushen’ mod Tshikapa. Jeg vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Jeg begyndte bare at gå. Da vi nåede frem til Tshikapa, blev mine børn syge. En organisation hjalp os og gav os en smule penge.

Sammen med nogle andre kvinder besluttede jeg at tage tilbage til Kananga, hvor jeg engang boede. Vi gik langs vejen i håb om at få et lift af nogle af bilerne, der kører forbi på vej til byen.

Undervejs blev vi stoppet af bevæbnede mænd. Igen blev vi voldtaget. De var tre om at gøre det.

Efter det gemte vi os for ikke at blive voldtaget igen. Men jeg begyndte at have det dårligt.

Da vi ankom til Kananga, hørte jeg om lægerne fra Læger uden Grænser, som hjælper kvinder, men jeg vidste ikke, hvor de var. Jeg spurgte omkring mig, men folk i området ville ikke hjælpe mig. De ville alle sammen have penge. Det var i kirken, at nogen endelig viste mig vej.

Jeg var meget bekymret, inden jeg ankom til hospitalet. Jeg var så svag og havde meget ondt i underlivet.

Mens jeg og mine børn gik gennem bushen, havde vi ikke nok at spise, og det var svært at finde nok til os alle. Jeg havde ingen penge, og mit tøj var flået i stykker.

Da jeg ankom til hospitalet, fik jeg medicin og blev undersøgt af en læge. Det var sådan, jeg fandt ud af, at jeg har hiv. Det har gjort mig meget bekymret, for jeg frygter, at jeg ikke har lang tid tilbage.

Da jeg tog herhen for at få hjælp, lod jeg mine børn være i kirken. Her får vi engang imellem noget at spise. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forsøge mine børn. Det bekymrer mig også meget.”

”De tvang mig til at voldtage seks til syv kvinder”

”Jeg forklarede til psykologen, at når jeg fortæller denne historie, så kører der en film i mit hoved. En film eller en drøm? Det ved jeg stadig ikke. Når jeg lægger mig til at sove, kan jeg uden at vågne sove mere end 20 timer ad gangen.

Det skete i august, da jeg vendte hjem til min landsby. Byen blev angrebet af bevæbnede mænd. Jeg tror Det må have været tilbage i 2017. Jeg husker det ikke så klart. Det hele er stadig meget rodet for mig.

 Mændene krydsede floden omkring landsbyen, og dræbte mange mennesker. Sammen med nogle andre unge mennesker flygtede jeg. Men på vej væk blev vi fanget af en anden gruppe af bevæbnede mænd.

De tog os med tilbage til landsbyen. Her torturerede de os, og behandlede os som slaver. De sendte os ud for at hente vand til dem. Men vi skulle også gøre ting, der var langt værre end det: de tvang os til at voldtage adskillige af mødrene i landsbyen.

Når jeg siger mødrene, så er det et congolesisk udtryk. Ingen af dem var min egen mor, men de var alle landsbyens mødre. Alle landsbyens unge mænd blev tvunget til at gøre det. Hvis nogen nægtede, blev de dræbt.

Jeg husker det ikke klart, men jeg mener, at de tvang mig til at voldtage seks til syv kvinder.

Da de bevæbnede mænd tog videre, kom de lokale myndigheder fra Tshikapa for at finde os, som om vi også var kriminelle.

Jeg flygtede med nogle andre unge mænd, men vi blev spredt i forskellige retninger, og jeg endte med at gå alene. På det tidspunkt var jeg ikke i stand til at arbejde på grund af en nyreoperation, jeg gennemgik 10 måneder tidligere. Efter to dage begyndte jeg at få det rigtig skidt, præcis som lige efter operationen.

Jeg ankom her tre måneder, efter det hele skete. Jeg vidste ikke, om det var muligt for en som mig at få behandling. Men jeg hørte om Læger ugen Grænser i min kirke, da en læge fra hospitalet kom og fortalte, om den gratis behandling, de tilbyder.

Da jeg ankom til hospitalet, tog lægerne og en psykolog mig i behandling. På det her tidspunkt gjorde mine nyrer rigtig ondt, men i mit hoved var tingene heller ikke, som de skulle være.

Jeg tog nogle tests og snakkede meget med psykologen. Siden da har jeg taget medicin, og jeg har lagt mærke til nogle forbedringer:

Jeg har mindre ondt, selvom jeg ikke er hel rask endnu. Jeg føler, at jeg er på vej mod noget bedre, men jeg er ikke helt sikker endnu. Nogle gange tager jeg mig i at snakke med mig selv – som i en drøm.”

Seksuel vold i DR Congo

  • Læger uden Grænser har fra maj 2017 til september 2018 behandlet 2.600 ofre for seksuel vold i byen Kananga i den uroplagede Kasai-provins i DR Congo.
  • Vi tilbyder gratis medicinsk og psykologisk hjælp til ofrene – f.eks. gruppeterapi men også individuelle konsultationer til de mest traumatiserede patienter.
  • 80 procent af ofrene fortæller, at de er blevet voldtaget af bevæbnede mænd.
  • Langt de fleste ofre er kvinder, 32 er mænd, mens 162 er børn under 15 år.
  • 22 af ofrene var børn under fem år.

Fra felten

Kamma til Middelhavet.png

Kamma Skaarup

Middelhavet

Kammas dramatiske nat på Middelhavet: “Pludselig hører vi skrig i mørket”

Læs mere
En kvinde græder over sin otte måneder gamle søn, som er alvorligt syg i Bangladesh

Anni Fjord

Bangladesh

Sygeplejerske i verdens største flygtningelejr: ”Jeg ser frygten i morens øjne”

Læs mere
Marie Louise er uddannet antropolog, men er nu udsendt for Læger uden Grænser i DR Congo
Læger uden Grænser

Marie Louise Wright

DR Congo

Marie Louise redder liv på motorcykel: ”Det er det hele værd”

Læs mere

Anni Fjord

Bangladesh

Den nyfødte dreng får hjertestop: ”Jeg ser frygten i morens øjne”

Læs mere
Kjeld Kromand i Pibor, Sydsudan

Kjeld Kromand

Sydsudan

Kjelds første kejsersnit i Sydsudan: “Pludselig gik lyset ud”

Læs mere
Australien sender mennesker på flugt, som forsøger at komme ind i landet, til Nauru – og tilbageholder dem der på ubestemt tid.

Tahir Bakhtiary

Nauru

Her sidder de fanget på femte år: ”Det er forfærdeligt at være vidne til”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Heidi med pigen Lokoli, som blev angrebet af en krokodille i Sydsudan.

Heidi Strømsholt

Sydsudan

Heidis podcast fra Sydsudan: “Det her sted er for vanvittigt”

Læs mere
Vores læge Anne tilser tre måneder gamle Labaran. Han er alvorligt dehydreret og et af mange børn, som har akut brug for hjælp i Magaria, Niger.
Niger

Hundredvis af børn er døde: “Vi har aldrig set noget lignende”

Læs mere
Et barn med vejrtrækningsproblemer får hjælp på et hospital i Yemen.
Læger uden Grænser

Josephine Obel

Yemen

Josephines podcast fra Yemen: ”Det lignede en eksplosion”

Læs mere
Flere end 60 mennesker på flugt er de seneste tre døgn blevet reddet fra bølgerne på Middelhavet af Aquarius. Nu må skibet ikke længere redde liv på havet.
Middelhavet

Italiens regering tvinger Middelhavets sidste redningsskib i havn

Læs mere
Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation, fortæller vores sygeplejerske Mie fra den græske ø Lesbos.

Mie Terkelsen

Grækenland

”Hun står bare og holder om mig og græder”

Læs mere

Slangebid dræber 275 mennesker om dagen

Læs mere
Den Centralafrikanske Republik

Tatiana blev voldtaget i dagevis: Hun er langt fra den eneste

Læs mere
Middelhavet

”Døde kroppe flød omkring mig”

Læs mere

Amanda Godballe

Rejsebrev: “På Lesbos lever de i tavshed og glemsel

Læs mere