Humanitære betænkeligheder i Irak-krigen

MSF er betænkelig ved den påvirkning, som den eskalerende krig mod Irak vil få på befolkningerne i Irak og nabolandene.

Som en uafhængig, upartisk humanitær hjælpeorganisation søger Læger uden Grænser (MSF) at yde lægehjælp til civile, som er ramt af konflikter, uden hensyn til politisk ståsted, nationalitet, religion, etnisk oprindelse eller køn. Hvad enten det drejer sig om Elfenbenskysten, Afghanistan, Liberia eller andre konfliktområder i verden, hvor MSF arbejder, vidner vore læger og sygeplejersker om forholdene på de steder, hvor de prøver at yde hjælp, der redder liv.

MSF tager ikke stilling for eller imod krig. Men efterhånden som de militære angreb i Irak optrappes, har MSF store betænkeligheder på flere områder:
– Hvordan krigen bliver ført, og hvordan man undgår menneskelige lidelser
– Den civile befolknings ret til at søge tilflugt i sikre områder
– Uafhængige humanitære organisationers ret til at få adgang til befolkninger i nød
– Opmærksomhed og hjælp bliver afledt fra andre tvingende humanitære behov rundt om i verden.

Krigsførelse
MSF føler, at det er bydende nødvendigt at de krigsførende parter gør krigens påvirkning af civile så lille som mulig og forhindrer menneskelige lidelser. Civile bør ikke være skydeskive, og det samme gælder fødevarer og installationer, der er nødvendig for at befolkningen kan ovelleve. MSF har tidligere været vidne til eftervirkningen af et koalitionsbombeangreb, som dræbte og sårede dusinvise af civile i Tora Bora regionen i 2001.

Der bør ikke anvendes våben som ikke kan skelne mellem militære mål og civile. Dette var ikke tilfældet i Afghanistan, hvor koalitionsstyrker kastede klyngebomber – som efterlader farlige ueksploderede småbomber – ud over store områder af landet.

Brug af masseødelæggelsesvåben er også en stor bekymring, især da ingen af parterne i den potentielle konflikt i Irak har udelukket brugen af dem. Ydermere er de humanitære organisationer ikke tilstrækkelig forberedt på at hjælpe ofre, som har været udsat for angreb med biologiske, kemiske eller atomvåben.

De civile må heller ikke blive brugt som "menneskelige skjold", eller med forsæt blive flyttet til eller forhindret i at blive evakueret fra farezoner. Konfliktens parter skal også behandle krigsfanger i overensstemmelse med international lov.

Retten til at flygte
Ifølge internationale konventioner har folk ret til at søge tilflugt fra krig og undertrykkelse i sikre områder – også i andre lande. Under krigen i Afghanistan lukkede adskillige lande deres grænser for afghanske civile, som ville undgå at slås.

Hundrede tusinder var tvunget til at bo i usikre flygtningelejre, som var opsat indenfor eller langs med den afghanske grænse. Selv i dag er titusinder af mennesker, som flygter fra kampe i dele af Afghanistan, samlet i ubeskyttede og underforsynede lejre.

Under Irak-krigen må grænserne holdes åbne for at sikre irakiske civiles ret til at søge sikkerhed i udlandet hvis de finder det nødvendigt, og så længe de finder det nødvendigt. Allerede nu har adskillige nabolande lukket deres grænser for mennesker som søger ly fra krigens gru.

Uafhængig humanitær hjælps adgang til ofrene
Krig ødelægger civilbefolkningens overlevelsesmuligheder – især når det drejer sig om fødevareforsyninger, vand og sanitære forhold samt sundhed.

Derfor et det nødvendigt at uafhængige humanitære organisationer får fri, uafhængig adgang til at vurdere behovene efterhånden som de opstår, og til at sikre at der ydes hjælp i overensstemmelse med de reelle behov, uden påvirkning fra politiske eller militære målsætninger. Uhindret adgang for de humanitære organisationer er retsligt beskyttet, og kan ikke forhindres med argumenter om, at de krigsførende parter selv vil sørge for disse behov.

Der er naturligvis intet monopol på at yde assistance til civile, og de krigsførende parter er også forpligtet til at yde grundlæggende hjælp til befolkningen i de områder, som de besætter med magt. Denne hjælp skal dog være effektiv, ligelig og dække de aktuelle behov. MSF er bekymret for, at en sammenblanding af humanitære og militære dagsordener i Irak-krigen kan føre til, at de virkelige behov for den mest sårbare del af befolkningen ikke bliver dækket.

Amerikanske myndigheder har talt om at bruge ikke-statslige organisationer som "hjælpestyrker" i krigsindsatsen, især i kampagnen for at "vinde hjerter og sind" hos den irakiske befolkning. Ikke-statslige organisationer, især de der hovedsageligt er støttet af den amerikanske regering, er blevet tilskyndet til at koordinere deres hjælpeaktiviteter med militæret.

Et sådant sprog og sådanne aktiviteter truer de humanitære organisationers neutralitet og uafhængighed, og befolkningens opfattelse af de humanitære organisationer som klart adskilt fra de krigsførende parter. Det underminerer i høj grad også det fundamentale faktum, at humanitær hjælp kun skal ydes med det ene formål at afhjælpe nød. Nødhjælp, som er politisk eller reklamemæssigt motiveret, eller som opfattes sådan, kan føre til diskrimination overfor visse samfund og underminere de humanitære hjælpearbejderes sikkerhed.

Hjælp og opmærksomhed bliver afledt fra andre humanitære behov
Krigen i Irak har allerede opmærksomheden fra de enorme humanitære behov verden over, og afledt den knappe hjælp, der bliver givet til disse steder. Genopbygningen af Afghanistan er langt fra fuldført, der er dødelige konflikter i gang i Burundi, Colombia og Sudan, og AIDS-epidemien slår fortsat millioner af mennesker ihjel verden over. Med donor- og medieopmærksomheden fokuseret på krigen i Irak vil andre truende kriser ikke modtage de midler eller den hjælp, som de har så stærkt brug for.