Indsats mod kolera i det nord-østlige Nigeria

I den nord-østlige Borno State i Nigeria har vi – sammen med de lokale myndigheder – startet en indsats mod kolera, efter sygdommen har spredt sig i lejre for op mod 1,6 mio. internt fordrevne på flugt fra Boko Haram.

For en måned siden blev de første tilfælde af kolera opdaget i lejren for internt fordrevne i Maiduguri, regionshovedstaden i den nord-østlige Borno State, hvor Boko Harams fremfærd har drevet folk på flugt. I de følgende uger spredte sygdommen sig til yderligere to andre lejre i området, og pr. 16. september er 16 mennesker døde, og 172 er blevet indlagt. For at hjælpe de lokale sundhedsmyndigheder med at bekæmpe epidemien har vi oprettet et behandlingscenter med plads til 100 patienter og sat et hold af læger og sygeplejersker ind.

 

Ud over behandlingscentret har vi også forsøgt at forbedre de sanitære forhold i lejrene ved at hjælpe med vandrensning og forbedrede muligheder, for at indbyggerne kan opretholde en god hygiejne.

 

Manglende assistance

 

Bortset fra vores og Røde Kors’ assistance til de internt fordrevne i Borno State er der ikke andre internationale organisationer til stede.

 

”I september 2014 behandlede vi over 4.000 patienter efter en koleraepidemi i Borno State. Forholdene i lejre var dengang – og er stadig – så elendige, at det skaber perfekte muligheder for et udbrud af en sygdom som kolera. Der er brug for langt mere støtte i området, og vi har gentagne gange bedt andre humanitære nødhjælpsorganisationer om at hjælpe de internt fordrevne i lejrene i Borno State”, siger Chibuzo Okonta, vores nødhjælpskoordinator i Paris.